“Døden er spejlbilledet af os selv og den verden, vi lever i.”1
Sådan skriver min gode ven Peter Clement Lund i sin ph.d.-afhandling ‘Grief as disorder’ fra 2021. Det er en afhandling, der handler om sorgens diagnostik og i særdeleshed om kompliceret sorg som følge af et andet menneskes død.
I denne argumenterer Lund for, at døden – og derigennem sorgen – direkte påvirker måden, vi behandler livet på.
Han skriver:
“Vi har altid måttet se andre mennesker dø, og hvis det at være menneske kan findes i vores relationer og vores afhængighed af andre, så vil det at bevidne disse andres død og dermed opleve deres permanente fravær, være et specifikt og uundgåeligt element af at være menneske.”
Altså at vi ikke er i stand til at være mennesker eller reflektere over os selv og vores samfund uden at konfronteres – på en eller anden måde – med døden. Og dermed sorgen. Han forklarer også, at samfund både bogstaveligt og i overført betydning er bygget på de døde. Og det synes jeg er et mægtigt interessant perspektiv at have med. Vi ved, at folk er døde før os. Vi ved, at vores måde at leve på har krævet astronomiske dødstal, hvis ikke på én gang, så over tid. Og vi ved, at vi husker de døde. De berømte døde, vi stadig citerer – Platon, Descartes, Grundtvig – men også de døde, som vi kun bærer i vore hjerter.
Den massive betydning, døden og de døde har for os, er svær at overvurdere. Verdens største religion kunne med en vis retfærdighed beskrives som en dødskult, og dens symbol er redskabet, hvormed dens frelser blev pint og dræbt.
Døden fylder en del. Derfor giver det også mening, at Lund skriver om den. Både her, som forsker, men så absolut også gennem sit virke i Kollapse, et band, der så absolut også beskæftiger sig med de tungere elementer.
Jeg skal ikke lade, som om jeg forstår lige så meget af sorgens mekanikker, som Peter gør. Det er det heldigvis de færreste, som gør. Alligevel gav jeg mig i kast med at læse hans afhandling. Og det endda selvom denne anmeldelse handler om et helt andet band end hans. For det første syntes jeg ikke, jeg vidste nok om sorg. Jeg forstod den nok. Eller også forstod jeg melankolien. Jeg har rigelig erfaring med det sidste og heldigvis noget mindre med det første. Og Mares of Thrace vækkede en hunger efter at forstå de følelser, den canadiske duo skildrer på indeværende plade.
For det andet er Peter – ud over at være en fremragende dygtig forsker, en bundsolid og talentfuld musiker og en pissegod makker – også syg.
Han er meget syg. Og derfor tænker jeg meget på ham for tiden.
‘The Loss’ åbner med et skrig. Et trommehindeflænsende skrig fra Thérèse Lanz, der griber lytteren ved den emotionelle hals og blæser ørerne fulde af alt det, hun frygter, hun kommer til at opleve.
‘Anticipatory Grief’ er første track på ‘The Loss’, der netop handler om sorgen ved tabet af en elsket. “Forventningens glæde er størst” går et mundheld, der ofte fejlagtigt tillægges Søren Kierkegaard, og om det passer eller ej, kan diskuteres, men det har i hvert fald fundet resonans nok til at blive en del af vores fælles vokabularium – og det er det stik modsatte af forventningens sorg. Når man ved, at én, man elsker, skal herfra, fyldes både hjerte og sind af dem og alt det, man ikke skal opleve. Det handler om uvisheden i, hvad der skal ske, at alt, man har planlagt og forestillet sig sammen med denne person, rives i tusind stykker, og man står tilbage uden hverken plan eller retning og med intet andet end en hård og kold klump i maven. Måske kan man ikke engang nyde den tid, man har med vedkommende.
Det er en hård start på et album, men som konceptuelt værk er Lanz’ skrig intet andet end perfekt, når hun på så håndgribelig vis giver os et indblik i den tumult, forventningens sorg medfører. Mares of Thrace spiller en sludget post-black med progressive elementer, og der bliver plads til både synkoperede trommestykker samt tunge breaks fra Lanz, inden vi gennem talte stykker lidt à la Couch Slut forklares, hvordan personen, det drejer sig om, bittert afviser banaliteter og floskler. Vi forstår. Uendelige “kondolerer 🫂” på Facebook er lige dele frustrerende og ubrugeligt, samtidig med at de er en vigtig kilde til at give andre afløb for deres lille del af sorgen. Ligesom håndtryk ved gravøllet.
Herefter er det ‘The First Stage: Shock’, som canadierne er nået til.
En feedende guitar og Casey Rogers’ tryllende trommer lægger bunden for et mere desperat udråb, der giver mig mere end en forbigående reference til Battle of Mice. Særligt guitarstykket fra omkring et minut inde og den måde, det går over i flere forskellige vokalstykker fra både Lanz og Rogers – alene og i fællesskab. Og jeg elsker det. De små mellow områder midt i den voldsombruste musikalitet tilføjer udelukkende det strejf af sorg, som chokkets raseri indeholder. Lanz er en fænomenal sanger, der konstant balancerer på knivsæggen af halskatar på præcis den måde, jeg holder mest af det.
‘The Second Stage: Denial’ har et utroligt smukt stykke, hvor Lanz synger “I guess I’ll sing for the both of us”, og den måde, hun får indkapslet smerten igennem sin næsten-smukke vokalføring, er så utroligt passende. Det er også interessant, at man kan mærke hvordan, det har været vigtigt for Mares of Thrace ikke blot at fange raseriet eller sorgen, men får det viklet sammen i en blanding af post-black og sludgy riffs og trommepassager.
Det er svært for mig ikke at skrive en track-for-track-gennemgang af denne plade. Hvert eneste nummer føles så vægtigt og solidt og som noget, der ikke kan springes over. Måske lidt som stadierne i Elisabeth Kübler-Ross’ omdiskuterede sorgmodel fra 1969, der ligger til grund for dette album, er hvert eneste element vigtig for, at man kan gå i døden med åben pande. Og for at vi andre kan komme videre.
‘Disenfranchised Grief’ virker for eksempel ekstremt vigtig. Den KEN Mode-grindende noisebund er hidsig og frastødende og passer godt til emnet, der ofte er så svært at komme i nærheden af. Folk, der oplever tab, skal sørge. Men de skal gøre det på den måde, vi andre kan holde ud. Vi synes, at mellemøstens grædekoner er forlorne, vi synes, at jødernes årslange afskedsproces er for meget, og vi synes, at begravelser skal klares med en stiff upper lip og et diskret dup under øjnene med lommetørklædet.
Hvis den sørgende svarer “ad helvede til”, når vi spørger dem, hvordan det går, holder vi op med at spørge. Folk skal “komme videre”. De skal i hvert fald ikke udvise alt for mange tegn på sorg, før vi begynder at skære dem fra i dagligdagen. “Disenfranchised grief” er defineret af dr. Kenneth J. Doka i 1989, og dækker også over sorg, der knytter sig til dem, samfundet ikke synes, man må sørge over. Selvmordsofre, homoseksuelle og stofbrugere vurderes tit ikke som nogen, det er værd at bruge tid på. Derfor kan deres efterladte fanges i en dobbelt spiral, hvor sorgen holder dem i et jerngreb, alt imens samfundet omkring dem forlanger, at de føler anderledes. Det kræver ikke den store eksamen at forstå, at dette ikke hjælper nogen. Den kaotiske og svært definerbare call-and-response-rytme i sangen fanger derfor denne krydsild fremragende.
‘The Fourth Stage: Bargaining’ lægger engleskønt ud, inden Rogers blæser taget af kapellet med en ond dobbeltpedal. Lanz’ skærende og progressive guitarlicks stikker og dolker i lytteren, inden hendes vokal antager black metallisk klang og ækelhed. Forhandlingsfasen er desperat og uskøn, og det fornemmer vi.
Den komplicerede sorg eller prolonged-grief disorder er det, Lund i høj grad behandler i sin afhandling. Det er ikke som sådan en diagnose, vi ønsker at bruge i Danmark. Eller rettere sagt; lægerne ønsker det ikke. Det Nationale Sorgcenter gør. Mange pårørendegrupper og bedemænd gør.
Men som tilfældet er for den skjulte sorg, den frarøvede sorg eller “disenfranchised grief”, som vi talte om før, handler det ofte om, at den – diagnosen – gør livet mere besværligt for os andre. For lægerne, for arbejdsgiverne, for samfundet. Kan det virkelig passe, at man skal gå og sørge så længe? Og gælder det så som en sygdom? Sådan en, der gør, at man ikke kan kyles i jobcenteret. Meget besværligt.
Ikke desto mindre er sorg en virkelig størrelse. Det lykkedes ikke Lund som sådan at binde en sløjfe på arbejdet med at undersøge sorg som både tilstand, koncept og patologi i Danmark i løbet af sin afhandling. Men som vi ved, er fraværet af noget også noget i sig selv – lidt på samme måde som fraværet af en person er sorg.
‘The Fifth Stage: Depression’ er lige så Julie Christmask i sin vokal, og Lanz får her mulighed for at spille melankolske skalaer og soloer, inden hun forklarer, hvordan det at eksistere i tabet føles som at være en olieindsmurt fugl. At det er umuligt at tro på en fremtid. Der kværnes igennem i fuzzen, mens hun råber, at hun i dagens lys føler sig som et forbandet væsen, der aldrig skulle have forladt hulen.
Til sidst dør vi. Jeg kender allerede en del, der er døde. Bedsteforældre. Klassekammerater. Elever. Venner. Alle berøres af døden. Det er vi fælles om.
Ifølge Kübler-Ross kommer vi til en accept på et tidspunkt. Det ved jeg ikke, om passer. Når jeg tænker på dem, jeg holder af, der ikke er her mere, eller dem, jeg frygter snart ikke er her længere, så føler jeg ikke accept. Det kan ikke passe, at det bare er slut. At de her mennesker, som var så meget og rummede så meget, bare er et minde, så længe vi andre er her til at huske dem.
I sådanne tider ønsker jeg, at jeg var religiøs. Det er det, der er grunden til, at vi overhovedet har skabt konceptet.
Mares of Thrace lukker pladen med akustisk guitar og ønsket om at opleve alle de menneskelige følelser. Det er vel det, der gør mest ondt ved at tænke på døden, når man ikke tror, der sker mere bagefter. Det kunne være rart at blive ved med at føle noget. For ud over at det hele slukker en dag, så er det det, at vi føler noget, der samler os som mennesker. Så måske er tanken om sorg en opfordring til at føle noget.
Måske er det, at vi sørger og føler så kraftigt i forbindelse med døden en påmindelse om at leve. Jeg ved det ikke, men det er et ok bud.
1: https://vbn.aau.dk/da/publications/grief-as-disorder-on-the-transformation-of-grief-from-existential
