I Platons ‘Symposion’ lader den berømte filosof den legendariske skuespilforfatter Aristofanes berette om menneskets oprindelse. Aristofanes fortæller, at mennesket oprindeligt havde fire arme, fire ben og to hoveder, men at Zeus skulle have følt sig så truet af denne skabnings kraft, at han med en tordenkile delte dem i to, så de for evigt måtte lede efter deres anden halvdel.
Meget senere – og måske ubeslægtet med denne historie – systemsætter den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel en anden græsk tradition: Dialektikken. For grækerne var det en måde at belyse et emne grundigt – to modsatrettede holdninger eller opfattelser, der mødtes i samtale og viste forskellige aspekter frem. Sokrates, Platons mentor, var meget berømt for dette.
For Hegel var det en måde at nå frem til en beskrivelse af det nuværende. Et abstrakt, et negativ og et konkret – eller i forsimplet form: tese, antitese og syntese. Pointen er her, at det nuværende eksisterer på grundlaget af noget sket, dettes modreaktion og den form, de tos sammensmeltning har fået.
Marx og Engels tog det ned på jorden og gjorde dialektikken materialistisk. Hvordan, spurgte de, skulle man ellers kunne forklare forskellen mellem land og by, mellem fysisk og mentalt arbejde eller mellem dem, der havde, og dem, der manglede?
For Engels handlede det om, at to tilsyneladende modsatte elementer ville antage naturlige eller ægte former netop i kraft af mod- og samspillet i deres striden mod hinanden.
Denne ægte form er Agriculture. Det er i hvert fald det, jeg vil påstå efter at have fordybet mig i ‘The Spiritual Sound’, der er bandets anden LP siden deres opståen i 2022. Det er jo ikke som sådan noget nyt at blande det søde med det sure eller det rå med det rene. Der kan man bare se på hele metalcore-bølgen i 00’erne. Der vil jeg dog påstå, at frugten af syntesen var rådden og ækel og det musikalske svar på en kold lodning, hvor ingen af delene som sådan havde gavn af at have noget med hinanden at gøre.
Lige modsat er det med ‘The Spiritual Sound’. Jeg er ekstremt glad for de to foregående udgivelser. ‘The Circle Chant’ kørte på repeat og repeat og repeat, og det samme gjorde navnlig ‘Living is Easy’, der måske er drønet direkte ind på toppen af min yndlings-EP-liste.
Anderledes havde jeg det helt ærligt, da jeg satte mig for at lytte til ‘The Spiritual Sound’ første gang. Hvor ‘The Circle Chant’ fangede mig fra første sekund, var forundring det, der slog rod i mig ved gennemlytningen af denne nye plade.
Jeg havde forventet mig noget smukt, men blev i stedet ramt af noget grimt. Det er ikke, fordi Agriculture er fremmede for det voldsomme – lyt bare til ‘In the House of Angel Flesh – men dette var skærende, skurrende, dissonant og fragmenteret. Indtil godt to minutter inde, hvor en besynderlig rolighed og en effektdruknet vokal tog over fra de mærkelige, synkoperede og basdrevne sangstykker. Her mindede det mig om Wishfield, der tog udgangspunkt i det sære elektroniske, og slet ikke det meget mere organiske Agriculture, jeg havde vænnet mig til. ‘The Garden’ er generelt ikke et melodiøst stykke. Det samme gælder til en vis grad for ‘Flea’, der i begyndelsen leder tankerne mere i retning af Couch Slut, men dog med det aber dabei, at Richard Chowenhills pastoralt rullende guitar kan fornemmes bag støjen og de fra-mange-sider-kommende vokalstykker.
Også dette nummer ændrer sig, og med dette album kan man med en vis ret beskylde Agriculture for at være blevet “progressive”. Dog stadig ikke på et plan, der ikke er til at holde ud, men på et sted hvor fremdriften og foranderligheden er grundlaget. Man havde måske heller ikke forventet en decideret guitarsolo midt i anden sang på en plade som denne, men den kommer også.
Og så kan man jo sidde der og føle sig forvirret. Det gjorde jeg i hvert fald.
Først på ‘Micah (5: 15am)’ klikkede pladen for mig. Og det endda selvom den heller ikke lyder som det tidligere. Leah Levinson giver den nemlig med hardcoreråb frem for hendes normale black metal-vokal, og det gav på en eller anden måde mening for mig. Dette track bliver så absolut et af mine nye favoritter, da det på mange måder kan opfattes som netop den gyldne sammenblanding af de tidligere kendte elementer i bandets repertoire og noget nyt udefra.
I bølgetoppe og bølgedale kaster ‘The Spiritual Sound’ sig således ud i sin rejse gennem små tre kvarters spilletid, hvor ‘The Weight’ naturligt nok fungerer som anker for alle de strejftog, vi skal ud på. Et nadir, hvorfra pladen strømmer i alle retninger. Det er en pudsig måde at beskrive en plade, der i sagens natur bevæger sig lineært, men ikke desto mindre opleves cirkulært – i hvert fald for undertegnede. Og ‘The Weight’ med sit lave tempo, sin dunkle stemning og malstrømsagtige vokal er centrum, hvorom alting drejer sig.
‘Serenity’ er opadstigende og salmisk i sin henførte ekstase og lover opadstigen til det himmelske, mens den kort efterfølgende ‘Dan’s Love Song’ holder sit fokus på det verdslige. Den menneskelige kærlighed, der i sin grundessens er guddommelig, men som Aristofanes tvinger os til at stræbe efter vores jordiske lykke.
Denne spejles i ‘Hallelujah’, hvor netop førnævnte Dan Meyer får lov til at fremvise sin smukke og skrøbelige stemme og det akustiske guitarspil, vi også oplevede i ‘Being Eaten by a Tiger’. Inden den naturligvis løftes op af Kern Haugs stramt distribuerede blasts og Chowenhills legesyge guitar. ‘Hallelujah’ er indeklemt mellem singlen ‘Bodhidharma’, der er Agriculture, som vi kender og elsker dem, og albumlukkeren ‘The Reply’, der læner sig op ad en post-metallisk lyd med tunge, crashende bækkener og lokomotiviske guitarriffs. Og så en gæsteoptræden fra Emma Ruth Rundle, der denne gang lyder næsten fuldstændig som Martin Byrial på Liserstilles mesterværk ‘Lys over tid’.
Om pladen forklarer bandet selv, at den grundlæggende handler om to helt forskellige ting. A-siden er primært skrevet af Leah Levinson og handler om hendes liv som queer-person. Om vold og angst, om at komme i hælene af en generation, der blev tvunget til at dø af et etablissement, der hellere ville fremstå troende end at hjælpe døende mennesker. Den handler om at føle sig udstødt og være i skudlinjen for hver eneste usikre mand, hver eneste afdankede børnebogsforfatter og tv-vært, hver eneste opportunistiske grib af en politiker. Det handler om hver eneste dag at høre om, hvorfor du og alle som dig fortjener at dø. Det er ikke for sjov, at ‘The Weight’ lyder så fortvivlet, som den gør.
Hendes modsætning er B-siden skrevet af Dan Meyer, der i kraft af sit jødiske ophav også oplever sin del had og generationelt traume, men som har søgt indad. Har forsøgt at finde sandheden og det guddommelige i det, han ser. Han spørger, om han ligesom Bodhidharma også skal skære sine øjenlåg af og stirre på en mur i ni år. Han spørger, om det er sådan, man kommer til at se Gud.
Bandet forklarer, at de to er modsatrettede stemmer, men at de komplimenterer hinanden dybt. Og det er sandt. Og vi er nået til grunden til, at jeg startede med at tale om dialektik. Det er nemlig i modsætningerne, i sammensmeltningerne, at vi skaber det helt særegne.
I ‘Bodidharma’ høres linjen “one thousand little leaves, one thousand trees”, og i det øjeblik giver sammenhængen mening.
For ligesom et enkelt blad ikke er en skov, er der ingen skove uden blade. Der må være en modsathed, og der må være en sammenhæng.
Hvis nogen er syntesen, er det Agriculture. For mellem kærlighed og smerte, had og sorg, hengivenhed og håbløshed findes et dybere hele.
