Vi har før anmeldt hardcoreplader med covers, der lover noget lidt andet end det, der gemmer sig bag dem. *Host* Sorcerer *host*. Den nye og tredje plade fra Manchester-bandet Guilt Trip ligner ved første øjekast noget, Dream Theater ville udgive, uden at jeg egentlig ville kunne udpege sådan en, hvis jeg stod i en pladebutik. Men det ser nørdet ud, så det er altså den fornemmelse, jeg får. Gudskelov er der hverken nasal pivevokal eller sange på længde med musikteoriforelæsninger på ‘Armour of Angels’. Til gengæld er der alt muligt andet, som jeg bliver nødt til at forholde mig til, for modsat alle jer andre gode hXc-folk, kan jeg ikke bare holde min kæft og tage min kreatin uden at gøre mine holdninger til andres problem.
‘Armour of Angels’ er by and large alle andre Guilt Trip-sange i en trenchcoat. Det er de samme riffs, de samme hylende pinch harmonics og de samme breakdowns i ny indpakning. Tilsat er en masse tekster om Gud og tro samt en lille smule 00’er-nu metal-worship, så hvis målet var at lave en plade, der skulle lyde præcis som det, man forestiller sig, når nogen siger “ny Guilt Trip”, er ‘Armour of Angels’ en fuldtræffer – og så alligevel ikke helt. Kombinationen af byggestenene, der udgør Guilt Trip, er ganske vist stadig til stede, og ingen nye er tilføjede, men visse sten fylder nu mere end andre. Dog er der stadigvæk numre på pladen, der sagtens kunne have figureret på tidligere udgivelser, heriblandt ‘Angel Eyes’, som mest af alt lyder som en AI, der er blevet prompted til at skrive en Guilt Trip sang, som man kan smadre sin dødløft-PR til, mens man bunder en hvid Monster mellem sine sets. Det er selvparodisk, ja, men musik som det er nogle dage det fedeste i hele verden. Det ved vi jo, at det er, når de spiller live.
Problemet er bare, at når man sidder alene med pladen, og ikke two-stepper sig selv forpustet sammen med sine kammersjukker, begynder man også at lægge mærke til, hvor same-y skidtet egentlig lyder. Jovist, ret skal være ret, der er da et par steder, hvor nærværende plade oprigtigt adskiller sig fra Guilt Trips sidste to. Der er flere slåskamps-anthems end på Se-se-se-‘Severance’ og mindre nu metal-vammelhed at spore imellem dem. Guilt Trip har med andre ord satset endnu større på hardcoren, og hvorvidt det er fedt, kommer an på ens eget forhold til deres tidligere materiale. For mit eget vedkommende er det kærkomment, at klicheerne fra starten af 00’erne er færre, og jeg sætter faktisk bare pris på, at der trods alt er nogen udvikling at spore i bandet. Udvikling forstået på den måde, at alt er det samme, bortset fra det, som man har kasseret, således at bandet nu på mange måder lyder ligesom alle de andre.
Af de konkrete afstikkere, albummet besidder, kan den wah-indsmurte Kirk Hammet-solo på ‘One by One’ fremhæves, mens ‘Dirt’ og ‘The Banner of Heaven’ skiller sig ud ved brugen af skønsang i omkvædene. Sidstnævnte får et pass, fordi de har hevet Sonny Sandoval ind på gæstevokal, hvilket tyder på, at de har omfavnet alle P.O.D-sammenligningerne. Desværre er den sang bare så tåkrummende fladpandet uden at være fjollet nok til, at den nogensinde bliver ægte fed. Men vi er lidt derhenad. Lidt.
Jeg kan egentlig kun forestille mig, at disse eksempler er at finde på pladen netop for at give den noget flavour, så man i en kort stund glemmer, hvor frustrerende uinteressant det man lytter til, egentlig er. Det samme kan siges om den ligegyldige ‘Intermission’, der optager plads nummer otte på tracklisten.
Så ja, den nye Guilt Trip lyder som Guilt Trip, det er et faktum, men jo længere tid jeg bruger sammen med pladen, desto sværere bliver det at pege på noget, der føles unikt deres eget. Hvad karakteriserer dem? At Jay Valentine synger en lille smule hurtigere end de fleste andre hardcoreforsangere? Eller at de lyder som Merauder med en renere produktion? Eller Judiciary? Eller Malevolence? Eller [Indsæt andet crossover-hardcoreband]? Er det de evindelige hyletoner eller de momentane callbacks til hængerøvsbukserne og det kiksede hår, der hittede for over 20 år siden? Hardcore har ganske vist aldrig været en genre, der har dyrket originalitet over alt andet, men når et band efter tre fuldlængdeplader stadig er lettere at beskrive gennem andre bands end gennem sig selv, begynder man alligevel at undre sig over, hvor Guilt Trip starter, og hvor deres inspirationskilder slutter. Og selv hvis ovenstående eksempler var nok til at kalde Guilt Trip et band med identitet, kan det så virkelig passe, at den kun rækker til at skrive én sang, som så bare kan kopieres 11 gange på en plade?
Et andet spørgsmål er, om det i det hele taget er så slemt, at være en “one trick pony”, hvis det trick, man er god til, er pissefedt? Når jeg bestiller en pita fra den lokale, bliver den lavet på samme måde hver eneste gang, og den smager sjovt nok lige godt hver gang. Hvis nogen begyndte at eksperimentere med opskriften, ville jeg nok finde et andet sted at pleje mine tømmermænd. Og det er nok lidt den rolle, Guilt Trip har fundet for dem selv.
For selvom ‘Armour of Angels’ sangskrivningsmæssigt ofte lyder som et genbrugsprodukt, gør alle i bandet egentlig præcis det, de skal, og de gør det tilmed godt. Sam Baker og Jak Maddens riffarbejde er enormt tight uanset om den står på chugs eller two-step, og med den rungende dybde leveret af newcomer Lily Kilcoyne, har vi at gøre med en bunke sange, som man kan headbange til med hele kroppen. Når man altså ikke hopper rundt på fusserne til et af Tom Aimsons smitsomme beats mens Jay Valentine skælder dig ud, som kun han kan gøre det. Han lyder så vred og come at me bro-agtigt, at man kun kan blive glad i låget af det.
Så hvad står man tilbage med? Man står tilbage med en plade, der er lige så fokuseret, som den er formularisk og plat. En plade, der sjældent overrasker, men som til gengæld ved præcis, hvad den vil være, og leverer det med en overbevisning, de færreste kan hamle op med. Er Armour of Angels mere af det samme? Ja. Er den på mange måder præcis det, man havde regnet med? Også ja. Kommer jeg til at skamhøre den, til jeg hader den? Jeg er allerede i gang.
