Der er noget dragende ved musik, som ikke forsøger at indynde sig. EP’en ‘Væsen’, det nyeste udspil fra TIDEJORD, fremviser en rastløshed i musikken, som fungerer overraskende godt. Bandet synes optaget af ikke at lægge sig fast på én bestemt vej, men derimod af hele tiden at skifte retning, uden at det bliver fragmenteret.
EP’en fremstår på mange måder som en skov, der ikke har noget skilt ved indgangen. Man må selv finde vej ind – og ud – og imens opdager man lag, formationer og fænomener, der langsomt åbenbarer sig i mørket under trækronerne. Musikken vil noget, men den forklarer ikke hvorfor. Den spørger, men den svarer ikke, og det er dens styrke.
Allerede på første gennemlytning står det klart, at TIDEJORD har forladt noget af den bastant tunge, sejt strømmende doom, der prægede den selvbetitlede debut fra 2022. Ikke som et brud, men som en bevægelse – et skifte i terrænet, og doomen er ikke død – den er bare blevet mere formbar. På ‘Væsen’ er der i stedet åbnet op for et mere eksperimenterende og prog-orienteret udtryk, uden at bandet mister den atmosfæriske tæthed, som er et besnærende element på den første plade. Her er stadig mørke, men det er et mørke, der flytter sig. Det emmer, snor sig, slår ud i lyset og trækker sig tilbage igen.
Et af de mest markante skift i lydbilledet siden debuten er Liza Rosenbaum Nielsens vokal. Hun er trådt længere frem og har fået mere plads, og det er en gave – og en udfordring. Hun bevæger sig med stor frihed mellem hvisken og råb, melodisk frasering og spoken word-lignende passager. På ‘Skyggemennesket’ rammer hun en skrigende desperation, cirka fire minutter inde, der står som et åndeløst klimaks, og når hun slipper det løs, er det med en overbevisende kraft og en råhed, som lægger sig i tæt symbiose med bassen og riffet – et af de der øjeblikke, hvor alt spiller. Den slags er jeg pjattet med.
Til andre tider opstår en næsten spoken word-fornemmelse som på ‘Dødt Træ’, og også her opstår et skønt samspil mellem den harmoniserende dobbeltvokal og et breakdown, hvorefter nummeret igen kan få lov til at finde vejen frem i en prog-opbygning. Det generelt legende udtryk, som finder vej i den konstante afveksling i opbygningen på den instrumentelle side, er kolossalt velfungerende, og jeg kommer ikke til at kede mig i lytningen. Når det så er sagt, så ender de helt enormt mange forskellige retninger, vokalen går i, med at forstyrre det samlede billede for mig og trækker for meget af min opmærksomhed. Det kunne være særdeles interessant at høre TIDEJORD med et mere samlet vokalbillede, særligt hvis de vælger at forfølge den ansats mod Nielsens hæse, growlende skrig, som fremvises flere steder på EP’en.
Instrumentalt er ‘Væsen’ et lille laboratorium af forbindelser. Peter Bøggilds guitarriffs og Simon Le Févre Ryoms bas flyder ubesværet som mørke floder mod og med hinanden, og der er noget næsten generøst over deres samspil – de lader hinanden komme til uden at overdøve. Frederik Dalsgaard Larsens trommespil er både voldsomt og disciplineret. Generelt gives der plads til, at samtlige instrumenter får lov at skinne, og på et nummer som ‘Dødt Træ’ fastholder en nærmest Meshuggahsk vanvids-hihat hele kompositionen i et vrid, som virker fuldkommen naturstridigt, men samtidig uundgåeligt. Og så trækkes opmærksomhedens lys mod Andreas Bjerrings synthesizerbidrag, til forkærligheden til soundscapes, som præger den generelle opbygning; de skjuler og afslører, mens de skaber afstand og intensitet.
Bandets egen forståelse af deres stil som et “melodisk-progressivt-doom-mix” er ikke bare tom snak. De nævner navne som Gojira, Meshuggah, Psychonaut, Katla, Oranssi Pazuzu og Brutus som pejlemærker – og det mærkes. kke som pastiche, men som inspirationer, der får lov at trække tråde ind i et unikt udtryk. Der er hele tiden noget nordisk, noget råt, noget søgende, som ikke helt kan sættes på formel. Der er en næsten ritualistisk energi i numrene, som om de er blevet fremmanet snarere end komponeret, hvilket ikke er en tilfældighed. Sangene er vokset frem i fællesskab, fortæller bandet selv, og det mærkes. De taler om musikken som noget, der ikke må styres for hårdt – som noget, der skal overraske dem selv, før det kan være færdigt. Måske er det netop det, man mærker: At de her fire numre ikke bare er valgt, men er de fire skabninger, der slap levende ud af processen.
Visuelt har bandet valgt en AI-drevet proces, som de selv understreger ikke er en genvej, men en metode til kollektivt at forme det visuelle univers, en fælles proces, som har taget det meste af 2024. Resultatet er et artwork, der føles som noget organisk, men uhjemligt – lidt som musikken – og det gør sig godt på det fysiske vinylmateriale især. Forsidebilledet er i øvrigt ikke AI, men en ældre 3D-fraktal lavet af Bøggild selv, og det samlede visuelle univers føjer sig til musikken som endnu et lag i det samlede udtryk. Selv om (eller måske netop fordi) bandet er bevidste om AI-problematikker, er det svært ikke at anerkende det engagement og den æstetiske konsekvens, projektet er båret af.
‘Væsen’ er en EP, men det føles som et åbent landskab. Det er snarere en bevægelse end en retning. Og det lover godt – både for det næste, der måtte komme (et kommende album bærer i øvrigt arbejdstitlen ‘Dommedage’, og det lyder jo ikke ligefrem som let tilgængelig hygge, men tillokkende), og for det mod, bandet udviser her. TIDEJORD har kaldt på noget – og det er kommet. Hvad det er, ved vi ikke helt endnu. Men det bevæger sig. Det er et væsen.
