Funebrarum er et af mine yndlingsbands. De er et af de bands, som ikke helt har ancienniteten til at få legendeprædikatet, men alligevel er gamle nok til at være old school. Jeg har ventet på dette album i de ti år, der er gået siden bandets seneste udgivelse; EP’en ‘Exhumation of the Ancient’ fra 2016.
Det eneste konstante medlem siden bandets dannelse i 1999 er forsanger Daryl Kahan, som nogle måske vil kende fra hans tid i grindcorebandet Assück. Kahan dannede bandet med medlemmer fra Evoken og Infester, men har sidenhen gennemgået en del ændringer i lineuppet. I dag tæller bandet blandt andet Sam Osborne, som har en fortid i danske Undergang, og Phil Tougas, som er ekstremt aktiv med bands som Worm, Chthe’ilist og Zeicrydeus.
‘Beckoning the Void of Eternal Silence’ blev faktisk indspillet tilbage i 2019, men udgivelsen blev udskudt adskillige gange grundet en pause i bandet. Først på grund af corona, senere på grund af medlemmernes travlhed med andre projekter og til sidst på grund af Kahans ønske om selv at male albumcoveret.
Kender man ikke Funebrarum, spiller de dødsmetal af den finske skole blandet med Incantation. Doomet og melodisk, men aldrig storladent. Det er nærmere en anelse råddent og sørgmodigt på samme tid. Produktionen er, som altid, jordslået og mudret, omend albummets guitarsoli er markant klarere i lydbilledet end på tidligere udgivelser.
‘Beckoning the Void of Eternal Silence’ lægger stærkt fra land. En lille intro, som snildt kunne være hugget fra et 90’er-black metal-album, leder over i et af albummets stærkeste numre, nemlig titelnummeret. Alting spiller. Der er riffs og groove bag Kahans variation af hekseskrig og hulemandsgrowl. Særligt midtvejs, hvor sangen bevæger sig over i midttempo, er det virkelig fedt. Guitartonen på de to soli er spot on for, hvordan den slags skal lyde.
Noget, jeg til gengæld har det svært ved, er hvor orkestral musikken er. Mange steder er der sneget en lille synth ind hist og her, hvilket ikke rigtigt fungerer for mig. Det er som om, toppen af råddenskaben forsvinder. Det er som at sprøjte parfume på et ådsel for så alligevel at lade det ligge og rådne i solen. Heldigvis er det et mindre kritikpunkt, men det kommer alligevel til at fylde en del, når de fleste sange er på den gode side af fem minutter. Det er faktisk lige til den gode side, omend Funebrarum altid har skrevet lange sange. Her har vi dog en samlet spilletid på næsten 50 minutter, hvilket føles lidt langt hen mod slutningen.
Et stort højdepunkt er til gengæld førstesinglen ‘Anhela Odor Mortuorum (The Adepts)’, som vist nok betyder noget i retning af at længes efter lugten af død. Det kender de fleste med et ni-til-fem-job jo alt til. Her er alt, hvad Funebrarum er gode til – uden synth. Rådden lyd, midttempo, doom, groove og en guitarsolo med divebombs. Det er jo dét, man egentlig leder efter i sin dødsmetal. I hvert fald hvis man er mig.
Albumlukkeren ‘The Whispering Cathedral (Epilogue)’ gør mange ting rigtigt, men bliver igen hæmmet af en lidt for cheesy synth. Selvom den egentlig passer ind i pladens overordnede tema, bidrager den ikke med noget mindeværdigt. Når det så er sagt, er den lange, doomede sektion halvvejs gennem nummeret virkelig stærk.Det er et gentagende tema for ‘Beckoning the Void of Eternal Silence’. Når Funebrarum gør, hvad de altid har gjort bedst, er det helt vanvittigt godt. Når de derimod bevæger sig væk fra signaturlyden, begynder det at halte en smule. Det er synd, for hvad der kunne have været et fremragende comebackalbum, ender blot med at være et rigtig godt comebackalbum.
Ti år er lang tid. Særligt når albummet har ligget hengemt i halvdelen af tiden, kunne der godt være skåret lidt fedt fra. Det er ambitiøst, godt og en anelse for langt.
