Det er altid de små, man skal passe mest på. Det er dem, der har mest at bevise og derfor er komplet utilregnelige. Voldsparatheden er en integreret del af udtrykket hos Decorticate, Sadopimp og Sewer Haul på deres nye split hhv. kassettebånd: Det er aldrig bare good times grindcore eller sluge-bajere-sludge – der lurer konstant en ubehagelighed under det, der er hele tiden en åben mulighed for, at det kan ende helt galt.
Der er noget rørende ved det trusselsbillede, Decorticate, Sadopimp og Sewer Haul maler i deres musik. Ikke at man kan vide sig sikker på at gå fri for at få på munden, det er altid bedst lige at se sig over skulderen. Men det er det, den voldsparathed synes at dække over: En fremmedgjorthed over for omverdenen, en skrøbelighed pansret til med trusler.
Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, de enkelte medlemmer har det, det skal jeg faktisk overhovedet ikke udtale mig om. Men det er sådan, det for mig kan føles at være i deres musik. Som om dens afstumpede bølleuvæsen udtrykker en rå afmagt. En desperat magtesløs brutalitet som hos dem, der laver hærværk på skolen om aftenen. Et gylp af ligegyldig modstand mod noget, det synes nyttesløst at kæmpe mod.
Og vi er langt, langt efter skoletid, men på en måde er det alligevel, som om det stadigvæk er skolegårdens kodeks, der gælder. De puster sig op, slynger fornærmelser ud, giver lammere, kappes om klamhed.
Forleden læste jeg den skotske antologi ‘Masculinity: An Anthology of Modern Voices’, hvor en bunke digtere på foruroligende ensartede måder forsøger, med redaktøren Rick Doves ord, at skabe et nyt narrativ, der “embraces the multitudes of manhood and what that might mean in a non-toxic future.” Det er en smuk målsætning, men når skammen, fadermordet, fornedrelsen og hadet fylder så meget, som den gør i antologien, er det ikke bare svært at se, hvordan det skulle udgøre en basis for et nyt narrativ, det er også et meget ensartet selvbebrejdende billede, det tegner af, hvordan mænd kan udtrykke deres rigt facetterede følelsesliv.
Decorticate er et korrektiv til den maskuline selvfortælling. Ikke mindst til den, alverdens Phil Anselmoer, Joe Roganer, Jordan Petersoner og David Vincenter byder på. Deres powerviolence er bydende kropslig, euforisk brutal, men når den trommer sig brystet, mærker den de blå mærker, hjertearytmien, den lurende håbløshed. Og buldrer videre. På splitten ‘Confluence of Auditory Defilement’ er det hele blevet strammet lidt hos K-Town-trioen. Der er kommet et andet flyd i sangene, der er beatdown i den afsluttende ‘Turkish Delight’. Det er en naturlig udvikling, som klæder bandet, det er svært at se, hvordan de skulle have gjort deres udtryk mere tykhovedet og afstumpet, uden det var blevet en vits – men det er også tydeligt et band på vej mod noget andet. Kender man K-Town-scenen ret, sandsynligvis opløsning.
Det behøver der ikke være noget galt i, der kan komme virkelig gode ting ud af bands, der går i opløsning. Se bare på bands som Roarback og Weak, der i midten af 10’erne aspirerede til at blive det nye shit inden for hhv. dødsthrash og sludge og så hurtigt fes ud igen efter hver en enkelt udgivelse. Ti år senere samles kræfterne i Sadopimp, der spiller en sludge præcis så rå og bundtung, som Weak stræbte mod, med alle de riffs og det groove, jeg dengang savnede hos Weak. På Sadopimps side af ‘Confluence of Auditory Defilement’ kommer truslen om vold ikke fra en hidsigt bjæffende køter, men fra en foruroligende svajende fulderik, der i aften har tænkt sig at gøre gengæld for alting én gang for alle. Det er virkelig ikke fedt i nattelivet, men som musikalsk fantasi og udtryk for kuldslået maskulinitet er det fabelagtigt.
Eller se på dødsmetalbandet Wayward Dawn, der gik opløsning og dermed gav to af medlemmerne mulighed for at koncentrere sig om deres goregrind-sideprojekt Slough, som nu hedder Sewer Haul. Ikke et ondt ord om Wayward Dawn, men tak!
Ofte bliver goregrind til en gang tegneseriesplatter, der lugter rigeligt af beklumret klubværelse og toksisk maskulinitet. Sådan, årh hvad, så kommer der lige indvolde ud af fjabben, høhø. Det er ikke, fordi en sang som ‘Scalp Split Open’ på Sewer Hauls ‘Torso Mangled Beyond Repair’ ligefrem anviser nye narrativer om maskuliniteten, der rigtig “embraces the multitudes of manhood,” (som Rick Dove i førnævnte antologi formulerer det), men de fem sange på båndet er en vigtig påmindelse om, hvor vigtigt det også er nogle gange bare at have det dumfedt med noget latterligt knast rabalder.
Sewer Haul svælger i ulækkerheden og brutaliteten med et stort smil over skærmen. De lyder som en af Nicolas Winding Refns fantasier om lejemordere fra Balkan, bare uden filmauteurens ængsteligt skælvende fascination og æstetisering af volden. Hos Sewer Haul er den rå vold et uomgængeligt vilkår. De hylder den ikke, den er der bare. Når man mindst venter det. Det gør Sewer Haul i en grindcore, der lyder som en sækfuld snask smadret med et stumpt våben. Men hvad vigtigere er, gør de det med en finesse, der kommer af alle årene i dødsmetal. Nede i slammet vokser strukturer frem, antydninger af riffs.
Det er uovertruffent, det er noget at styrke sig på, mens man ser sig over skulderen.
Decorticate/Sadopimp: ‘Confluence of Auditory Defilement’ og Sewer Haul: ‘Torso Mangled Beyond Repair’ er begge ude på Extremely Rotten Productions.
