Lige som jeg ellers stod med to venner i sidste uge og sørgede over de tragiske omstændigheder, der fik Neurosis til at lægge bandet i graven, er de nu genopstået med et helt nyt liv. From out of nowhere… It’s Neurosis!
Bare lige for at få det på det rene, så er Scott Kelly et modbydeligt røvhul. Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre alle de forfærdelige ting, han har gjort mod sin familie gennem så mange år, og hvis det var op til mig, skulle han rådne op resten af sit lorteliv i en celle. Fucking afskum. Når det så er sagt, kan man ikke benægte, hvilken indflydelse Neurosis har haft på post-metal og sludge som genre, med et fem-album-run fra ‘Souls At Zero’ til ‘A Sun That Never Sets’, der er fuldkomment uovertruffen. Jeg har uden tvivl haft langt sværere ved at finde glæden ved Neurosis efter Scott Kellys syndefald, men samtidig har det også ødelagt resten af bandets glæde ved musik. Det er svært ikke at have lidt ondt af f.eks. Jason Roeder, der kort tid efter pludseligt blev fyret fra Sleep, hvilket fik ham til at opgive drømmen og starte med at sælge alt sit grej. Derfor synes jeg, det er svært ikke at ønske dem et comeback – uden Kelly, naturligvis.
Det har været lidt svært for mig at afstemme mine forventninger til albummet, da jeg ikke har været synderligt imponeret over Neurosis’ output siden ‘A Sun That Never Sets’. Ikke fordi jeg synes, det er decideret dårligt, men bare heller ikke spændende nok, til at jeg gider at vende tilbage til det. Omvendt kunne man nærmest ikke have forestillet sig en mere passende kandidat til at fuldende lineuppet end Aaron Turner – kendt fra bands som ISIS, Sumac samt som stifter af Hydra Head Records. Efter ti års pause og i en ny konstellation er der derfor alle mulige gode forudsætninger for, at de er vendt tilbage med nye kræfter. Jeg har været så hypet over nyheden, at pladen næste kun kunne skuffe mig, og jeg frygtede lidt, at jeg ville gaslighte mig selv til at kunne lide den. No gaslighting necessary, fordi Neurosis har fået helt nyt liv – måske lige på nær deres 90’er keyboard-presets fra helvede. Det er en plade, jeg i modsætning til deres nyere bagkatalog meget stærkt regner med at vende tilbage til – mange gange.
“We’ve forgotten how to struggle so we suffer / We’ve forgotten how to die so we suffer / The dissonance is deafening” bliver der varslet gentagne gange over beredskabshøjttalerne, og før vi begynder at tælle ned til, at alting bliver mørkt, kommer der først et blændende hvidt lys. Du mærker en ru hånd føre dig over den brændte jord, hvor stanken af svovl rammer din næse, som du bevæger dig gennem en forvirrende verden af tumult, hvor den eneste konstant er en altoverdøvende dissonans.
Lange episke sange som ‘First Red Rays’ og ‘Blind’, der er lige dele hårdtslående og sørgmodige, giver en lyst til at banke en hustrumishandlertil en rød pøl, mens tårerne triller ned ad kinderne. Dynamikken mellem Aaron Turner og Steve von Tills vokaler fik hårene til at rejse sig på mine arme, imens jeg rokkede frem og tilbage i min stol til de tunge grooves i næsten katatonisk tilstand. Pladen byder også Dave Edwardson tilbage i rotation som backingvokalist, noget som i mange år har været efterspurgt af fanbasen, da hans dybe growls giver bandet en ekstra kant. Sjældent har jeg set så smertefri en udskiftning af frontperson som med Aaron Turner, der passer som hånd i handske og, ikke nok med det, løfter dem op på et helt nyt plan. Desuden kan man godt være glad for, at Jason Roeder ikke lagde stikkerne på hylden, for hold kæft en magtdemonstration. Alene de sidste tre minutter af ‘Seething and Scattered’ giver al den empiri, der er brug for.
Riffs og rytmer flyder som en uendelig strøm af blod fra medlemmernes håndled, som en slags dommedagsritual, mens de tager en sidste tur rundt om solen, før den sluger os. Alligevel efterlader det 17 minutter lange nummer ‘Last Last’ os med et spinkelt håb om at se endnu et daggry. En trommemaskine spejler lytterens hurtige hjertebanken, spacy guitarstykker, der lige pludseligt er i dur, og et overjordisk kor gør albumlukkeren til et spørgsmålstegn og ikke et punktum. Helt generelt virker alting så ubesværet og elegant, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en plade lavet af nødvendighed – ren katarsisk frisættelse, som de også selv giver udtryk for:
“We need this, perhaps more than ever, and we suspect we are not alone. The trials and tribulations in our personal lives and as a band, combined with simply trying to navigate the insanity of our society, with the stress, anxiety, and isolation that come with it can be excruciating. […] It is enough to cause you to completely lose your mind if you can’t find release or catharsis. This strange emotionally charged music has always been our method of trying to survive this and this is what we’ve always been singing about.”
Neurosis er på ‘An Undying Love For A Burning World’ mere relevante end de har været i over 20 år, og Scott Kelly er mindre relevant end nogensinde før. En kræftsvulst skåret bort, hvor kun hærdet arvæv er tilbage. I skrivende stund har jeg hørt pladen helt igennem tre gange, men lige fra første lyt har jeg ikke været i tvivl om karakteren.
