Hovedtelefoner på, gulv i ryg, lyt: Indiemetal-trioen BIG|BRAVE afmonterer sig selv som band i et forrygende urent brud med deres hidtidige praksis på den ordløse, stort set rytmefri, strukturnedbrydende, vildt foruroligende og smukke ‘OST’.
Metal mod metal.
Det syngende hyl fra en ufleksibel bue, der trækkes over strengene.
Et kabel, der spændes, knager, giver sig.
En klynken, en nynnen, skrig, brøl.
Dybe, ildevarslende bassdrops.
En forvrængning, der bygger sig op som en bølge af støj.
Der er uendelig lidt genkendeligt tilbage af den québecoisiske trio, der plejer at lave en tilforladelig, indieficeret postmetal, der på en og samme tid er svært tiltrækkende og irriterende tuttenuttet. Men kun tilsyneladende: Forvrængningen, den rumlende bas, den digitale manipulering af lydene har også tidligere ligget i deres musik: Hør bare, hvordan åbneren ‘i felt a funeral’ fra sidste års ‘A Chaos of Flowers’ korrumperer sig selv med lag på lag, som den lidt intetsigende vemodige melodi trænger sig vej igennem. Den modstand, støjen og mislydene har udgjort på de tidligere plader, har også bare fået dem til at virke nærmest overlæssede.
Det logiske skridt at tage for de fleste andre bands ville så være at barbere sangene ned til et nøgent udtryk, lade melodierne bære det hele. Heldigvis er BIG|BRAVE gået den modsatte vej og har i stedet skåret sangene og den traditionelle rockinstrumentering bort for at stå tilbage med et hjemsøgt hus af grufuld knitren og knagen. Det er så markant et anti-rock-statement, at jeg kun kan bifalde det – specielt fordi resultatet er så prægtigt, som ‘OST’ er det.
Som titlen antyder, er ‘OST’ tænkt som et soundtrack. BIG|BRAVE er selvfølgelig langt fra de første, der er kommet på at skabe musik til fiktive film, fordi en eller anden doven lytter har beskrevet deres lyd for dem som “cinematisk” (nogen har åbenbart ikke andet sprog for store følelser, end at de minder om noget, de har set i en film), men de har taget konsekvensen af det udgangspunkt og fået den visuelle kunstner Stacy Lee til at skabe en billedside til at akkompagnere pladen. Det kunne være interessant nok at se, hvordan hun har forløst det ved en af de koncertscreeninger, der skulle være under forbedelse, men min personlige oplevelse er, at ‘OST’ fungerer optimalt for sig selv. Med hovedtelefoner på for at fange alle detaljerne, liggende på gulvet, søvnlammet og helt fantastisk rædselsslagen.
‘OST’ fungerer optimalt for sig selv. Med hovedtelefoner på for at fange alle detaljerne, liggende på gulvet, søvnlammet og helt fantastisk rædselsslagen.
Praktiserer man den lytning, danner ‘OST’ sin helt egen fortælling, som man ikke behøver andres fortolkning af. Man kan ligge og undres over, hvorfor noget i ‘innominate Nº iv’ lyder som en fjeder, der strækkes hinsides bristepunktet. Man kan foruroliges over ‘innominate Nº vi’, hvor en bue mod en klaverbund lyder som knive, der skærpes, mens Robin Wattie skælvende nynner henover en grød af elektronisk støj. Man kan forestille sig, hvad det er for et hedensk ritual, der tager fart mod slutningen på ‘innominate Nº vii’, hvor der for første gang på pladen anslås en rytme. Man kan føle det hele lukke sig sammen igen, som et hjerte, der kollapser, i den afsluttende ‘innominate Nº viii’, der med bassdrops leder tilbage til åbningen. Det hele var kun en drøm, mareridtet kan begynde forfra.
BIG|BRAVE skriver sig med ‘OST’ op mod nogle af bedre forsøg på at skabe uhygge ved at splitte musikken ad og lade mislydene være tilbage. Jeg får associationer til bl.a. Third Eye Foundations uheldssvangre drum’n’bass-plader fra 90’erne, til Oren Ambarchis samarbejder med dronemetallerne Sunn 0))), til Neurosis’ primale udrensning som Tribes of Neurot. Det er den slags plade, jeg slet ikke havde turdet håbe på, trioen havde i sig.
