Når livet giver dig citroner, så laver man lemonade. Når livet giver dig bad beats, så råber man.
Hvis du har spillet en del poker, kender du måske til begrebet “bad beat”. Om ikke andet har du højst sandsynligt oplevet det i en eller anden kontekst. For gambleren er der tale om et bad beat, når de taber til et fire ens og selv sidder med et fuldt hus, men fænomenet oplever vi alle sammen fra tid til anden. For tiden står de usandsynlige nedture nærmest i kø. Det er uretfærdigt.
Tilværelsen kan ofte føles uretfærdig. Og hvad gør man så, når det alt sammen bare er til at brække sig over? Man kan spille noget pissesur i-dit-fjæs-hardcore punk. Det gør Bad Beat fra Detroit, så bid ned i din tandbeskytter, og lad os se, hvad de her ballademagere har bikset sammen til os denne gang.
Den korteste sang på den kreativt betitlede ‘LP 2025’ er seks sekunder lang, og den længste er omkring halvandet minut. Pladen har tilmed den længste gennemsnitslængde per nummer sammenlignet med deres tidligere udgivelser. Med den udvikling, kan de måske skrive et kvart Tool-nummer inden 2030.
Der er en lighed mellem bands, der skriver enormt lange sange, og bands, der forholder sig kortfattet. Fællesnævneren er, at man ofte mister fornemmelsen af, hvor dælen på albummet man egentlig befinder sig på noget givent tidspunkt. Der er 14 numre på ‘LP 2025’, og selv hvis du hører dem alle på shuffle, er helhedsoplevelsen stort set den samme. Derfor handler det mindre om at pege på deciderede højdepunkter, og mere om at lade sig kaste ind i den arrige malstrøm af larm, som disse lømler har startet.
Trods den beskedne spilletid, er der faktisk plads til en del variation og dermed forskellige indtryk på ‘LP 2025’. ‘Bad Beatdown’ åbner eksempelvis, meget passende, med et ulækkert, tonstungt beatdown, før bandet hurtigt skifter gear og smadrer videre i et virvar af hurtige grooves. På ‘Guilty’ dypper Bad Beat tydeligt tæerne i metallisk hardcore, og det klæder dem! Og så er der selvfølgelig ‘Jazz Beat’ – en intermission halvvejs gennem pladen, der står som et jazzet pejlemærke. Ideen er sjov nok, men ikke meget mere end det.
I forhold til hvor nyt et band Bad Beat er, overrasker det, hvor kontrolleret deres lyd er. Samspillet er ekstremt tight, men stadigvæk ubønhørligt og, tør jeg sige det, kompromisløst. Min puls stiger bare ved tanken om en pit til en Bad Beat-koncert, og fordi de ikke ligefrem er lokale, måtte jeg lige tjekke et par koncertoptagelser ud på nettet. De havde Guitar Hero 3 kørende i baggrunden som et backdrop, og det opsummerer måske i virkeligheden bandets identitet meget fint. De virker som nogle kæmpe bros.
Selv hvis ‘LP 2025’ ikke er den mest spændende plade i hele verden – for det er den ved Gud ikke – så er den ovre, før man ved af det – og så skal det hele jo nok gå. Det er lyden af unge mænd i gamle biler, som så har fået en ny lak hen over al rusten. Det er old-school lægtehammer-punk med en ny, moderne produktion, uden at det nogensinde kammer over i sentimental nostalgi. Lydbilledet er båret af en insisterende bas, som tager al centrum i lydbilledet. Og jeg er vild med det. I sidste ende er albummets største styrke nemlig, hvor godt det rent faktisk lyder.
Så hvorfor er det her album godt? Måske fordi det ikke prøver at være noget, det ikke er. Måske fordi jeg trænede bryst første gang jeg hørte det. Måske fordi jeg godt kan lide musik, man kan lave bæfjæs til.
