Jeg har altid undret mig over udtrykket ‘dobbeltkonfekt’, fordi som en, der godt kan lide konfekt, må dobbeltkonfekt da næsten være dobbelt så godt? Hvis Napalm Death og Melvins begge er konfekt, kan jeg måske godt se, at det er så meget konfekt i en sætning, at du nok ikke lige skal have det igen det næste stykke tid. ‘Savage Imperial Death March’ lyder jo faktisk fedt nok ved første øjekast, men jo mere man tænker over det, bliver man klar over, at der er et eller andet, som ikke helt fungerer.
Nummeret ‘Rip The God’ er oprigtigt fedt, fordi det er et af de eneste tidspunkter på pladen, hvor alle de ting, de gerne vil, for alvor går op i en højere enhed. Åbningsnummeret ‘Tossing Coins Into The Fountain Of Fuck’ var jeg ikke helt overbevist af til at starte med, men den voksede lidt på mig ved efterfølgende lyt, så det ikke bestemt ikke fordi der ikke er gode øjeblikke på pladen.
‘Stealing Horses’ synes jeg også havde noget kørende for sig, men dets momentum bliver desværre punkteret af det lidt joviale omkvæd, hvorefter resten af nummeret fremstår en anelse arbitrært. Det samme gør sig lidt gældende for ‘Death Hour’, der faktisk går ret hårdt de første 1,5 minutter, men så lige pludseligt går over i et 4,5 minutters langt trip med ‘Left Hand Path’-intro-agtig gøgl, bakke-snagvendte vokaler og slutter på en keyboard-homage til ‘Jump’ med fucking Van Halen. Really, guys? Er det virkelig sådan I vil afslutte pladen?
Det er ikke fordi jeg synes, at alt skal være ultraseriøst hele tiden, men i disse tilfælde tager det mere fra, end det giver til lytteren.
Jeg kan ikke helt sætte min finger på præcis, hvor det går galt, men jeg havde lidt forventet, at produktionen både ville omfavne den beskidte og chunky Melvins-lyd samt have den rå aggression fra en Napalm Death-plade. Det føler jeg bare ikke, den gør. Den er lidt for poleret og ikke standhaftig nok på en eller anden måde. Et andet problem er nok – og jeg hader at sige det – at gode gamle Barneys trademark-vokaler ikke altid er helt forenelige med resten af udtrykket. Men når han så bevæger sig lidt væk fra den, fungerer hans mere “naturlige” sangstemme ret godt med Buzz Osbournes gal videnskabsmands-agtige røst, uden at han mister den preserende levering der får dig til at høre efter.
Pladen har også et par syrede, mere keyboard/tromme/noise-drevne og eksperimenterende numre som ‘Awful Handwriting’ og især ‘Comparison Is The Thief Of Joy’ er faktisk ret fede, men resten af pladens materiale er bare ikke rigtigt fedt og ensartede nok til, at det giver mening at have så mange ganerensere. Det er lidt som et helt måltid primært bestående af den der agurkesorbet, man får serveret mellem retter på fine restauranter.
Det er også værd at bemærke, at pladen i en kortere version uden ‘Awful Handwriting’ og ‘Comparison’, faktisk allerede udkom sidste år, kun som fysisk format man kunne købe på deres co-headlining tur. Det er fandeme en mærkelig måde at gøre det på, som om de skrev de to numre, fordi de mente, at den ikke var lang nok. Jeg mener faktisk, at det ville hjælpe pladens helhed, hvis de havde gjort det modsatte, skåret et nummer eller to fra, og kaldt det en EP.
Det vil nok også gå op for mange, der lytter til pladen, at lige så meget albummet er en godbid til fanbasen, er det i ligeså høj grad en godbid til dem selv. Det bliver tydeligt, at det virkelig bare er nogle garvede musikere som får lov til at lege med en kreativ proces, der er anderledes end den de plejer at bevæge sig i. De udforsker virkelig deres kunstneriske udtryk med en følelse af frihed, og det synes jeg bestemt man skal have point for. Det er bare ikke altid, at resultatet er en kæmpe slasker af et mesterværk.
‘Savage Imperial Death March’ er en spændende kuriositet, som, hvis du, ligesom jeg, er meget stor fan af begge bands, nok vil finde interessant, sandsynligvis også nok til at sætte den på en anden gang. Men hvis du kun har et forbigående kendskab til eller en interesse for de to bands, er det nok ikke lige her, du finder den bedste brug af din tid.
Hvis det endelig skal være, at du vil have to-for-ens pris, vil jeg i højere grad anbefale Melvins’ samarbejde med Jello Biafra eller Mike Patton.
