Kan du huske dit første break-up? Dit første crush? At føle sig mærkelig? Jeg kan sådan huske det lidt. Men jeg er også fyldt med skam over de minder. Jeg lagde låg på dem og sagde “ej, hvor var det dog skamfuldt, at jeg troede, at det var det værste øjeblik i mit liv, da jeg brækkede mig foran nogen, da jeg var teenager – tænk lige på, hvor meget værre livet er blevet siden”. Og ja, hurra. Huslån og skilsmisse og venner på din egen alder, der dør – det er svært at være 37. Men nogle gange skal man tage på tidsrejse tilbage til alle de følelser af skam og ubehag, for der ligger kimen til en masse selvomsorg og selvforståelse.
Sådan får Asta Bands EP ‘Jeg har haft det mærkeligt hele mit liv’ mig nemlig til at have det. Dengang jeg var ung, var trenden i højere grad at skulle forestille sig hvordan det var at være voksen, og så skrive en sang om det. Jeg kan huske at jeg skrev en sang til børne-MGP om et forfærdeligt break-up, sådan inden jeg nogensinde havde oplevet et. Det føltes som om, at jeg altid skulle stå på tæer og være voksen. Der er Asta Band slet ikke. I stedet for at stå på tæer, skriver forsanger Asta indgående og ærligt om at være lige præcis der hvor hun er: en bolleven, der ikke ville være mere end bollevenner, lyst, aldrig at have haft en kæreste og følelsen af at være “mærkelig”. Det er i sig selv utroligt punk at nægte at lade sit tekstunivers følge den mainstreamfortælling om teenageren som en “lille voksen”.
Jeg husker selv at føle mig så grundlæggende uelskelig og forkert, at jeg allerede som 13-årig indstillede mig på at skulle leve alene, fordi jeg var så mærkelig. Asta skriver en sang om det. Brystkassen oppe, hænderne i siden, skælvende, men alligevel for vred og fyldt med selvomsorg til at lade være. “Kram kaktussen”, som de selv svarer i et interview på nærværende magasin.
En anden del af det er anerkendelsen og selvkærligheden, der på en eller anden måde altid gennemsyrer Astas tekster, selvom de også er hårde. Og netop derfor ender projektet med at være succesfuldt. Jeg kigger på Asta, jeg kigger på mit eget spejlbillede og jeg tænker, som 37-årig: “hold kæft, hvor må det være dejligt at vide, at man har følt sig mærkelig hele sit liv, når man endnu er så ung.” erkendelsen af at man er mærkelig, eller neurodivergent, er så utrolig vigtig for ikke at få internaliseret årtier af sit liv som skamfuldt eller forkert. ‘Jeg har haft det mærkeligt hele mit liv’ er en beskrivelse af at være ung, der rammer en nerve, jeg ikke havde rørt i mange år, og det er i sig selv efterhånden en bedrift for musik at ramme den slags nerver – hvis det faktisk ikke også er hele pointen med musik.
Hele pointen med musik for mig er i hvert fald, at det er lavet af mennesker – ellers rammer det ikke nogen nerver. Musikalsk rammer Asta Band på EP’en også mange af dem, i kraft af deres særlighed og menneskelighed. Asta fungerer som bandets “stemme” og hvilken stemme! Hvor mange kvinder lærer at synge “pænt” og “melodisk”, har hendes stemme en slags utrænet kvalitet. Det kan lyde nedladende, men det er det overhovedet ikke ment som. Den ligger altid lige på kanten til det dissonante og forsøger hverken at være “fin” eller “hård”. Den er ligesom bare sådan som den er. Hele molevitten hjælper med at støtte det meget autentiske udtryk, der efterhånden kan være svært at finde i en verden af autotune, menneskelig, klassisk og ensrettet “træning” af stemmebåndet, managers der “synes du skal tage det i en lidt anden retning” eller Gud bedre det, AI.
Udover Astas egne, store og autentiske indflydelse på bandets udtryk, kommer Mikkel på trommer og Lasse på guitar fra avantgarde, noise og improvisationsmusik. Det kommer også til udtryk i flydende og udfordrende kompositioner. ‘Hvornår tror du at du får en kæreste Asta spørger du’ er en tung, men groovy komposition der leder tankerne hen på Tvivlers minimalistiske lydunivers. Samtidigt er “Klippeland” en besynderlig lille skattekiste, hvor det bliver ved med at vælte ud af kisten med guitar spillet på bue, noise-elementer og gejstligt ekko. ‘Jeg sagde jeg drømte at du kyssede mig’, der er spoken words ovenpå indie-akkorder. De lidt mere tilgængelige ‘Havfruesangen’ og ‘Out of Touch’ skaber en stabil og lidt mere hook-y EP. Men lad os være ærlige: alle de andre sange omkranser titelnummeret, der på trods af EP’ens generelt høje niveau, er det bedste nummer på hele pladen.
Med andre ord har Asta Band både talentet og autenticiteten til at blive et knuselsket undergrundsband, og fordi EP’en får en til at holde af bandet, så ønsker man det ligefrem for dem. Selvom tekstuniverset kredser om Astas inderste og meget specifikke oplevelser, er der genkendelighed i følelsen af at være “out of touch”, som de fleste kan forholde sig til. I hvert fald i undergrunden. Musikalsk er bandet udfordrende, men tilpas catchy til at man ikke føler sig kørt ud på et sidespor, hvor man kun kan nikke, tænke “stor kunst” og så ellers aldrig skænke det en tanke, fordi det ikke satte sig fast. Det er en EP, der får mig til at tro på den menneskelige autenticitets uundgåelige sejr over alt, der er trænet, poleret eller genereret. Det er helt normalt at føle sig mærkelig, men det er fandme ikke normalt at kunne beskrive det så godt.
