Kæmp videre, ven

Skrevet af:

Kunstner(e):

Albumtitel:
TL;DR
Modtaget fra Pavilion Music
Genrer: ,

SYLs nye plade kræver noget særligt af et magasin som vores. Vi har i hvert fald skrevet om dem en del, og derfor er det også naturligt, at flere af os tiltrækkes af så hypet en plade, som ‘TL;DR’. Det er set før. Men i dette tilfælde kunne forpersonen og magasinkoordinatoren ikke styre entusiasmen efter en tur i Park Bio til uropførelse af albummet – så vi valgte at skrive sammen. Du kan læse mere om årsagen til dét lige her. Tobias’ tekst er hvid, Hannas er – selvfølgelig – pink.

Det første, jeg bemærker, er naturligvis det store Mussolinifjæs på forsiden af pladen. Det virker… pudsigt, men SYL’s politiske værk taget i betragtning er jeg forvisset om, at der nok skal være en forklaring. 
Er det et mussolinifjæs? Tror ikke at jeg har set sådan en før. Den er i hvert fald virkelig freaky. 

Og med først et vink til folkeskolens måske mest elskede middelaldervise Ramund hin Unge, og derefter et solidt honnør til Tvivler og Lacks absolut elskede forsanger Thomas Burø, sættes åbningsnummeret ‘Dymlingen Dyre’ i gang. En ode til knivstikkeri og aktiv handling mod dem, der arbejder for at slå os, vores medmennesker og hele vores samfund ihjel. 

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

Det lugter langt væk af Burø, ja, som jo også medvirkede på sidste plade på nummeret ‘Rose’. Det er også et meget mere “hårdt” nummer, der minder mig mere om bandets live-optrædener efter samarbejdet med EYES. Det kunne man faktisk allerede høre på singlen ‘Grænseløs’ fra ‘TL;DR’, men her er det væsentligt mere sirligt og stringent pakket ind. Men det benhårde vers med nærmest ren tromme på ‘Dymlingen Dyre’ går i Tvivlers jazzede fodspor. 

“Mor sagde, at man ikke må slå igen”, hører vi. Men det er efterhånden blevet helt tydeligt, at Karl Poppers toleranceparadoks er trukket til sin absolut yderste ende, og det er nødvendigt at møde hårdt med hårdt. 
“Dymlingen Dyre” er i øvrigt den kniv, sagnhelten Ramund brugte til at hugge hovedet af kejseren, trods løfter om guld, sølv og hans datters hånd. Som vi hører i Julie Schmidt Nielsens (aka. Alice Ai) ‘Første Meddelelse’:
“Eliten udøver vold mod dig hver dag. De har taget din stemme fra dig. Lad være med at tro, at du kan vinde denne kamp med ord.”

Jeg synes, det er rigtig godt fanget af SYL, at det her er den næste kamp, den anti-fascistiske fløj må have internt. Indtil videre har den “ordentlige venstrefløj” levet efter den Michelle Obama’ske “When they go low, we go high”. Men der er ikke nogen frelst måde at bekæmpe fascister på. Man kan ikke “go high” ud af den her. 

De fem meddelelser har samme karakter som Big Brother og Partiets udsagn i ‘1984’, men med omvendt fortegn. Hvor Partiet havde et ønske om at hjernevaske folket og holde dem føjelige, står Julie Schmidt Nielsen (ingen relation til den anden Schmidt Nielsen, red.) som ‘The Matrix’’ Morpheus og flår skællene fra publikums ører. Det er ubehagelige sandheder af den slags, der skaber dårlig stemning i frokostrummet på arbejde.

Det er sjovt, for jeg tænker slet ikke på ‘1984’ eller ‘The Matrix’, men meget mere på ‘Madam Datam’ og de andre kølige, logiske, kybernetiske maskiner fra Svend Åge Madsens litterære, og mere danske univers. Her er maskinerne på en måde altid kustoderne for rædselsregimerne, men i SYLs univers er maskinen nedladende, men interesseret i at få os op af stolen. 
Der er noget ved den måde, teksten er optaget på, der føles vintage. 

Og dårlig stemning er præcis det, SYL bringer med sig på denne plade, der på en eller anden måde – selvom ‘alt godt’ var en fremragende plade – står endnu stærkere end deres tidligere arbejde. Uanset hvad, vi har med at gøre,  fra instrumentaliseringen – tjek fx Benjamin Grønnes hårdtpumpede baslinjer på åbningstracket, der i den grad træder i Morten Ogstrup fra førnævnte Tvivlers fodspor – til den vanvittige udvikling, der har været i Benjamin Clemens’ vokalteknikker, er det overvældende stærkt.

Men samtidigt lyder albummet på en eller anden måde også som de unge mænd, der indspillede ‘giv op/sang 1’-EP’en fra 2021. Der er noget med mixet, der gør, at Clemens’ stemme ligger lige så langt tilbage på nogle af sangene, som den var helt i starten. Det er et sjovt musikalsk callback på et album, hvor Clemens’ vokaltekniske spænd netop er kilometer fra den første EP.

En pudsighed er også, at man kan fornemme, at de unge mennesker i bandet åbent lader sig inspirere af andre, og især kan man mærke det i ‘En Drøm’, der arbejder med samme rullende riffs, som man senere møder på det kaotiske collabtrack ‘Hoarder’, hvor Rasmus Furbo og Søren Bomand fra EYES står som pionerer inden for bastante sfærer af tung tråd. 
‘En Drøm’ peger ikke kun mod ‘Hoarder’, men også mod det kontroversielle samarbejde med autotune-rapperen Sivas på ‘Bedøvet’, når vi omtrent halvvejs inde, efter en Clemens-linje, der minder om Salvers Aske Severin Frederiksen, får et riff af computerlyde, der viser, at man ikke behøver at vælge enten/eller når det kommer til elektronik og organik.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

Jeg var faktisk lidt i tvivl om man kan tillade sig sådan at skrive i en anmeldelse: “ej, der lyder de ligesom…” for jeg tror at mange bands faktisk ville tage det lidt som et dig. Men for mig er det mere end, at de bare lyder som de andre bands – det er stadig et meget tydeligt SYL-album. Måske er det en slags habermasiansk afsmitning i form af ‘samtale’ mellem ligeværdige partnere, der lader det endelige produkt være det endelige produkt, uden at konklusionen nødvendigvis skal være udtænkt i en osteklokke. Samtalen er scenen og afsmitningen er en naturlig del af det positive fællesskab, SYL har været med til at skabe her – både musikalsk og menneskeligt.

‘TL;DR’, som i internetlingo betyder “teksten er for lang, og jeg gider ikke læse den”, er, pudsigt nok, svær at tale om, uden at gå ned i hvert eneste nummer. For som nævnt er den dårlige stemning allestedsnærværende, men i overensstemmelse med virkeligheden har den også flere facetter end en bloddiamant. Vi kommer til SYLs allerstørste ønske i fællessang med norske Honningbarna, der var unge Benjamins første punkkærlighed, på ‘Orphan Crushing Machine’, der er uptempo, catchy, populærkulturel og en ætsende analyse af en verden, der i høj grad kæmper for at løse problemer, den selv skaber. Vi får ‘Hoarder’, der gjorde sin debut til fælleskoncerten med EYES på Copenhell, og som kalder tilbage til Grevens Fejde af alle ting, der, som bekendt, i høj grad handlede om kirken og kongens grådighed. Vi hører om klimakriser på ‘Grænseløs’, der selvom den af alle sange på pladen minder mest om den geniale EP ‘afmagt’ og var førstesingle, bliver lidt overset. Og så videre.

Jeg opfatter ‘Grænseløs’ som mere end en sang om klima, men mere som i Marx’ “arbejdere har intet fædreland” aka socialistisk internationalisme. Kloden er kvalt på mere end én måde, men selvfølgelig er det mest åbenlyst i klimakampen. Men for mig er ideen om det grænseløse samfund løsningen på både den og late-stage capitalism – altså så længe det grænseløse samfund ikke bliver ejet af virksomheder, selvfølgelig. På en almindelig dag er ‘Grænseløs’ et godt SYL-nummer, men på et album som ‘TL;DR’ vil jeg give dig, at nummeret faktisk lykkes mindst, kompositionsmæssigt. Indholdsmæssigt er det i top. 

Der kan ikke herske tvivl om, at musik og politik er uafvendeligt viklet ind i hinanden, men når vi når til ‘Teddy’, der er rettet mod Benjamins endnu ganske lille baby af en datter, understreger SYL også, at alting er politisk. Det er umuligt ikke at være, når konsekvensen af at lade stå til er, at vores børn bliver dræbt af vores egen inaktivitet. Man kan fornemme den rå nerve hele vejen igennem. Den nerve præger hele pladen, men det kommer tæt på her.
Gustav Brønnums leadguitar er altid skarp, men skærer helt vildt igennem på stort set hvert eneste nummer. 

Det er helt absurd. Hvad han opnår af skift i lyd og riff-typer, havde normalt krævet fem forskellige gæsteguitarister. 

Der er ikke en eneste gang, hvor han ikke brillerer, og når han bliver bakket op af sin altid pålidelige makker Emil Adalsteinsson, får han lov til at kaste sig ud i alt det, han allerhelst vil. 
I ‘Endnu en dag’ spiller han både akustisk og leverer andenstemmer, mens Clemens leverer en hidtil uhørt kraftpræstation i ren vokal. Jeg blev simpelthen så overrasket over lyden, at jeg måtte spørge bandet, om det var en ukrediteret feature. Men nej. Benjamin er bare nået så langt siden demodagene, hvor han skreg sine stemmebånd i smadder. 

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

For dem, der er helt nye SYL-lyttere, er det værd at nævne, at det er første gang vi virkelig hører Clemens synge rent ud over det. Jeg var faktisk ikke i tvivl om, det var ham, men jeg glæder mig godt nok til at se, om han kan klare vokal-skiftene live – det bliver lidt af en mundfuld. Men det virker som om, han har fundet en sangstemme tæt på sit normale toneleje, så gad vide om han ikke sagtens kan?

‘Endnu en dag’ handler om at gøre oprør mod apati, og leveres så smukt og så kontrastfyldt, at det næsten ikke er til at tro. Selvudvikling og navlepilning er ikke vejen frem. Mindfulness, bøn og meditation er domæne for svindlere som Marky Mark og Gwen Stefani – SYL insisterer på at være til stede i verden og bevidne alt det, der skal gøres noget ved.

Jeg synes virkelig, der er noget ved kontrasten mellem Benjamins klare, stadig lidt drengede stemme og lyrik, han normalt ville have skreget, som giver et meget intimt indblik i Clemens.
Hvem er han, når han ikke står på scenen og er vred? Måske nogen, der nærmest tigger om en verden, hvor man kunne få det okay af at glo på en LED-lampe eller gå en tur i skoven. Jeg synes, det her nummer – og på mange måder hele pladen – markerer et nyt SYL, der ikke længere bare er ungdommeligt vrede, men voksent skuffede og kede af det. Jeg kan mærke, at den her sang rører mig på en helt anden måde end SYL har før.

Overgangen fra ‘Endnu en dag’ til ‘Umuligt i går’ kan ikke være en tilfældighed, når Karoline Funder synger “håbet taber, når frygten vinder”. Nærmest som om bandet lige skal minde os om, at der stadig er håb (og måske lidt sig selv). Det er underfundigt at lave et mash-up af nu-metal og Mew’sk atmo-indie, som bandet har gjort på sidstnævnte, men det understreger faktisk også lidt de to sider i sangen, hvor Clemens står og kigger ud af vinduet og prøver at forstå, hvordan alt det, der var umuligt i går, sker i dag (på en dårlig måde), men ikke kan lade sig suge ind i opgivelsens bløde favn. Det er et besynderligt værk. Dybt imponerende i sin besynderlige rytme og kludetæppe-komposition. De to sange i forlængelse af hinanden viser virkelig at SYL er et modigere band, end selv jeg havde antaget. De står lige på kanten til et normie-gennembrud med et nummer med Sivas og beskyldninger fra miljøet om ikke at være “hardcore” nok, og så placerer de sig specifikt mellem de to stole, man kunne have valgt. 

Som gammelmarxister assisteres de også af Sivas i en svada mod organiseret religion på ‘Bedøvet’, hvor splittelsen mellem folk, der i bund og grund diskuterer om Star Wars-prequels eller -sequels er bedst, styrter i grus med en reference til Babelstårnet, der var endnu en straf fra en Gud, der var så truet af sin egen opfindelse, at han måtte sprede dem for alle vinde.
Her er kontrasten også i højsædet, for Sivas’ hårdt manipulerede vokaler står direkte overfor Clemens’ brøl, der går så ubeskriveligt hårdt, at det halve kunne være nok, og formår dermed at kanalisere lyrikkens indhold direkte ud i musikkens lyd. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvor vanvittigt breakdownet, der følger Sivas’ vers, er. Hør det, igen og igen, og knæk din nakke til det i pitten. For satan, det er tuff.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

Ej, kan vi lige snakke om, hvordan du hadede det her nummer, da du hørte det første gang og nu har det som et af dine favoritter på pladen? Der er virkelig mange ting på den her plade, man lige skal lytte til igen (og igen). Jeg er helt vild med den måde, bandet har hevet det atmosfæriske fra ‘Umuligt i går’ ind som et element i kompositionen af ‘Bedøvet’. Jeg synes desuden at det lyder, som om Andreas Grønnes trommer i verset med vilje nærmest “snubler” lidt som Sivas’ “mumble-rap” også gør brug af som et stilistisk kendetegn. Generelt er Grønnes trommer næsten en hel PhD-afhandling værdig på både det her nummer. Dobbelt-pedal, hi-hat-massakren i omkvædet, de asynkrone breaks i det instrumentale c-stykke. Jeg tror ikke jeg har hørt så interessante kompositioner siden Agent Frescos islandske prog-galskab på Destrier i 2015. 

Allerede nu har vi brugt for lang tid på enkelte numre, og vi mangler stadig nogle stykker. Det er ikke kutyme, at anmelde plader på den måde, men hvad skal man gøre, når SYL endelig når det potentiale, vi har hørt i dem fra allerførste dag? SYL har længe været blandt Danmarks ypperste, når det kom til hardcore, men med ‘TL;DR’ rykker de op i Danmarks absolutte elite. Punktum. 

Jeg synes faktisk, at sangene på det her album er så tilpas forskellige, at det er nødvendigt på en måde at få nævnt dem allesammen. Det er jo heller ikke hver dag, vi giver fuld plade. Samtidigt tænker jeg efterhånden, at man enten er med på, hvad SYLs projekt er, eller ikke. Jeg ved ikke, hvem jeg prøver at overtale, for jeg er sikker på, at dem, der ikke synes SYL er hardcore nok, stadig vil synes det samme i morgen, fordi de ikke forstår, hvorfor ‘Umuligt i går’, ‘Persienner’ eller ‘Bedøvet’ skal være med på et hardcore-album. Samtidigt kan jeg ikke se en P3-lytter i 2026 finde albummet og lytte til ‘Dymlingen Dyre’, ‘Hoarder’ eller ‘En Drøm’. Det kommer let til at føles, som om vi som anmeldere skal forklare, hvordan det her værk faktisk hænger sammen, men i stedet ender med igen og igen at falde på røven over det mikrokosmos, hver enkelt sang også er. Samtidigt så er jeg ikke i tvivl om, at ‘TL;DR’ nok skal finde sit publikum, muligvis det samme publikum af folk, der allerede er med på, hvad projektet går ud på. Denne her anmeldelses længde og indtrængende gennemgang af hver enkelt sang er vel nærmest skrevet i håb om at ét enkelt menneske mere måske vil få det på samme måde som vi har det. At føle sig så uendelig inspireret og påvirket af den her udgivelse er noget, jeg ønsker for alle. 

Og hvis man er i tvivl om, hvor SYL placerer sig i feltet, kan man lytte til ‘Umuligt i går’, hvor Karoline Funder giver angsten en stemme, man kan tjekke overgangen fra ‘Bedøvet’ til ‘Udbrændt’, der perfekt spejler følelsen af at føle sig fanget i en verden af falsk bevidsthed og kunstigt skabt betydning, og over til ‘Persienner’, der måske er et af karrierens smukkeste tracks, og et hvor alle elementer fra hele albummet perfekt trækkes sammen af producer Frederik Thaae, der går fra at være en usynlig hånd, der holder trådene sammen, til at være en knusende kraft, der stiller sig forrest i lydbilledet, da sangen går fra Østens moderne P3 Guld-pop over i et stigende crescendo, hvor popsangeren fremviser mere, end han nogensinde tidligere har gjort, og underbygges af Clemens’ næsten black metalliske stemme, inden vi trækkes ind i en knusende ruin af en verden, hvor Thaaes produktion står som den uundgåelige udslettelse.
Gigantisk track og helt uden sammenligning. 

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

Her må jeg virkelig også sige, at jeg håber de her kombinationer af bløde pop-stemmer og hårde kompositioner er kommet for at blive, ligesom vi også har set det hos Demersal på nummeret ‘Som sendt fra himlen’ med Emil Vammen (og generelt ser Viktor Ravn gøre på vokal på store dele af ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’). Jeg er nemlig helt og aldeles pissetræt af den mærkelige puritanisme, der er omkring rene vokaler i scenen generelt. Det er som om, vi tillod dem momentært i 00’ernes post-hardcore, men så blev de dømt “not-trve” igen. Jeg hader de to kunstige stole, vi altid skal begrænse os til, når verden er fuld af nuancer og mulighed for at udvikle noget nyt. /rant

‘TL;DR’ er ikke en ruteanvisning. Det er et atlas. Alt kan findes her, og vi bevæger os i alle krinkelkroge: kærlighed, had, sorg, angst, vrede, afmagt, depression og mani, bekymring og omsorg. Og vi tvinges til at se på det store, grønne ansigt, der symboliserer hver eneste person, der tjener fedt på vores lidelser, der skaber splid mellem os og vores søskende, og som nægter os retten til at leve som vi vil det. SYL spænder os fast som A Clockwork Oranges Alex, og tvinger os til at se det hele. Og så viser de os, næsten umærkeligt, hvor fucking dygtige de er. Hvert eneste trommeslag Andreas Grønne leverer ryster skelettet og sætter os i gang. Hvert eneste riff, lick, skrig og break betyder noget. 

Det her bliver en plade, man skal måle sig mod i årene fremover.
“Giv op, ven. Denne kamp er tabt på forhånd. Det er en god ide at forlade et synkende skib. Defekter, ven. Alt håb er allerede ude.”, siger Julie Schmidt Nielsen på ‘Femte Meddelelse’. Men det kommer ikke til at ske. Kampen starter her.

Ja, ven.

‘TL;DR’ udkommer på Pavilion Music. Den er produceret af Frederik Thaae og mixet og mastered af Anders Schumann. Margrethe Bonnichsen Søndergaard har udarbejdet skulpturen og Hey Jack Studios har lavet det til artwork.

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421