Jeg har læst og hørt mere om Lack, end jeg nogensinde har lyttet til deres tre angiveligt legendariske albums. Dengang de udkom, og Lack for alvor huserede, gik jeg i læderfrakke til anklerne og hørte stort set kun norsk black metal.
Der er løbet meget vand i åen siden. Og et af de helt store vendepunkter i mit eget liv er faktisk forbundet med forsanger Thomas Burø. Tvivlers album ‘Kilogram’ trykkede på en afbryder for mig og omstrukturerede mine nervebaner fuldstændig. Jeg kan helt ærligt sige, at den plade ændrede mit liv.
Derfor har jeg slet ikke svært ved at tro på det, når min kære kollega Jon Ravnholt beskriver Lack i andægtige, næsten mytologiserende toner. Det lyder vildt. Det lyder ekstremt. Det lyder skelsættende og epokegørende.
Jeg var der bare ikke.
Uvist af hvilken årsag er Lack tilbage 18 år senere. Denne gang spiller de ikke bare nogle liveshows. De udgiver en plade. En plade i eget navn.
Da jeg anmeldte Demersals selvbetitlede for et par år siden, var dette et emne, jeg dykkede lidt ned i. Jeg skrev:
“Det er altid en spændende overvejelse, hvornår man skal udgive sin selvbetitlede plade. Altså den, der hedder det samme som bandet. Rigtig mange bands beslutter sig for bare at gøre det med den første – Black Sabbath, for eksempel. Andre venter måske, til kreativiteten er sluppet op. Metallica er et eksempel.
Og så er der dem, der venter, til de har skrevet det helt rigtige album. Det album, der indkapsler bandets essens og ånd perfekt. Og det er sådan et, vi har med at gøre lige her.“
Nu er ‘Lack’ så ude. Men her rejser sig et interessant dilemma. Hvordan finder man indbegrebet af et band, der aldrig har lydt som sig selv? Hvad er essensen af Lack? Kan man overhovedet genskabe det kaos og den maniske, konstante reinkarnation, der var i scenen i starten af 00’erne?
I nu hedengangne Omegalisten interviewede Stine Omega forperson Thomas Burø og fortalte i den forbindelse om sine tidlige oplevelser med Lack, der dengang var en saga blot. Hun fortalte om at blive blæst bagover af Burø og kumpaner, og hvor vildt det var at stå foran en gårdscene i Fredericia og knap turde trække vejret, mens de spillede.
Og selvom Burø også i sig selv er en institution – en titan, kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke var der dengang. Derfor bliver denne anmeldelse heller ikke en fans gensyn med den fortabte søn. Det bliver ikke en kontrastering og vurdering af udviklingen fra ‘Blues Moderne: Danois Explosifs’, over ‘Be There Pulse’ og ‘Saturate Every Atom’. For den slags tror jeg, man skal besøge føromtalte kollega Ravnholt ovre på Passive/Aggressive. Det vil han i langt højere grad være i stand til.
Jeg skal også nok forsøge at lægge mit enormt nære forhold til Tvivler fra mig. Det er jo trods alt kun forsanger Burø, der slår sine folder i det band, og en sammenligning, der vil kun trække fra det samlede udtryk, Lack anno 2026 er.
Men hvad vil jeg så? Hvordan vil jeg vurdere det her? Det er faktisk et spørgsmål, jeg også har stillet mig selv. Kan jeg overhovedet anmelde Lack, når jeg ikke var der dengang? Når jeg ikke ejer de gamle vinyler? Når jeg ikke kan synge med?
En af mine andre kolleger her på magasinet tør nærmest ikke beskæftige sig med dem af angst for ikke at kunne leve op til det, vedkommende forbinder med Burø og hans projekter.
Jeg tror aldrig, jeg har ment, jeg har noget definitivt at sige om den musik, jeg beskæftiger mig med. Jeg er trods alt ikke kunstneren. Men jeg tør altid lade mig selv føle det, musikken vækker i mig.
Og ‘Lack’ vækkede alligevel noget. Først og fremmest var det en af de plader, der ikke med det samme trak mig ind. Til det er den for assonant, for jazzet og – helt ærligt – for irriterende.
Det tog mig mange forsøg. Jeg ville ikke lade den vinde over mig.
Til gengæld lod jeg den overvinde mig. Jeg lyttede igen og igen. Jeg tvang mig selv til at forstå betydningen i hver skæv vokallinje, hvert legesygt baslick og hvert støjende klimaks. Jeg tvang mig selv til at tage Burøs accent-tunge engelske ind og høre efter. Noget har jeg dog lært, siden jeg engang skrev min karrieres måske mest malplacerede anmeldelse af Tvivlers ‘Ego’.
Og selvom én kollega fremhævede ‘Mapmakers’ og en anden ‘Lemons’ som dem, der stod frem, så lod jeg pladen køre. Et par gange.
Og med ét var jeg igen nået til ‘The activist’, og følelserne ramte mig. Her forstod jeg, hvorfor Burø lå der i mixet, hvorfor hans stemme skar igennem. Jeg forstod Jakob Reichert Nielsens sværmende guitar. Jeg forstod Kasper Andersens arytmisk vridende baslinjer. Jeg forstod Jacob Johansens fills og rundgange på trommesættet.
Og som om en dør ved et trylleslag var blevet låst op, forstod jeg også resten af pladen. Og selvom det ikke var hverken ‘Lemons’ eller ‘Mapmakers’, der gjorde det for mig, så var funktionen den samme.
‘Lack’ er en plade, der kræver en nøgle, men hvad den nøgle er, er forskelligt fra person til person. Tror jeg.
For mig var det passagen fra ca 1:15 i ‘The activist’, hvor Burø over Nielsens sporadiske guitarstrøg taler om vold og overgreb, inden Andersens tyngde slår ind.
Og så vrider sangen sig ind og ud af sig selv, udnytter tomrum og støj, stripper guitaren ned til den enkleste forvrængning og lader fingerspil fortælle mere end en mur af lyd. Et ildevarslende stormvejr bygger op til afslutning, der igen demonteres, alt imens lytterens hjerte sidder i halsen.
Og så bliver det tid til ‘Mapmakers’. Og nu forstår jeg den. I den postrockede intro forventer man ét, i det funky mellemstykke bliver man givet noget andet. Og når den antikolonialistiske sørgehymne slår sig i tøjret, fornemmer man det evigt pulserende punkhjerte under det intellektuelle og kunstneriske ydre.
Når der bliver spillet op til pogo efter fire minutter, forstår man, at det hele er punk. Og hele tiden har været det.
‘Shipyard’ fungerer som outro. Og her folder Nielsen sig virkelig ud. Over en skønt fuzzy rytmesektion formår han at lægge riffs ned, der inviterer til dans. Det er et musikstykke, der ganske rigtigt lukker pladen ned, men som også understreger, hvor den kommer fra. Og jeg bliver i tvivl, når jeg lytter til det, om det er det mest tilgængelige nummer på pladen, eller om det blot er den naturlige kulmination på en øvelse udi tålmodig forståelse. Er det et poppet punk-anthem, eller er det heureka-øjeblikket?
Og er det overhovedet vigtigt? For det første, jeg gør, er at sætte den på igen. Og lytte til ‘Boltguns are painless’ og frydes over den nyfundne vellyd i den militante veganerslagsang. Jeg kan høre ‘Snakecharmer’ uden at tænke på Sort Sol og uden at blive frustreret over bassens markante aftryk.
Jeg kan høre den buldrende ‘Old Workers’ og fortabe mig i den tykke atmosfære og det autonomt fungerende trommesæt.
‘Kids with kalashnikovs’ insisterende i-dit-fjæs-attitude og ‘Lemons’’ jazzede virvar og overspillede rockstjerneudbrud bliver begge en del af det samlede billede og bundfælder sig. Og jeg er tilbage ved ‘The activist’ igen. Og 34 minutter er gået.
Og jeg glæder mig til at høre den igen.
Jeg ved ikke, om det lykkedes mig at sige noget klogt eller vægtigt om ‘Lack’. Men jeg håber, det lykkedes mig at forklare, at det er musik, der vil dig noget. Det er også musik, der vil have noget af dig. Og det er noget, du skal om ikke gøre dig fortjent til så i hvert fald gøre en indsats for.
Og når du gør det, så forstår du måske en lille smule af mytologien. Og du kan måske genkende noget af det, der får det til at glimte i øjnene, når folk fortæller om fantastiske shows i Ungdommens Hus, i Huset i Magstræde, på Teater Momentum eller – Gud bedre det –på Copenhell.
Og om noget er det nok indbegrebet af Lack. Når hver eneste lytter skaber sin helt egen indgang, sin helt egen verden, så er omskifteligheden det eneste vedvarende.
‘Lack’ udkommer på Dream Bureau. Albummet er indspillet af Jacob Bredahl, mixet af Jakob Reichert Nielsen og mastered af Matthew Barnhart. Bongo har stået for artwork og Printzlau har layoutet.
