Engang, da der stadig var noget, der hed Jazzhouse, tog jeg ind for at høre Bohren & der Club of Gore. Vi blev placeret på klapstole omkring de fremsatte instrumenter, og det lignede mest af alt scenen for et gå hjem-møde på en offentlig institution.
“Hello, we are Bohren & der Club of Gore. Bohren, of course, is German for drilling. Which is what we do,” sagde Morten Gass og gik i gang. Det var besynderligt. Men også absolut fantastisk.
Sjældent har jeg været så glad for at sidde på en klapstol.
Og grunden til, at jeg kommer i tanke om det nu, er naturligvis takket være hovedpersonerne i denne anmeldelse: Danske Lueenas, der består af kontrabassist Ida Duelund og violinist og bratschist Maria Jagd, giver mig nemlig lyst til igen at begejstres lavmælt og juble indvendigt.
Og det kan man gøre allerede fra start. ‘Vølve’ åbner med drone. Det er ikke svært at associere allerede nu. Billeder af en af mine absolutte yndlingsplader flakker for mine øjne. The Angelic Process’ ‘Weighing Souls With Sand’ er ikke langt væk. ‘Tender Anger’ er ikke derivativ, men den indeholder den samme varme, der oprinder bag mine øjne og spreder sig ud til alle ekstremiteter, som den kører. Det er ikke tit, musik får mig til at kunne mærke mine fingerspidser. Men de dunkle strygere gør det for mig.
Og umærkeligt sniger sig en stemme ind. En stemme, der er lige dele beroligende som en mor, der let stryger sit febersyge barns kind, og farlig som Nøkken, der langsomt trækker sit offer ned i søens dynd.
Rikke Emilie List, kendt fra Konvent, er begravet i mørke og effekt og lægger sin urovækkende vokale afgrund ind som bagtæppe for Jagds afventende strøg, godt suppleret af den spændte tyngde fra Duelunds massive instrument.
På samme måde som Malefics kvalte vokal gjorde ‘Báthory Erzsébet’ foruroligende, tilføjer List et ekstra lag af rædsel. Kosmisk rædsel faktisk, da hun med sin dybe messen ikke føles som en, der overhovedet ænser os dødeliges tilstedeværelse.
‘Beatrice’ trækker i retning af en anden favorit. Earths ‘The Bees Made Honey in the Lion’s Skull’ har længe stået som stort set eneste plade med denne lyd, kun tilnærmet sig af et orkester som Wolfhand. Men det føles næsten, som om Lueenas med dette track formår at skabe sig et lige så western-inspireret tema som gamle Carlson. Jagds violin er storslået på den diskrete måde. De melodipassager, hun former, opstår, eksisterer og forsvinder lige så hurtigt igen. Kun mindet om dem efterlades, og man længes efter den snørklede vej, den tunge baslinje førte os ad.
På ‘Canis Lupus’ viser Lueenas virkelig tænder og kridter banen op til resten af pladen. Den måde, Jakob Høyers trommer lægger et først langsomt og sidenhen mere energisk og dunkende beat ind, peger mod ‘Hex or Printing in the Infernal Method’ med al dens ildevarslende mørke begravet i den varme produktion. Forvrængningen gør rigtig meget for stemningen, og den måde, overtonernes ristes, gør dem skærende og Black Lodge-agtige. Hvis man skulle lave Twin Peaks i dag, ville Lueenas være et oplagt valg til soundtracket.
Forvrængningen trænger sig igen på i ‘Diana’, hvor de glider ind og ud af Rikke Emilie Lists denne gang mere fremtrædende vokal, der følger Katinka Fogh Vindelevs klassiske æteriske vokal, som ligger helt oppe under loftet.
Det er imponerende, som Lueenas formår at udfylde huset fra kælder til kvist i dette track, hvor ikke et eneste lag ligger uforstyrret hen. Man fyldes totalt af indtryk og kan kun tage imod.
Generelt er pladen ekstremt velkomponeret og flyder som en helhed, der gør, at den nærmest er ovre, før man ved af det – dens fyrre minutters varighed uagtet. Jeg er ikke den store tilhænger af folk, der spiller metal på klassiske instrumenter – Apocalyptica og andre rædderligheder – men at inddrage de tematiske elementer i andre genrer fungerer så absolut strålende. Selv guitarpassagen i ovenstående track fungerer og sætter ikke spotlight på sig selv som noget, der står udenfor. Tværtimod mestrer Lueenas at sætte tingene sammen, så det føles så naturligt som at trække vejret. Selv når det føles, som om man er fanget i hvalfiskens bug.
‘Tender Anger’ er udkommet på Barkhausen Recordings. Den er optaget i The Village Recording i Vanløse af Thomas Vang. Brian Batz har mixet og Jacob Günther har mastered.
Promobilleder er taget af Hanna Scheider og Johan Lei-Gellet.
Tobias Holmbeck har stået for både artwork og layout.
