Sommeren er her næsten, og det er kraftedeme ved at være varmt, hva’? Det er jo næsten ulækkert. Der sker sikkert alt muligt i det røvsyge villakvarter. Ungerne har snart sommerafslutning på skolen. Der er sikkert også noget vejfest, men du gider ikke rigtigt med, for så skal du høre på din nabo, som lige har fået ny hofte, eller ham, der bor nede på Rosenvænget 54, som vist nok har skrevet noget racistisk på jeres lokalgruppe på Facebook. Der er også alle mulige festivaler, som vist nok bliver meget fedt, men du har heller ikke rigtigt råd, da en liter letmælk efterhånden koster et mindre lån fra børnenes børneopsparing.
Hvad fanden kan man så lave? Man kan da gå en tur i kælderen, hvor der er koldt og rart. Nu mangler du bare et soundtrack – og dér er du heldig, for det har jeg nemlig kurateret til dig her, bestående af albums som af den ene eller anden grund ikke lige er blevet anmeldt.
Ebony Pendant – ‘Threnodies from the Coldlands’
Kan du ræddigodt li’ Darkthrone? Gad du godt, at endnu flere bands lød som Darkthrone? Det gad jeg i hvert fald godt. Så er det heldigt, at vi har et band som Ebony Pendant. Det er måske lige til den lidt mere melodiske side. Der er god helteguitar, men masser af riffs, som teleporterer dig lige ind midt i noget med sne og granskov. Sangene er lange, men har masser af skift, som holder lytteren engageret.
De spiller vist nok også på Mayhem til juni, hvis du nu mangler en undskyldning for at kravle op fra kælderen igen.
Iron Firmanent – ‘In the Land of Pre-human Kings’
Det er faktisk rigtig ringe af mig, at jeg ikke har fået anmeldt denne plade. Den er nemlig gået hen og blevet en af mine favoritter fra i år, indtil nu. Det er bandets syvende udgivelse på tre år, men der er selvfølgelig heller ikke så meget andet at lave i Amerika end at spille black metal og skyde med automatvåben. Ironisk, at den ene halvdel af denne duo går under pseudonymet ‘Krieger’. Nå, men det er altså ægte lo-fi black metal med en episk fantasyklang. Der er endda lidt melodier hist og her, som leder tankerne hen mod noget tidlig Agalloch, hvilket jo er ekstradejligt. Det er virkelig godt. Iron Firmament er et af de få moderne black metal bands, som rent faktisk har fattet hvad black metal handler om – og hvordan det skal laves, uden at man falder i søvn efter et halvt minuts penge.
Nyd også lige artworket, som jo snildt kunne være hugget fra en Warhammeræske med skeletkrigere.
Demon Spell – ‘Blessed be the Dark’
Det kan jo ikke være black metal det hele, selvom det ellers også kunne være dejligt. Det her er ægte heavy metal lige ud af Sicilien. De har solbriller og læderjakker på. Det er også noget af det tætteste jeg er kommet på noget, som lyder af Mercyful Fate, uden helt at være det – hvilket jo er pissefedt, nu hvor der er alt for meget metal som absolut skal lyde som Ghost, hvilket vi jo ikke sådan for alvor kan være tjent med.
Forsanger Federico Fano er ikke langt fra Kim fra Hvidovre og Rob Halfords uægte søn, hvilket skal opleves. Der er lidt speed metal, lidt bølle og lidt sleazerock, men det lyder stadig vildt meget som noget, der har ligget og modnet et par måneder i en sarkofag.
Hvis du ikke gider at sidde i kælderen, så er det her helt sikkert et album som også er vildt godt at køre på knallert til. Det har også luftguitarpotentiale.
Aggressive Perfector – ‘Come Creeping Fiends’
Det her er også sådan noget læderjakke-og-solbrille-rock, men det går lidt hurtigere end så meget af det andet. Det er sådan noget som din mor ville have slået korsets tegn for i 1980’erne, hvilket jo er et kvalitetsstempel. Der er fart på, fede riffs og sådan en bjæffende køter-vokal. De er godt nok opkaldt efter det der nummer med Slayer, men det kan man sgu ikke rigtigt høre. Der er ikke meget thrash at spore her, men stadig masser af læder, nitter og røvsprække i læderbuksen. Forestil dig Venom, hvis nu Venom ikke lød af pis.
Cruel Force – ‘Haneda’
Mere røvsprækkemetal, men uden så meget black og med meget mere thrash. Det går hurtigere end Borgernes Parti er blevet til Borgerens Parti og trommeslageren laver Neil Peart-trommefills sådan ca. 50 gange i løbet af første nummer. Ellers er der sgu ikke så meget pis. Det går pænt stærkt og man kan helt sikkert ryste med sin heavy metal-knytnæve til det oppe foran.
Husk nittebæltet og skub til sidemanden.
Templar – ‘Conquering Swords’
Det her er sådan noget He-Man metal, hvor man kan stå i bar kas’ og lændeklæde, mens man svinger sit rollespilssværd og sander, at man nok heller ikke får poppet sit cherry i år. I hvert fald ikke før man har taget et bad. Det er sådan noget, der lyder svensk og fyrre år gammelt, men kun er svensk. De har nok også hørt lidt Yngwie Malmsteen og læst en hel masse Dragonlance. Det er sådan noget metal hvor vokalen faktisk er lidt halvsløj, men man så stadig synes at det er fedt, fordi sangene hedder sådan noget som ‘Excalibur’, ‘Gates of Angmar’ og ‘Witchking.’
Worm – ‘Necropalace’
Man fristes til at sige, at det er længe siden at Dimmu Borgir har været gode. Det her lyder som en god Dimmu Borgir-plade, men er så spillet af nogle amerikanere som startede med at spille doom, men fandt ud af at det var meget sejere med pandamaling og trylleklaver.
Det kan man jo ikke fornægte, og denne plade er ærligt talt tæt på at være et mesterværk. Coveret har også en eller anden kosmisk vampyrdude, som slås med en flyvende orm, og det er jo ret sejt. Det er sådan noget black metal, hvor man kan slippe afsted med at have pseudonymer som ‘Phantom Slaughter’ og ‘Wroth Septentrion’, uden at man blinker en eneste gang. Det er helt vildt meget for meget på samme tid, og helt vildt godt.
Transilvania – ‘Magia Posthuma’
Hvordan tror du egentlig selv, at et band, som hedder Transilvania, lyder? Det er selvfølgelig noget med flagermusevinger og gaddagungdaddagung, som både er lidt kinky black og mestendels sej heavy metal. Der er lidt Celtic Frost over det til tider, men samtidig er der også nogle ægte og iskolde andenbølgemelodier. Det er måske en acquired taste, men hvis man kan lide sin black metal af den gamle skole, så er Transilvania et godt bud. Tænd stearinlyset og skænk dig et glas rødvin.
Possession – ‘The Mother of Darkness’
Her er vi ude i sådan noget halv-black-halv-død-med-en-ridder-og-en-død-baby-og-et-edderkoppemonster-på-coveret-core, og det er jo lige det du har brug for nu. Det lyder som noget der er optaget i katakomberne i din lokale borgruin, med papkassetrommer, duttelutguitar og manisk vokal. Det er sådan noget, der absolut aldrig nogensinde kommer til at spille på Copenhell, hvilket jo kun giver større grund til at lytte til det. Jeg kunne måske godt tænke mig, at det var endnu mere bestialsk, men det er nok det farligste Belgien nogensinde kommer til at blive. Det må man trods alt også anerkende.
