Lige pt. består rigtig meget af mit daglige nyhedsinflux af folk, der bliver slået ihjel. Det er der rigtig mange, der gør.
Jeg siger pt. Det er måske ikke rigtigt. Lige så længe, jeg har fulgt med, er folk blevet slået ihjel hele tiden.
Noget af det tidligste, jeg husker fra min barndom, var massakrerne i det daværende Jugoslavien.
Jeg kan huske Rwanda.
Jeg kan huske de gensidige mord i Mogadishu.
Som teenager kan jeg huske at se tvillingetårnene i New York City styrte sammen, da jeg kom hjem fra skole en tirsdag.
Jeg kan huske, hvordan der blev kastet ord som “hellig krig” og “korstog” i alle retninger.
Jeg kan huske at deltage i uendelige antikrigsdemonstrationer i perioden efter.
Jeg kan huske, at Danmark alligevel gik i en ulovlig krig og deltog i en koalition, der siden skulle være kendt for drab på civile og tortur.
Jeg kan huske hvid fosfor.
Jeg kan huske terrorangreb i Madrid, London, Bali.
Jeg kan huske, da forholdene på Guantanamo blev kendt.
Jeg kan huske den lørdag, hvor Krudttønden og synagogen i Krystalgade blev angrebet.
Jeg kan huske, da Obamas droner dræbte en hel skolebus i Yemen. Og en bryllupsfest i Afghanistan.
Jeg kan huske hungersnød og folkedrab i Sudan. En ven var udstationeret og fortalte om det i rædselsvækkende detaljer.
Jeg har set russiske og ukrainske soldater blæst i stumper. Jeg har set palæstinensiske børn blive skudt, sprængt i luften, bombet og kørt over.
Jeg har set en politisk lobbyist blive skudt for åbent kamera. Ti minutter senere blev endnu en skole skudt i smadder.
Og det er kun de ting, jeg har set. Jeg har hørt om og læst om meget – meget mere.
Så det er nok ikke kun “pro tempora” – “lige nu”.
Forleden havde jeg en samtale med mine elever om “ondskab”. Jeg holdt hårdnakket fast i, at det ikke findes. Det mener jeg stadig.
“Ondskab” kan kun eksistere i en religiøs kontekst. Mennesker har altid grunde til at gøre, som de gør. Ingen mennesker, der er i kontakt med virkeligheden, vågner op en dag og siger: “Jeg er et ondt menneske”.
Medmindre gnostikerne havde ret, og verden er skabt som en maliciøs drøm af en perverteret og grusom halvgud (det virker mere og mere sandsynligt, ærlig talt), må alle mennesker i verden gøre, som de gør, af en eller anden årsag.
Men det kan være ekstremt svært at forstå. Og endnu sværere at holde til.
Og det er netop grundlaget for ‘Hellscape’. I august havde vi premiere på debutsinglen ‘Who Would Jesus Bomb?’, og nu er hele albummet ude.
Som vi beskrev, er Jawtrap opstået som en manisk manifestation af den dybtgående frustration, Niels Højgaard – kendt fra Stöj Snak – har følt i det sidste års tid. Det er i hvert fald, hvad han skriver. Højgaard og jeg er omtrent jævnaldrende, derfor er mit bud, at han ligesom jeg har alt det ovenstående med i bagagen og nu føler, at den sidste dæmning er blevet sprængt.
Højgaards rasende grindcorealbum skal forstås som en ventil for alt det, han føler frustration, sorg, vrede over.
Første sang ‘Death by a Thousand Cuts’ åbner med linjerne “This is hell / Brace yourself / This is the end”, der skriges ud stemningsmættet feedback, inden sangen sætter voldsomt i gang. Det er motorsavsguitar og et ustoppeligt blastbeat. Det er lyden af et helt livs uhyrligheder, der brøles ud i et øjebliks afmagt.
Lyrikken omtaler verdens tilstand som et langsomt, gradvist forfald. Jeg forstår tanken, men stiller mig alligevel i opposition. Det er ikke anderledes nu, end det har været tidligere. For min egen far var en af de ting, der fik facaden til at krakelere, fagforeningen Solidaritet i Polen og den måde, Sovjetunionen brutalt nedkæmpede den. For generationen før var det USA’s umenneskelige fremfærd i Vietnam, før det Holocaust, Stalins dødslejre, Maos massemord. Før det første verdenskrigs skyttegrave og giftgas. Og sådan har historien for evigt været – og vil måske for evigt være det.
To ting gør det anderledes at leve i 2025. Den første er, at vi ser alt dette ske direkte. Tidligere har kun få kendt verdens begivenheder, mens de skete, og resten har kun set det i historisk kontekst. Vi oplever det hele. Meget mere, end man burde.
Den anden er, at vi blev lovet en bedre verden – og vi troede på det. Glasnost, den nye verdensorden og historiens afslutning. Alt det er Højgaard og jeg vokset op med. Men det var løgn. Vi troede på det. Alle forsikrede os om det. Vi kunne købe hele verden.
Men det kunne vi ikke.
Og den erkendelse medfører ikke andet end raseri.
Det er det, vi oplever her. ‘Hellscape’ er et maskefald transmitteret direkte. Det er et menneske, der oplever den totale illusionsdød.
Højgaard fortæller, at han skrev hele pladen over blot nogle timer i starten af 2025 og fik indspillet på et par uger.
Og det kan høres. Energien er rasende og hæsblæsende i det meste af den dødsmetalinfunderede grind – ‘The Daily Grind’ er et godt eksempel. Et “OUGH” og 57 sekunders råb, skramlen og decideret brølen. Det er pissefedt, og lige hvad man havde brug for.
‘Black Grunge’ tager tempoet ned og tilføjer et groove, der trækker minder, til dengang vi troede noget andet om verden.
‘Rage Quit’ opererer i et tårnhøjt tempo, når Højgaard gæstes af resten af Stöj Snak, mens ‘Incel Tears’, der er indspillet sammen med brormand Troels fra Vægtløs, tilføjer noget mere liret guitar til at lægge bunden for al hidsigheden og lidt atmosfære, hvor det bliver muligt at mærke, at vreden altid følges af sorgen. Først kommer overraskelsen, så kommer raseriet. Og så kommer nedtryktheden, når vi opdager, at det hele var løgn.
Grind får sjældent etiketten “velskrevet” påklistret, men det tror jeg sagtens, man ville kunne sige om denne. En velskrevet grindsang er nemlig noget helt andet end velskrevet prog. Det her er umiddelbart og kødeligt. Det er god grind, det er medrivende og hidsigt, men kan ikke løbe fra sit ophav i screamer-songwriter-genren. Melodiøsiteten – særligt i baslinjerne – kan altid mærkes. ‘Deicide’ er et strålende eksempel.
Hvad vi får, er en salve mod alt, der går os imod i hverdagen. Der skydes med spredehagl, men hver eneste lille stålkugle rammer et ømt punkt. I dets helhed er det uoverskueligt.
Måske havde Primo Levi og hans med-häftlinge i Auschwitz ret: Ne cherchez pas a comprèndre – forsøg ikke at forstå.
For verdens uhyrligheder kan ikke forstås. Men de kan bekæmpes. Måske ikke med grindcore, men det hjælper.
Niels Højgaard Sørensen har skrevet, produceret, fremført og optaget pladen. Rasmus Glassau Clausen har mastered.
Hugo Halle står for albumomslag. ‘Hellscape’ er udgivet på 5feetunder.
