Det er underligt at tænke på, hvor meget verden forandrer sig, uden man opdager det – hvor meget vi som kollektiv glemmer. Noget af det første, jeg kan huske, var nyheder om krigen i eks-Jugoslavien og massakrerne på bosnierne. Nu taler vi om Ukraine, om krig i Europa, som om det ikke var hændt siden 1945.
Vi taler, som om Fort Europa, som vi har bygget det op med indvendigt rygklapperi omgivet af professionelle dræbere og NATO-råd, altid har eksisteret. Brexit var utænkeligt. Ét Europa, siger EU og De Radikale hele tiden.
Vi ser på annekteringskrige og territorialstridigheder som noget, der hører det, vi kaldte den Tredje Verden i gamle dage til. Når kolonimagter nægter oprindelige folk selvstændighed, opfatter vi det som en slags omvendt cowboys og indianere. Det er en leg. En forestilling. Ikke noget, der sker her i nærheden.
Alligevel kan jeg huske langfredagsaftalen fra 1998, der i en eller anden udstrækning skabte fred i Irland. Det kender de fleste stadig til. Vi har også fået en fremragende TV-serie som Derry Girls, der med stor humor forklarede os om det. Og “The Troubles”, som de knap hundrede års mere eller mindre varme borgerkrig underspillet kaldes, husker vi på en eller anden måde stadigvæk.
Men dengang jeg var barn (ung måske), var det ikke kun IRA, der blev nævnt i nyhederne. Det gjorde ETA også. ETA – Euskadi Ta Askatasuna, den baskiske uafhængighedsbevægelse var frem til sin nedlæggelse i 2018 ansvarlig for over 800 mord og endnu flere bomber og attentater. Og det er netop på grund af ETA eller måske nærmere Baskerlandet, at jeg har skrevet alt det her. Det er lidt, som om vi har glemt, ETA eksisterede. ETA nedlagde da også netop sig selv for efterhånden nogle år siden, fordi de mente, at vi ikke længere levede i en verden, hvor selvstændighed var en gangbar strategi. Vores kulturforståelse er på samme måde som musikken trods monokulturens fald blevet strømlinet og ensartet,. Vi indsætter soldater mod udefrakommende og bygger mure eller pigtrådshegn for at holde folk ude, og vi glemmer, hvor meget identitet der egentlig ligger latent rundt om på kontinentet. CMAT fortalte os om, hvad det egentlig vil sige at være irsk; hvordan det var at vokse op i første boomet og derefter nedturen, og hvordan det adskiller sig fra vores oplevelse i Danmark. Og sådan kan jeg også forestille mig, det må være at være Vibora. Baskernes unikke og særegne sprog kan spores over 4500 år tilbage, og deres kultur er på mange måder lige så gammel. Ældre end deres kolonisator.
Og derfor rammer det mig også, når Vibora synger på deres modersmål. Det er et sprog, jeg ikke forstår. Ikke engang brudstykker, som ellers er tilfældet med de fleste sprog i Europa. Det er fremmed, men nært. Det er interessant at mærke, hvordan noget kan være så tæt på og alligevel slet ikke. Viboras lyrik er smuk, i hvert fald så vidt internetoversættelser kan fortælle mig.
“Nogle gange bringer jeg blomster til templet / Jeg tilbyder dig, hvem jeg er / Februar er synlig i bakspejlet / Der var aldrig en fremtid / Og det er det samme / Regnen fugter endnu engang smilet på min mund / Jeg har det godt eller noget i den stil / Det gør ikke ondt længere / En hvid hest, der dræber skyerne.”
Melankolien, der går hånd i hånd med screamoen som genre, passer perfekt til folket, der er rundet af den ensomme tilværelse i Pyrenæerne. Man kan mærke det allerede fra de første spinkle anslag på ‘Egin Dugun Guztia’ (‘Alt, vi har gjort’), der sætter tonen med en guitar, som både viser følsomhed, men i sin elektricitet også lover torden. Det sætter ind efter et minut, hvor et skønt forvrænget guitar-riff ledsaget af trommer bygger bro til den ualmindeligt særprægede vokal, der mere end alt andet var skyld i, at jeg faldt for bandet.
Vi skal ikke længere hen end track to, før vi hører noget helt tredje. For selvom første sang indeholdt klassisk screamo-aggression, er nummer to næsten black metallisk i sin intensitet, hvor også sangeren lægger ekstra kraft i.
Og derefter skruer dette nummer tempoet ned og giver igen plads til elektrisk-akustisk guitarspil.
Som bjergene, de er rundet af, går musikkens tempo op og ned. Det følger den dybe åndelighed, der gives udtryk for i teksterne, og det er ikke svært at se, hvordan det hele passer sammen i et område, der går fra evigt snedækkede bjergtoppe, det stormombruste Atlanterhav, over silende regn og til solbagte græsmarker. Vibora indeholder på mange måder de modsætninger, baskerne i sig selv er eksempel på.
Den hidsige insisteren på individualitet som i ‘Nuevas Formas’. Den stræben efter fællesskab, som den smukke ‘Ezin Duzu Zure Lagunak Hiltzen Utzi’, der fortæller om underskønne skovtempler bygget i venskabets og kærlighedens navn, står klart frem som en intern stridighed eksemplificeret i skærende riffs. Riffs, der flænser i sammenhængskraften, alt imens vokalen, begravet dybt i både lydmix og metaforisk buskads, af al sin magt forsøger at bryde igennem og blive hørt.
‘Zerbait Ona Idatzi’ giver plads til dødsbrøl og chuggende riffs, mens den ubøjeligt skriger sin frustration og sin higen efter en ny og bedre fremtid ud. Trommerne buldrer, som var de underlægning til en dissonant march, og gæstevokalisten Miren Narbaiza gurgler hæst i baggrunden, som var det en befalingsmand vendt tilbage fra skyttegraven.
Det går op og ned hos Vibora, i tempo, i stemning, i intensitet. Men aldrig i kvalitet.
Og selvom verden måske ikke længere har realpolitisk plads til selvstændighed, er det måske netop der, frisættelsen lever. Man kan i hvert fald mærke noget helt særligt ved Vibora, der minder mig om, hvorfor unionstanken, føderationstanken, ja, selve statstanken i sin grund er umenneskelig.
Vi er skabt til at være os selv, til at bo i de templer, vi selv bygger, på fundamentet af den kærlighed, vi indeholder. Vi er skabt til at vandre til vores egen trommes taktslag. Og det minder ‘Egin Ez Dugun Guztia’ mig om. “Alt det, vi ikke har gjort” betyder det. Og måske betyder det et håb om en anderledes fremtid.
