På ‘Amen’ sprænges grænserne for, hvad Igorrr kan, i et kalejdoskop af metal, breakcore, klassisk og noise. Resultatet er lige dele legesygt og kaotisk.
Jeg tror, vi alle sammen kender en type som Gautier Serre: hamsteren i hjulet, der holder Igorrr-maskinen kørende. Måske er du selv sådan en type. Den rastløse ven, der aldrig kan holde sig til én ting ad gangen. Så vil de dit, og så vil de dat. Starter på en uddannelse og dropper ud et halvt år senere. Køber en guitar og skubber den ind under sofaen, fordi det enten var for svært, eller fordi det ikke længere var nyt og spændende. Begynder at samle på frimærker, indtil mønter pludselig virker sejere. Du ved, hvad jeg mener. Og det er naturligvis helt okay ikke at vide, hvad fanden man vil – og selv hvis man finder ud af det, er det okay pludselig at ville noget andet.
Gautier Serre er den rastløse ven i overdrive. Og jeg tror, at jeg er ved at have luret essensen af Igorrrs musik. Hvis der ikke hele tiden, altid sker noget, og hvis musikken ikke muterer konstant, så har Gautier Serre fejlet.
‘Amen’ er det første Igorrr-album siden ‘Spirituality and Distortion’ fra 2020, og på mange punkter er det lyden af alt-mulig-projektet, som vi kender det. ALT skal trækkes til sin absolut yderste konsekvens, og når man lytter til musikken, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at den må have taget en evighed at lave. Ikke kun fordi lagene i musikken er mange, men fordi det må have taget ufatteligt lang tid at vurdere, hvornår et nummer er færdigt. Hvornår skal man stoppe med at tilføje mere? Hvornår skal man skære noget væk? Og hvor mange gange har hele skidtet kollapset under sin egen vægt undervejs?
Sådan noget tænker jeg tit på, når jeg hører Igorrrs musik. Det er på trods af, at Gautier Serre ofte insisterer på, at musikken skriver sig selv, og at han ikke orker at analysere den. Man siger, at for mange kokke fordærver maden, men her har vi kun én kok, der til gengæld bare har lavet sygt meget mad. Så se hellere at få spist op.
Forretten hedder ‘Daemoni’, og den serveres som et tungt, pumpende basbeat, akkompagneret af en endnu dybere strubesang leveret af Dmitry Tarakanov. Gautier Serre har aldrig lagt skjul på sine inspirationskilder, og gør det heller ikke på ‘Amen’. Det her beat skriger af Aphex Twin. Personligt har jeg aldrig rigtigt brudt mig om det, som genrepolitiet nok ville kalde “elektronisk metal”, men hvis Igorrr inkluderes i den pulje, må det være undtagelsen, der bekræfter reglen.
Hovedriffet på ‘Daemoni’ er et industrial-agtigt monster, som næsten smager lidt af Rammstein, men jævnligt bliver brudt på af en plukkende akustisk guitar og Marthe Alexandres imponerende, selvsikre vokal. Der er ingen tvivl om, at hun er en enormt stærk tilføjelse til Igorrr-universet. Alexandre erstatter Aphrodite Patoulidou, som selv overtog pladsen efter den tidligere sopran, Laure Le Prunenec, som nåede at synge i bandet i over et årti. Ingen af de to savnes sådan set i det øjeblik, Alexandre åbner munden. Som en person, der ikke ville kunne synge rent, om det så gjaldt mig mit liv, står jeg måbende tilbage, når jeg bliver konfronteret med hendes imponerende stemmeomfang. En anden ny tilføjelse og klædelig tilføjelse til flokken er JB Le Bail, som har stået for growls på pladen. Han gør det ligeledes fortrinligt.
På ‘Headbutt’ gør klaveret sin storstilede entré, og Serre sparer ikke på det. Det får sig nogle tæsk – ikke mindst i musikvideoen, hvor han knuser tangenterne med en gravko. Nummeret her er det første af mange legesyge skæringer på ‘Amen’, og især Rémi Serafinos fokus på bækkenerne i sit trommespil, får denne sang til at skille sig ud fra mængden. Hvis man altså kan tale om en decideret “mængde”. Der er jo ikke rigtigt to Igorrr-sange, som lyder ens. Her, nær slutningen, begynder ‘Headbutt’ tilmed at glitche, og det lyder næsten som et computerprogram, hvis 0’ere og 1’ere begynder at smelte under vægten af sin egen kode.
På ‘Limbo’ får koret en mere fremtrædende rolle, og resultatet er direkte gåsehudsfremkaldende. Det er sådan et nummer, der ville passe perfekt til en boss fight i et RPG, og det er ment som et kæmpe kompliment. Det er stemningsfuldt, men til gengæld også et af de få steder på ‘Amen’, hvor Igorrr lyder en smule mere konventionelt. Sammenlignet med resten af pladen, er ‘Limbo’ faktisk en smule generisk.
Gautier Serre oplever synæstesi, som er et sjældent fænomen, hvor dem, der oplever det, sammenblander to eller flere forskellige sanseindtryk. Det kan manifestere sig på mange forskellige måder, og for Serre betyder det, at han ser musik i farver. Og hvis hans musik ikke er blå eller lilla, skal han ikke bede om det. Normalt er resultatet brunt, når man blander hele farvepaletten sammen, men når man lytter til et Igorrr-album, sidder man tilbage med følelsen af at have stirret ind i et kalejdoskop i 45 minutter. Dette gælder også ‘Amen’.
Hvis lilla er lyden af Igorrr, så er ‘Blastbeat Falafel’ en lavendelmark. Det er en klyngebombe af soniske indtryk, og i musikvideoen bliver der nærmest introduceret et nyt instrument for hvert klip. Drum and bass-stykket omkring et minut inde er jeg fuldstændig vild med, og koret samt de elektroniske lag bidrager som vanligt til at løfte nummerets totalitet til nye højder. Måske er jeg biased, fordi jeg både kan lide blastbeats og falafler.
Et band, som har været altafgørende i dannelsen af Igorrrs musikalske udtryk, er Mr. Bungle. Derfor må det have været et andet drømmescenarie, at få muligheden for at arbejde sammen med Trey Spruance og Scott Ian. Begge gør det som forventeligt rigtigt godt, og det er så tydeligt at høre, at det er Spruance, som spiller guitar på ‘Blastbeat Falafel’. Der er nemlig præcis den samme lyd på guitaren, som kan høres på ‘California’-pladen fra 1999.
Scott Ians gæsteoptræden findes senere på albummet på nummeret ‘Mustard Mucous’, der byder på en blanding af blokfløjte og dødsmetal. Det er så Igorrr-agtigt, som det næsten kan blive. Det er fjollet musik, som bliver taget dybt alvorligt, og sådan noget kan ekstremt hurtigt blive det mest tåkrummende i hele verden. Dog består Igorrr cringe-testen, og det er blandt andet grundet numre som ‘Mustard Mucous’, der står tilbage som et af albummets stærkeste sange.
‘Infestis’ er et andet nummer, som fortjener at blive fremhævet. Her er vi igen ude i en cinematisk intro med strygere og et næsten tre meter langt tibetansk horn. Og så – som et lyn fra en skyfri himmel – bliver vi mejetærsket af et piskesmældsinducerende bøllebanksriff. På samme tid er nummeret mere elegant og afbalanceret end resten af pladens flashbangs af “SE MIG, SE MIG”-musik.
Det visuelle udtryk er vigtigt for Igorrr, og nu lader det omsider til, at budgettet er der til at få smækket nogle flere musikvideoer sammen. Man har i hvert fald været gavmilde med dem i forbindelse med ‘Amen’. Udstikkeren her er ‘ADHD’, hvor Igorrr har fået hjælp af generativ AI, og den ser virkelig hæslig ud. Den er ikke bare mærkelig, som eksempelvis videoen til ‘Very Noise’ fra sidste album, men bare.. grim. Helt grotesk grim. ‘ADHD’ tjener faktisk nogenlunde samme funktion som ‘Very Noise’ gjorde, den er bare et dobbelt så langt og endnu mere gakket stykke klippe-klistre-musik med cembalo kørt henover. Det er tilmed en af de eneste sange, Serre har skrevet helt selv. Den er også for lang. Finurlig, men for lang.
Den anden sang, som Serre selv har skrevet, er ‘2020’, som kommer lige bagefter. Den er 12 sekunder lang, og fungerer som en utroligt passende beskrivelse af det år, den handler om. Så fik Igorrr vel også deres ‘You Suffer’.
Hvis vi vender tilbage til koret, som for øvrigt er blevet optaget i et kloster i Nice, har det haft en enorm betydning for det her albums stemning. På ‘Pure Disproportionate Black & White Nihilism’ (ja, det hedder den) høres det også nær slutningen, hvor koret nærmest smelter helt ned til a-mol, hvor det næste nummer så starter. ‘Amen’ føles en snert mørkere end Igorrrs plader tidligere har været, og det kan langt hen ad vejen tilskrives koret, men også, tror jeg, den besværlige tid, som har præget pladens tilblivelsesproces.
På ‘Étude n°120’ skrues der ned for tempoet med lidt stemningsfuldt akustisk guitarlir før ‘Silence’, pladens sidste og længste sang, nærmest bløder ud af albummet. Det er larmende og bombastisk, men også besynderligt smukt. Opbruddet af noise-elementerne med Alexandres overdådige operavokal over et lige så ekstravagant orkester er en genistreg uden lige, og det er næsten ikke til at fatte, at ‘Silence’ er på samme skive som ‘Blastbeat Falafel’.
På ‘Amen’ demonstreres der teknisk virtuositet, og det virker på samtlige parametre som indfrielsen af en vision, som har været årevis undervejs. Det kræver en sjælden form for overblik og æstetisk intuition at udgive noget så komplekst og flerfacetteret, uden at det nogensinde føles påtaget eller som en parodi af Igorrrs lyd. Med mindre Gautier Serre på et tidspunkt formår at overgå sig selv endnu en gang, kunne ‘Amen’ meget vel ende med at blive husket som hans mesterværk.
