Hvis bilen er symbolet på den amerikanske drøm om ubegrænset personlig frihed, er biluheldet et rammende billede på konsekvensen af den ideologi – og feticheringen af biluheldet i en dødsdyrkende kultur et tegn på ønsket om at lægge bånd på den frihed og blive taget vare på af nogen. Om så bare for at have forestillingen om nogle snærende bånd at frigøre sig fra og flygte vildt, indtil man kolliderer med en klippe, en lygtepæl, en truck og heroisk flyver gennem vindspejlet i en vifte af blod, knust glas og forvredet metal.
Som en anden James Dean, Jayne Mansfield eller, æh, Paul Walker: En rigtig fri og rebelsk død, smuk og molesteret i et kaos af indvolde og afhuggede hoveder. Mere end noget andet bare dumt, jo.
I det lys er det en plade til tiden, Exhumed har lavet med ‘Red Asphalt’: Dum, bevares, men med den afstumpede, ladt brutale og med pervers detaljegrad beskrevne dødsvold som et spejl holdt op mod det samfund, Exhumed er et produkt af.
For ‘Red Asphalt’ er et konceptalbum om biluheld. Det er bare svært ikke at læse vanvidsbilistens dødsdrift og blinde selvsikkerhed, overbevisningen om at være komplet usårlig og udødelig, som et billede på den selvforståelse, der synes at præge den aktuelle administration og dens støtter. Selv kalder Exhumed pladen “a love letter to the road – horrific accidents, vehicular homicide, defective cars, gore-filled instructional videos, zombified biker gangs, and more.” Alle det amerikanske vejnets uendelige muligheder: Væk fra forestillingen om et snærende konformt liv hos Jack Kerouac, videre mod intet håb hos Cormac McCarthy, på vej mod udfrielse med den konstante trussel om pludselig vold hos Octavia Butler, hvor bilerne er løbet tør for benzin i den ultimative amerikanske dystopi.
Exhumed er på forunderlig vis ikke løbet tør endnu, tre årtier og ni albums inde i en karriere, hvor de har stået som nogle af de mest pålideligt styrtblødende leverandører af dødsgrind. Det er en meget simpel formel, de følger, med tydeligt afsæt i Carcass’ sidste rigtig gode plade, ‘Necroticism – Descanting the Insalubrious’: Grindende tjept, slasket til med riffs, melodier, breakdowns, twinleads og altid med Matt Harveys lyse snerren modsvaret af Ross Sewages dybe growl, nøjagtig som Jeff Walker og Bill Steer gjorde det, før verden gik af lave, og alt blev melodød.
Det er der overhovedet ikke noget at udsætte på, heller ikke på ‘Red Asphalt’. Det er en virkelig god plade, Exhumed har fejet sammen på værkstedsgulvet endnu en gang. Perfekt at køre galt i bil til. Hvad jeg godt kan frygte er, at vi glemmer den om et halvt år. At selve den acceleration, Exhumed hylder på pladen, slynger os videre mod nye dødsgrind-plader, der igen lyder som noget, vi gik på røven over i begyndelsen af 90’erne. Jeg har haft det herligt med at høre ‘Red Asphalt’, siden den udkom i fredags, men vender jeg tilbage til den om et halvt år? Om fem år? Hvor mange gange er jeg vendt tilbage til Gatecreepers fremragende og lige så brutalt svingende debut, ‘Sonoran Depravation’ de seneste år?
Det er bare svært ikke at læse vanvidsbilistens dødsdrift og blinde selvsikkerhed, overbevisningen om at være komplet usårlig og udødelig, som et billede på den selvforståelse, der synes at præge den aktuelle administration og dens støtter.
Et nummer som ‘Crawling From the Wreckage’, der slæber sig i gang med en baslinje så slap som drivremmen på en gammel møgspand og kværner sig tungt afsted, inden det bøvser sig over i et blastende mellemstykke, så man trykkes tilbage i sædet, er fuldkommen eminent. ‘Death on Four Wheels’ og den afsluttende ‘The Fumes’ er præcis den blanding af NWOBHM og dødsgrind, ‘Necroticism’ lovede os, inden det hele gik Arch Enemy og lige til genrefestivalophug. Jeg ved også bare, at jeg kommer til at høre andre nye sange, der gør præcis det samme, jeg kommer til at have præcis samme instinktive reaktion, og efter nogle år er det hele kvast sammen på reservedelslageret, og i stedet for at sætte ‘Red Asphalt’ eller en af Exhumeds andre plader på, finder jeg ‘Necroticism’ eller ‘Left Hand Path’ frem igen, hvis ikke jeg har det vildt over endnu en ny plade, der gør det samme.
Det er sådan, vores musikforbrug fungerer nu. Den frihed til at høre hvad som helst, der får os til netop at høre hvad som helst og lade det hele være lige meget og lige lidt værd, bare det får os til at føle os forankrede i noget, der engang betød alverden for os. På den måde gør vi os selv som lyttere lige så udskiftelige som musikerne. Det er dumt, og ikke på den fede måde. Exhumed er en påmindelse om, at der findes noget, det er værd at holde fast i. Årti ind, årti ud. På vej ud mod autoværnet.
