Gennem årene har Malk De Koijn fortolket og formidlet mange legendariske hiphopfænomener som danskificeringen af Snoop Doggs “Long Beach” eller Wu-Tang Clans karateæstetik. På deres nye maxi-single genfortolker de sig selv i ny og gammel forstand.
Malk De Koijns musikalske maskerade opstod nytårsaften mellem 1993 og 1994, hvor de tre rappere Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki slog hovederne sammen for derefter at samle pennen op og skrive numre om fiktive paralleldimensioner med opdigtede karakterer.
Det blev til universet om Langestrand, Aberdeen og karateklanen. Siden debuten ‘Smash Hit In Aberdeen’ i 1998 har de udleveret musikalske karatespark i form af ligeledes åndssvage og dybt personlige tekster over deres tre fuldlængdealbums.
I 2025 er bananklasen modnet igen, og de tre ordekvilibrister tager fuglen på os og udgiver med næsten ingen varsel en ny maxi-single betitlet ‘Nummer 5’, der ud over at være en god plade simultant står for at bryde deres 13 års udgivelsestavshed.
‘Nummer 5’ er umiskendeligt Malk De Koijn, der balancerer elegant mellem de pjattede, børneprogramsagtige personligheder og en dybere eksistentialistisk fortvivlelse over sig selv og det at blive ældre i takt med livets fremgang.
Men hvorfor overhovedet dække Malk De Koijn som et DIY rock/punk/metal-medie? Fordi hiphop og hardcore punk faktisk har flere historiske overlap, end man måske lige skulle tro. Den åbenlyse ville være vokalføringen, der i hardcore i 80’erne-90’erne ofte mindede mere om den rytmiske raptilgang, end hvad vi i dag forbinder med traditionelt metal.
Hele eksistensen af nu-metal er også en stor ting at pege på, hvor mange crossover bands opstod, og de to kulturer delte gader og DIY-kulturen i New York. Men måske allermest centralt er de lyriske temaer med fokus på social uretfærdighed og identitetspolitik – naturligvis med forskellige specifikke fokuspunkter på tværs af genrerne, men essensen om opråb var der generel enighed om.
De var begge en subkulturel modstand mod mainstreamen, og hardcore blev specielt inspireret af hiphoppens måde at organisere kollektiver på. Opstanden ledte til energi, der fik lov til at kulminere til begge genrers liveshows, og har man nogensinde været til et velfungerede hardcoreshow i moderne tid, er det unægteligt at de benhårde riffs og rytmiske breaksektioner ofte bærer præg af boom-bappens bounce-fænomen ift. medrivenhed.
Hvis du ikke tror på mig, så sæt en autentisk gangsta rap-plade på fra 80’erne og two-step til det. Jeg kan love dig for, at det virker.
Specielt dét med den subkulturelle modstand mod mainstreamen skal der sættes fokus på, og det virker måske som et besynderligt nedslag, når der tales om Malk De Koijn, som muligvis er dén mest velansete og respekterede hiphopgruppe, Danmark nogensinde har haft.
Er det ikke pænt mainstream efterhånden?
Rimelig, men sådan har det bestemt ikke altid været.
Fra kassettebånd til streaming
Malk De Koijn startede som et undergrundsprojekt af tre venner, som ikke havde nogen kommerciel reach til hiphopmiljøet, der ovenikøbet var lige så stor som ét enkelt hundehus. Det var ikke meget at arbejde med, og det endte med tre års aktualitet, før gruppen omsider blev overtalt til at tage i studie af Jeppe Bisgaard fra pladeselskabet EMI.
Der blev dømt musikalsk legetime som i børnehaveklassen, og Malk De Koijn fik lov til at udfolde sig på flere forskellige måder over de næste fire år, som det tog at lave pladen. Alt sammen mens de faktisk ikke var signeret til pladeselskabet overhovedet og kunne trække stikket når som helst, hvis de ville.
Pointen her er, at selvom Malk De Koijn havde fået fri leg i studiet og en pladekontrakt, der ventede på dem, så holdt de sig stadig til kassettebåndkulturen og deres DIY-undergrundsrødder til det sidste øjeblik.
Selvom Malk De Koijn har vundet uendeligt mange priser gennem årene, føles deres rødder stadig autentiske i deres livelyd, eller når Tue Track scratcher plader live på scenen til deres koncerter. Og så har alle de gamle plader naturligvis ikke mistet glimtet af den nostalgiske magi fra den gamle skole, hvis man klikker play på streamingtjenesterne.
Det eneste, der egentlig har ændret sig, er tiden. For Malk De Koijn er ikke længere en gruppe unge gutter, der ryger tryllepiper og reelt mener det, hvis de skrev hundeanalogier om at score piger i forbindelse med deres ustoppelige festliv.
Præmissen har ændret sig, og i stedet for at leve i et studie eller i en tourbus så står hverdagen på familielivet, psykologi og musikundervisning. Men netop dér bliver det interessant. For når de samme stemmer, der engang var synonym med kaotisk ungdom og sproglig anarki, nu vender tilbage i et livsfaseskifte, opstår der en ny form for performativitet.
Malk De Koijn har altid spillet på roller – Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track – men hvor de tidligere fungerede som masker for en ungdommelig eskapisme, bliver de i dag næsten kunstige spejlinger af deres egne figurer. Når en midaldrende far rapper i rollen som ungdommelig tegneseriegangster, bliver spørgsmålet ikke længere “er det realistisk?”, men “hvordan fungerer det her som kulturel maske?”
Skiftet er gået fra at leve rollerne til at spille dem. Og det giver denne skive et ekstra lag – en slags selvrefleksiv kommentar til både deres egen historie og til hiphoppens evige jagt på autenticitet. For på denne (korte) plade finder du ikke kun fjogede numre om lort, kaos og sneglegiganter, der er også en klar selvinspektion til stede.
Tilbage til fremtiden
I 2025 er de tilbage, og dét, jeg får ud af Malk De Koijns ‘Nummer 5’, er nemlig ikke, at de skal fremstå overdrevet lalleglade, eller at det lyriske aspekt skal føles som et Escher-hus af underlige rim. Det føles snarere som en mere moden version af Malk De Koijn, der ikke kan give slip på det dumdristige – og ikke har lyst til at give slip på dumdristigheden.
Malk De Koijn har for længst udviklet vinger og fløjet fra fuglereden, men ‘Nummer 5’ føles som en anden flugtrute, der stadig understøttes af de samme kompetente vingeslag. Åbningsnummeret ‘Enogtredive Grader’ starter som et sædvanligt Malk De Koijn-nummer med Geolo G, der som den første tager vokaltjansen. Men dette nummers instrumentale udvikler sig betydeligt og føles mere nuanceret end mange andre Malk De Koijn.
Den genkendelige Malk De Koijn-komposition består hovedsageligt af funky keyboards, et drilsk basostinat med komplementerende trommemaskine og et break eller to undervejs. ‘Enogtredive Grader’ udfordrer netop denne standard ved at udvikle sig mere traditionelt boom-bapish end andre numre. Det er specielt tydeligt på Blæs Bukkis vers, hvor tromboner taktfast markerer takterne i samspil med vokalleveringen. Samme udvikling ses også senere i nummeret, hvor det hoppende beat akkompagneres af yderligere blæsere og et New Orleans-agtigt jazzorkester, som kulminerer under Tue Tracks sidste vokallevering, der ud over at fungere som nummerets højdepunkt også refererer helt tilbage til første plades lukkenummer som en slags “Se hvor langt vi er nået”.
Det er virkelig godt.
Bag jazzorkesteret er der Anders Malta på hornarrangementer, trompet og flugelhorn, Jesper Løvdal på saxofon og klarinet samt Mads Haupt Clausen på trombone. De skal alle sammen have umanérlige mængder ros for samarbejdet med Malk De Koijn, fordi jazzarrangementerne lyder fuldkommen forrygende.
Nummeret ‘Kabalen’ står både lyrisk og instrumentalt i kontrast til ‘Enogtredive Grader’. I stedet for glitrende jazzarrangementer med følelsen af sixpencehatte, laksko og bukseseler er ‘Kabalen’ et mere stille og dystert nummer, hvor det lyriske aspekt også matcher de mørke undertoner.
Malk De Koijn virker måske meget useriøse, men de forlanger stadig, at du tager dem seriøst. Det beviste de klart og tydeligt allerede på deres første plades kulthit ‘Kosmisk Kaos’, hvor de tre medlemmer rapper om alt fra personlig fortvivlelse til oplevelser i krig. Efterfølgende har hver plade haft mindst ét nummer, der har forholdt sig mere ægte og som ikke stræbte mod fjollet nonsenspoesi – ‘Rocstar’ & ‘En Gang’
Djævlen kigger i detaljen
‘Kabalen’ er dét nummer på denne udgivelse. Dens mørke tekster over den krybende keyboard figur går hånd i hånd, og man er ikke i tvivl om, hvad nummeret går ud på, når Blæs Bukki åbner med “Jeg går og lader som om alting er fjong / Men hvis du kigger i detaljen, ja så er det som om, glasset er tomt”, eller når Geolo G afslutter med “Den eneste fjende, som jeg frygter, det er ham inde i spejlet”.
Det giver noget til nummeret, at de så mange år efter storhedstiden kan skrive denne slags introspektive numre. Det er en anden personlig fortvivlelse, der kommer på bordet, end hvis man sammenligner med ‘Kosmisk Kaos’ eller ‘Rocstar’. Det gør det dog ikke bedre end de andre.
For selvom det er lyrisk dybt og tydeligvis et meget personligt nummer fra alle medlemmer, så falmer det kompositorisk i sammenligning med ‘Enogtredive Grader’. ‘Kabalen’ føles statisk, og der kunne godt have været tilføjet mere dystert plimren og plamren, som havde hjulpet med at fuldstændiggøre nummeret. For det er nemlig kun nummerets progression, der giver mening at sætte en kritisk finger på, når lyrikken alene er af så høj kaliber.
Derfor fungerer sidste nummer ‘Publicity’ netop som god rygdækning, da den samler maxi-singlens flow op igen og skyder det af som en rimpatron. Synergien er glimrende mellem de tre bananer, og at slutte det hele af på en musikalsk krusedulle af effekter og vinylscratching føles som prikken over i’et.
For dansk hiphopkultur er det historisk, at Malk De Koijn er tilbage med nyt materiale efter så lang tid, og at det samtidig er præget af både fornyelse og det obligatoriske fjolleri, er kun en ekstra bonus.
Det er en moden bananklase, der tydeligvis stadig har styr på kunsten af ordspil og hardcore hæp-hop. Man behøver ikke være uddannet ornitolog for at spotte de her tre fugles talenter, og det kræver heller ikke særlig meget at kigge på denne plade i fugleperspektiv og være særdeles tilfreds med leveringsdygtigheden så mange år efter ‘Toback To The Fromtime’.
Pre-save maxi-singlen her. Senere på året bliver den udgivet som 45RPM 12’’ LP som man gjorde i 90’erne:
