Det første, jeg bider mærke i, med albummet i mine metafysiske hænder, er, at hvis man ud fra titlen på pladen eller et vilkårligt nummer skulle dømme, ville der nok være tale om et stykke med post-metal eller en plade med Atheist.
Godt nok så indeholder pladen skam en sund portion af dissonant guitarlir og ukonventionelle rytmemønstre, men teknisk duttelut-guitar og andet gøgl er der ikke meget af. Til gengæld bliver det en lige dele sjælden og giftig cocktail, når deres dissonante dødsmetal bliver blandet op med grind og en eftersmag af black metal-riffs. Måske synes jeg, at eftersmagen af black metal bliver liiiige i overkanten, men det er også min evige kæphest, da jeg jo — for det meste – slet ikke kan lide black metal, så det vil jeg ikke kritisere dem for. Til gengæld kunne jeg godt savne noget mere af det groove og den brutalitet, de har på åbningsnummeret ‘Chanting Spells I’ eller titelnummeret ‘Passage To A Neutron Star’. Det er jo dødsmetal! Som en anden bemærkning minder guitarsoloen på sidstnævnte nummer mig om en Kerry King-solo, hvis han var marginalt bedre til at skrive den slags. Det var nok den kritik, jeg havde i mig. I tråd med den tidligere snak om pudsige titler, er der ikke nogen ‘Chanting Spells II’. Måske er det en homage til titelnummeret ‘Damaged I’ af Black Flag; ingen ved det, ingen spørger om det.
Nu hvor artiklen er blevet postet, kan vi bringe et dementi. Carbon Tomb forklarer nemlig sangtitlen således:
Siden I nu spørger, så hedder åbningsnummeret faktisk “Chanting Spells that The Resurrected will Scant on Technöfössil Fragmentations”. Det fremgår også af den fysiske udgivelse, men er åbenbart blevet fundet for langt til den digitale lyttepakke.
Bassist Jeppe Tanders growl lyder ikke som skabt af et menneske, men nærmere et eller andet sumpmonster. Jeg kunne godt mistænke, at der var effektværk på, da jeg ellers tror, den eneste måde at opnå den vokal på var aktivt at drukne, imens man indspillede den. Druknevokalen kan især høres i al sin pragt på ‘The Dog Hunter’, hvor den rigtigt får lov til at være i rampelyset. Generelt er der flere steder på pladen, hvor vokaler bliver brugt på en måde, der får dig til at nulre dit cykelstyrsoverskæg og sige “hmmm…. yderst interessant”. Personligt er jeg ret tosset med den falset, der nænsomt understøtter broerne på ‘Of God’s Neglect’. Normalt ville den slags vokaler i min erfaring typisk ligge helt i forgrunden på bombastiske og/eller melodramatiske stykker, hvor den her giver en ekstra dimension til lydbilledet, og løfter i fællesskab med guitar, bas og trommer. Produktionen er desuden knivskarp, og lydniveauet på hvert spor er præcis som det skal være. Derudover er instrumenterne stramme og lækre, og ikke oversminkede og kunstige, men derimod organiske.
Under de første par gennemlytninger af pladen fremstår værket uforudsigeligt, men hvis man lytter til numrene fokuseret, går det op for én, hvor nøje strukturerede og kontrollerede, de er. Man kan derfor også sige, at det heller ikke er et typisk debutalbum, da det lyder langt mere sammenhængende end det normalt gør, når blåøjede musikere har alt for mange idéer, som de gerne vil udføre på samme tid, eller prøver at skabe en form for struktureret uforudsigelighed i håbet om at skille sig ud. Årsagen er jo nok, at Carbon Tomb slet ikke er så uerfarne endda. Eksempelvis har samtlige medlemmer spillet i det melodiske dødsmetalband Urkraft. Derudover kender vi guitarist og vokalist Richardt Olsen fra albumaktuelle Dysgnostic samt en milliard andre bands.
Pointen er, at det er tydeligt at høre, at det er tre herrer, som udmærket ved, hvor de vil hen, og hvordan de skal gøre det. De havde nok ikke engang behøvet deres selvbetitlede EP fra 2023 til at øve sig, for hvis du havde hørt den inden ‘Passage To A Neutron Star’, ville du umuligt være overrasket over kvaliteten. Der er altså bare en unægtelig kvalitet i sangskrivningen, en kvalitet, som kun kan opnås med talent og i allerhøjeste grad erfaring.
‘Passage To A Neutron Star’ er en rigtig god plade, både for dem som kan lide fe’ død, dem som ikke kan lide fe’ død, og som en forfriskende ganerenser, hvis man er blevet lidt træt af fe’ død.
