Grådighed er en tematik, vi ofte støder på – i kunsten såvel som i livet. Grådighed er Bibelens fjerde dødssynd, såvel som ‘GULD’ er Orms fjerde album, hvor Orm netop behandler temaet om grådighed, og hvordan mennesket korrumperes i jagten på det perfekte, hvilket endeligt fører til undergang.
Som den ouroboros Orm bærer på sit logo, æder bandets musik sig selv for at begynde på ny. På ‘GULD’ vender Orm tilbage til rødderne. Alt er skåret ind til benet, med kun en enkelt skæring længere end ni minutter. Det lyder måske ikke kort, men vi taler om et band, der har for vane at skrive sange på over 20 minutter. Man skulle næsten tro, at den skaldede kvartet havde groet håret ud igen, for bandet vender ikke kun tilbage til lyden fra den nu ti år gamle debut, men også den riffbårne black metal, vi lærte at kende hos By the Patient. Det storladne er ikke væk – det er nærmere præciseret. Ikke ulig, hvordan Dawn gjorde i sine velmagtsdage på plader som ‘Slaughtersun (Crown of the Triarchy)’.
Det lyder som sofistikeret kirkebrænderblack, hvor corpse painten og Hamlet-hånden er skiftet ud med en tophue og fuldskæg. Produktionen er tørrere, riffene er tungere, og vokalen mere skinger.
GULD starter stærkt med ‘Af Magt’, som åbner med skærebrænderriffs – de skarpeste på et album fra bandets hånd siden tiden som By the Patient. Det lyder nyt og friskt, men guitartonen og de melodiske breaks er så umiskendeligt Orm. Det er velkendt og fremmed på én og samme tid. Et doomet stykke efterfølges af mageløst og aggressivt riffmageri.
Som anmelder kunne det være fristende at fyre en masse floskler om, hvordan Orm lyder som det ene eller det andet band. Det ville i hvert fald gøre det lettere at skrive denne anmeldelse. Det er bare ikke tilfældet – for Orm er Orm og ikke et af alle de andre bands.
Selvom ‘GULD’ er en markant mere aggressiv plade, er tungsindet ikke forsvundet. På sangene ‘Undfangen’ og ‘Rigdom’ berører Orm igen den sorg, som vi først stiftede bekendtskab med på ‘Ir’ og senest ‘Intet – Altet’. Guitarharmonierne er så smukke, at det burde være forbudt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt et band formå at spille så smukt, men samtidig have rødderne plantet så dybt i den klassiske black metal. Lyt til stykket fra 2:40 i ‘Undfangen’. Hvis du stadig ikke forstår det, kan jeg ikke hjælpe dig. Det er mageløst.
‘GULD’ virker oprigtigt som en vigtig plade for Orm. Det høres i musikken. Det er et nødvendigt afbræk fra ‘Ir’ og ‘Intet – Altet’, hvor musikken konstant var episk og storslået. Den stillede spørgsmål til lytteren med sin uforudsigelighed, med kor og melodier halvt skjult i rumklang, langt under Theis Wilmer Poulsens hulemandsbrøl og Simon Sonne Andersens hyl. Begge leverer stadig vokal, men Andersens vokal er klart mest dominerende, hvilket fungerer fremragende med den mere klassiske tilgang til black metallen. Som altid forbliver Orms tekster kryptiske, men temaet om begær og forfald gennemsyrer hvert skrig. Man fornemmer både længsel og afsky – en slags åndelig dommedag forklædt som sonet. Til trods for den mere aggressive stil formår Adam Schønemann stadig at brillere med sit trommespil – konstant afvekslende, men insisterende og aldrig forstyrrende. Han har særligt travlt på pladens længste nummer, ‘Udskammet’, der – trods sit akustiske mellemspil – er næsten 13 minutters bister black metal, hvor der trampes hurtigere i pedalerne end Bjarne Riis på Hautacam.
Det er hurtigt, skulle jeg hilse dig at sige. Men der er intet behov for EPO eller hjælpemidler for at opnå et af bandets bedste numre hidtil.
På pladens sidste skæring, ‘Martret’, viser Orm en ny side af sig selv med introduktionen af synthesizere. Det er ikke den der cheesy Dimmu Borgir-ass Fisher-Price-legetøjssynth med en mølædt troldmandshat, men en reel iskold melodi, der skærer ind til benet – ligesom musikken. Det er ovre lige så hurtigt som det begynder, for Andersen og Poulsen afbryder med endnu et arsenal af riffs, akkompagneret af Schønemanns tordentrommer og Malthe Yde Tiufkærs tunge bas. Alting er nøje målt og vejet, som en guldsmed i færd med at støbe en ring af den føromtalte ouroboros. Men i Orms smedje er der intet forfald, ej heller en undergang. Der er ingen forfængelighed – kun guld.
I en tid, hvor black metallen ofte dyrker atmosfæren på bekostning af den musikalske tyngde, formår Orm at forene begge dele. De har allerede vist, at de mestrer dybsindigheder i det episke – men på ‘GULD’ cementerer de deres position som Danmarks stærkeste metalband med en nyfunden indsigt i foragten for forfængelighed.
‘GULD’ er udkommet på Indisciplinarian Records. Trommer er optaget af Simon Sonne Andersen og Jake Black i Black Tornado Studios.
Guitar, bas og vokal er optaget af Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen i Full Moon Studios. Albummet er mixet og af Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen, og masteret af Brad Boatright i Audiosiege Studio.
Bandbilleder er taget af Lasse Høgh.
Artwork er lavet af Asger Krogh.
