Dansk dødsmetal har det ret godt i disse år. Os københavnersnuder er begunstiget af både at have Kill-Town og Extremely Rotten i byen samt alle de bands, der associeres med dem. Det er vældig fedt at have så meget musik af så høj kvalitet. Noget, vi derimod ikke har så meget af, er dødsmetal af den doomede skole. Vil vi have det rigtig langsomt, må vi tage intercity-toget til Kolding, hvor Foetorem netop har udgivet deres debut ‘Incongruous Forms of Evergrowing Rot.
Jeg stiftede bekendtskab med bandet sidste år, da de blev annonceret til Kill-Town Death Fest i forbindelse med udgivelsen af deres demo, som også kastede en rampelysartikel af sig. Kill-Town blev bandets livedebut, hvorefter de gik i studiet for at indspille albummet.
Hvis man vil have den hurtige bedømmelse af en langsom plade, kan jeg allerede nu sige: Den er god.
Produktionen er værd at fremhæve. Så vidt jeg kan læse mig frem til, så har bandet selv stået for det, hvilket er virkelig sejt. Særligt når det færdige resultat lyder så godt som det gør. Der er masser af plads i mixet, og det er let at adskille guitar, bas og trommer. Vokalen ligger et sted i midten og har måske en tendens til at gå lidt i ét med den ret bundtunge lyd – men hey, det er cavernous dødsmetal, ikke en remasteret jubilæumsgenudgivelse af noget med Radiohead. Det lyder stadig virkelig godt.
Albumåbneren ‘Reeks of Moldy Guts’ stinker af Incantation på den bedst mulige måde uden at være en ren kopi. Der er masser af melodiske guitarleads uden at det tipper over i melankolsk sødsuppe. Den doomede intro sætter scenen glimrende for resten af pladen: Kold og tung, men overraskende afvekslende. Selvom vi har med death doom at gøre, er ‘Incongruous Forms…’ pakket med riffs, temposkift og idéer.’
En stor del af pladen bevæger sig faktisk i et ret højt tempo, hvor doomen fungerer som modvægt. Den bruges som bro, når en sang som ‘Mors Viaturis – The Death Traveler’ skal etablere sin stemning, før der serveres kindheste og bølleriffs. Doomen vender tilbage for både at binde sangen sammen i mellemstykket og afslutte den. Her ville min dansklærer nok tale om kontraktmodellen og “hjemme-ude-hjemme”. Det er faktisk meget rammende, for det er en af de mere komplekse skæringer på pladen med flere variationer og skift.
Den førnævnte demo er også stærkt repræsenteret her, idet alle tre numre går igen på albummet. Dermed er kun seks ud af ni sange nye, inklusive det ambiente mellemspil ‘Grotesque Decomposition’. Er man allerede bekendt med demoen, er mængden af nyt materiale derfor en smule begrænset. Det er dog ikke et egentligt problem, for materialet er gennemgående overbevisende.
Særligt albumlukkeren – og demoåbneren – ‘Peeled Face Mask’ efterlader mig dog en smule splittet. Ikke fordi nummeret er svagt – tværtimod. Det er efter min mening pladens stærkeste, især på grund af de black metal-inspirerede guitarleads, som tilfører en ekstra melodisk dimension, man ellers ikke hører i samme grad på albummet. Min tvivl går på, om nummeret passer ind i den samlede kontekst. Det ligger ikke lysår fra Foetorems lyd, men er alligevel markant anderledes nok til at skille sig ud.
Det giver stadig en stærk afslutning, men kan føles som et lidt for stort stilistisk skift til at give den sløjfe, som en ellers fremragende debut fortjener. Måske havde det føltes mindre fragmenteret med en anden rækkefølge, hvor måske førnævnte ‘Mors Viaturis – The Death Traveler’ havde fungeret som lukker, og ‘Peeled Face Mask’ havde været krydderiet i midten.
Foetorem har skabt en virkelig stærk debut med ‘Incongruous Forms of Evergrowing Rot.’ Det er der ingen tvivl om. Vi har ikke et andet band herhjemme, som lyder som Foetorem, hvilket gør dem til et friskt pust på den danske scene. Jeg kan have mine forbehold for sammenhængen, hvilket trods alt er en væsentlig del af et album. Den kritik overskygges dog af, at kvaliteten af musikken er så høj – og det må i sidste ende være det vigtigste.
