Tænd for vandet, tag din japansk-dansk ordbog frem og lad dig nedsænke i en varm og nærende omgang blackgaze. Japanske Asunojokei (明日の叙景) står for hyggen, og de har taget de helt store armbevægelser med på kontoret.
På omtrent samme tidspunkt for tre år siden udgav de japanske blackgazere i Asunojokei deres anden fuldlængde album ‘アイランド [Island]’. Et værk, jeg oplevede som havende en unik, interessant og ikke mindst forfriskende lyd, som jeg gik hen og blev helt vildt forelsket i. I kølvandet af deres kollegaer i bandet ENVY befinder Asunojokei sig centralt i en efterhånden ikonisk sfære af japansk blackgaze, der har udviklet sig parallelt med den bølge, som vesten har oplevet bannerført af grupper som blandt andre Liturgy, Deafheaven og Alcest.
Lyden af ‘Think Of You’ er bygget op i nogle bastante og markante mursten, der alle er – ja, lad os få det af vejen – decideret corny af karakter hele vejen rundt, så lad os lige tage dem én efter én.
Vokalen er todelt: Én del sekvenser af spoken-word, der i kraft af sprogets kultur i mine øre lyder som anime-heltens håbsindgydende tale før det helt store slag vil finde sted, og én del guttural og aggressiv rasp, der flyver mellem dybe og næsten humoristisk høje skrig.
Melodierne slynget af guitaristen 等力 [Kei Toriki] kunne man skrive et helt portræt af, men her må nogle opsummerende ord være tilstrækkelige: han tør alt. Kompositionerne er hverken banebrydende eller avantgarde – tværtimod banale og forudsigelige på en måde, der gør lyden familiær og til tider næsten nostalgisk. Alle guitarsporene på ‘Think Of You’ er bidt af en tydelig legesyge: fra Poul Halberg-agtig 80’er-spade på ‘Magic Hour’ til moderne shoegazet metal på ‘Dogma’ og jazz-funkede hofter på ‘Angel’. Resultatet er forfriskende og fordomsfrie passager, hvor Toriki først og fremmest tydeligvis har moret sig og kigget mod den japanske City-Pop tradition, men også har set mod positive, opfriskende og engagerede kompositioner, som står i modsætning til overskrifter som “moderne blackgaze”, der for mig kan give nogle kedelige og en anelse uinspirerende associationer.
Æstetikken er lige til højrebenet for Asunojokei, der ikke for første gang dyrker den japanske tegnetradition, og albumcoveret er i denne omgang en engel, der ryger en smøg på taget af en bygning i en farvepalette, der bedst kan sammenlignes med Diddlpapir. Matcher det musikken? Inspireret af både visual kei – en æstetik med rødder i neonfarver, goth-outfits og -musik – og shimokita-kei, en japansk indie-bevægelse med garagerocket popnumre, hvis lyd du måske genkender fra din yndlings-anime – Asunojokei har i hvert fald fat i mange ender og inspirationer, men det føles ikke dekonstrueret. Hvis jeg tager mine høretelefoner af, og spørger mig selv: “Hvordan lyder et Asunojokei nummer egentlig?” farer jeg ikke vild i subgenrer, bevægelser eller “lidt-lige-som-er”, men en velbalanceret og helstøbt lyd. Måske er det derfor, at jeg stadig ikke føler en tåkrummen, men stoler på udtrykket fuldt og fast. Der lever en ægthed og en pondus i musikken.
Sammenlignet med tidligere udgivelser – eksempelvis på ‘Awaking’ fra 2018, hvor bandet dyrkede et mere teknisk mix af genrer – er ‘Think Of You’ fokuseret på de store melodier. Numrene er ikke af prætentiøse længder, produktionen klar og tydelig og spilletiden er stramt afmålt til 36 minutter. Er det Asunojokeis popplade? Næppe, men det er uden tvivl deres mest spiselige og direkte udgivelse til dato.
I bund og grund skriver Asunojokei musik, der er både frisk og særpræget. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor det hele lyder som “Deafheaven, der skriver en anime-intro” – men det gør det. Rytmegruppen er funky og dansabel, akkordprogressionerne jazzede, og bandet skammer sig ikke over at være bombastiske eller “over the top”. Jeg har åbenbart heller intet imod lidt funk-guitar med mine blastbeats, hvilket er en mildest talt skelsættende erkendelse for mig. Desuden sniges en Zelda-reference sig ind på ‘In The City Where Cobalt Falls’ mens trommeslager 関 [Seki] nonchalant blastbeater videre, som intet var hændt. Det giver en teatralsk, næsten “theater-kid”-energi, som jeg uden forbehold køber ind på, mens jeg står tilbage med spørgsmålet: “Må man egentlig det?” – Hvornår sluttede min gatekeeping og hvornår startede funk-guitaren?
