Når metal lyder allermest ad helvede til, spartansk, hjamsk og elendig, minder den os om, at metal i sin sande form altid vil være en anakronisme. Metal hører lige så lidt hjemme i nutiden – fragmenteret, forjaget, forloren – som i de hvinende og skramlende 80’ere, for den er en urkraft, en strøm gennem tiden, et stående, gutturalt ugh! til dit forskræmte mådehold.
Den norske duo Deathhammer minder i hvert fald mig om, hvorfor det stadig kan være fedt at høre ny metal. At jeg ikke bare skal synke ned i båndskuffen og hengive mig til nostalgien over dengang, der endnu var hvide pletter på brutalitetens landkort, hvor nye ekstremer fortsat anedes bag horisonten, hvor dumfedheden fremdeles var en naturtilstand, ikke en tilstræbt uskyldsrenhed.
For klart er der en tilstræbt uformåenhed over Deathhammers musik, der får den til at ekkoe af fordums utøjlede og spontane vildskab. Følger de nok så meget en forlængst fastlagt formel for, hvordan blackened thrash metal helst skal lyde for at lyde rigtigt, lykkes de dog med at skabe en oplevelse af plasticitet i udtrykket: Man fornemmer nok, hvor det til enhver tid vil bære hen, men for hvert sving åbenbares det desuagtet for én som noget stadig nyt.
Man skal ikke mere end et par minutter ind i åbningsnummeret ‘Abyssic Thunder’ for at forstå, hvordan Deathhammer uafvendeligt veksler mellem forudanelse, forløsning og overraskelse: Et dystert og teatralsk synthtema med syntetiske pauker, en dåse-ouverture, som Morbid Angel engang excellerede i dem. Så rullende trommer med skindet spændt så stramt, at det lyder som papkasser; derpå gjalder et skrig henover et opadgående, syngende lyst og forsiret riff, inden sangen ramler afsted i en thrash som på den første Slayer-plade, som hos Nifelheim, som altid i en nittet og sømbeslået drømmeverden svøbt i kirkegårdståger og skummende discountøl.
Det er ikke ulig den åbning, man finder på Ice Wars nyeste plade, ‘Feel the Steel’ fra tilbage i januar. Men hvor det canadiske enmandsband over de seneste tre plader modigt har udforsket det potentiale, der ligger i den dilettantiske tilgang til heavy metal, og angler efter lyden af marskandiserens tilbudskasse – det er ment som en anbefaling, hør lige den plade! – tragter Deathhammer mod de flammende tinder.
På skrotpladsen.
Hvor alt det, der er blevet kasseret i jagten på omsætningsacceleration og effektmaksimering, ligger som uforgængeligt metalskrot. Se, den her kan bruges, den her kan få lidt olie, den her skal bare rettes ud og den her have rusten banket af. Så gør Deathhammer sådan, når de skriver deres sjette album, ‘Crimson Dawn’. Det er kram, selvom det er heftigt medtaget. Det er pauvert, men kan modstå endnu en atomkrig. Det kan køre dig over med en sardonisk latter. Henover kølerhjelmen står navnet med blodrøde bogstaver: ‘Stygian Lust’. Hvis du vil med, så stil dig i vejkanten med tomlen ude og et papskilt, hvor der står ‘Into the Blackness of Hell’.
Så det passer alligevel ikke helt at kalde Deathhammer ubehjælpsomme. De er ekstremt dygtige til at skabe nyt ud af ældgamle elementer. Til at gøre det genkendeligt og stadig uforudsigeligt. Som et ekko, der svarer dig med det, du virkelig ønsker dig. Blackened thrash metal. Hvad mere skulle dit spage hjerte dog begære?
