Black metal er en balancegang. Man skal have tungen lige i munden, for hvis man vipper for langt til den ene side, lyder det som at skide i en konservesdåse (se fx ‘Deathcrush’.) mens man risikerer, hvis man vipper modsat, at lyde som tre Fætter BR-klaver-pianister, der har gået på strandhugst i forældrenes makeup-pung (se fx. hele Dimmu Borgirs diskografi.)
Farligst er nok sidstnævnte. For hvis man larmer for meget, kan man bare sige, at det er “trve”. Men hvis der kommer for meget banal melodi i mixet, så er den skånselsløse hån klar til at banke døren ind. (Værre er det måske heller ikke, da de melodiske bands spiller ufattelige mængder shows hver og hveranden weekend. Men det er kikset, det kan man være sikker på.)
Da både Thomas Mascagni og Jamie de la Sencerie begge har spillet i Lamentari tidligere, forholdt jeg mig også ganske afventende til denne udgivelse. Det vældigt populære black metal-orkester falder ikke i min smag, og jeg var i tvivl om, hvad jeg kunne forvente af denne duo. Dog lod jeg mig overbevise af Bjørns glødende anmeldelse fra i fjor.
Det viste sig, at den fortolkning af post-black metal, de spiller, ramte noget i mig, jeg næsten havde glemt. Da jeg var ung lyttede jeg til rigtig meget af den slags. Covenant, Borknagar, Dødheimsgård og så videre. Det er ikke noget, der har rørt mig i lang tid, og derfor er det også pudsigt at denne forbindelse dukker op nu.
For det er egentlig ikke fordi Lysbaerer minder specielt meget om den nørdede norske underafgrening af black metal – til det er deres lyd alt for moderne – men det er i højere grad de bands, ‘Trolddom’ får mig til at tænke på end moderne orkestre som Deafheaven og den slags.
Måske kan det være fordi Lysbaerer i høj grad handler om riffs. Med to guitarister som eneste faste medlemmer af bandet, er det dette instrument, der ligger i front og som der skrives til. Og det er godt. Alene introen ‘En afsked’ viser hvordan Mascagni og de la Sencerie vikler sig ind og ud af hinandens guitarlinjer som en DNA-strengs dobbelte spiral. Og ligesom denne skaber de mellem sig forbindelser og crossovers, der bliver til mere end blot elementerne. Twangs klæder de drivende leads og der hvor det bliver aller-, allerfedest er for mig i mellemspillet ‘med formløs væren’, hvor de to guitarister formår at indføre country- eller collegerockede – måske Beck- eller Earth-influerede – guitarpassager henover et skødesløst skarpt trommebeat, der giver os mulighed for at trække vejret og måske se tilbage på det foregående nummer, den fremragende ‘i månens blanke skær’, og får skuldrene ned. Hvad var det dog, der ramte os?
Det, der ramte os, var naturligvis et 11 minutter langt nummer, bestående af lige dele atmosfære, melodi, epik og naturligvis fremragende riffs, der, uden at sige for meget, flere steder peger i retning af milepæle som fx. ‘In the Nightside Eclipse’ – lyt selv omkring fire minutter inde, og fortæl mig, du ikke tænker på ‘I am the Black Wizards’.
‘Trolddom’ er opbygget omkring tre gigantiske numre, det førnævnte ‘i månens blanke skær’, ‘forsonet gennem røgens slør’ og ‘fra aske til intet.’ og den måde den væver sig igennem de tre søjler i musikken er interessant. Det er naturligt at starte med en kortere intro. Det er også klassisk at lade et mellemspil kile sig ind mellem to mastodonter, men overgangen fra fjerde til femte sang er et greb oftest oplevet i post-metal eller andre genrer, der sætter en dyd i at være langmodige og uigennemtrængelige.
Her hjælper den progressive sangskrivningsforståelse duoen, da de, som det mest naturlige i verden indbygger fremdrift i forløbene og ikke dvæler for længe ved et riff, der kunne have været overstået på den halve tid, omend de skynder sig videre til det næste.
Variation er et nøgleord, og trommespillet skyder en god portion af dette ind. Om det er Ole Lorenzen, der står for dem live, der har spillet dem, eller om det er enten Mascagni eller de la Sencerie melder historien intet om, men vedkommende kan være stolt af sig selv.
Hvad der til gengæld stensikkert handler om de to hovedpersoner, er vokalerne. Også her er variationen lige i øjet.
Om det er den klassiske black metal-raspen, der driver store dele af det heksebrændingsomkredsende værk, eller det er de mere desperate råb, der, så vidt jeg kan høre leveres af vores hardcoremakker Jamie, så passer det ind i den stemning, der skabes. Når både vokal og guitar lægges dobbelt, bliver det sublimt. ‘fra aske til intet.’ demonstrerer dette til fulde. Den modsatrettede bevægelse i det skingre og styrtdykkende kombineret med det himmelstræbende er en kraftpræstation.
Produktionen må også nævnes, da det er umuligt at overvurdere hvor knivskarpt elementerne er placeret i mixet. Riffsene er i hovedsædet og derfor ligger guitarerne også og titter lige frem i øverste margen, mens vokalerne indtager mellemgrunden og rytmesektionen gør det ud for skovens evigt nedbrydende blanding af muld og tørre nåle. En hånd til Frederik Brandt Jakobsen herfra.
Lysbaerer fortæller, at de i bedste fantasystil er i gang med en trilogi. Herfra kan jeg kun håbe, at produktiviteten er mere i stil med Brandon Sanderson end George R.R. Martin.
For verden kan absolut bruge mere Lysbaerer.
‘Trolddom’ er udkommet på Vinyltroll Records. Den er mixet og mastered af Fredrik Brandt Jakobsen. Freja fra Darling’s Ink har skabt pladeomslag. Lykke Nielsen har fotograferet.
