Refused er forpulet døde, længe edderbroderemig leve Backengrillen.
Hvis det var det her, Refused teasede, da de sidste år proklamerede, at de var nødt til at stoppe bandet én gang til, for at trommeslageren David Sandström og sangeren Dennis Lyxzén kunne fortsætte som venner og spille sammen i et nyt band, er det godt nok et godt bytte.
Improviseret dødsrockjazz i stedet for nostalgisk protest-hardcore? Ja tak!
For hånden på hjertet: Lige så forløsende det var endelig at få set Refused live, da de i 10’erne vendte tilbage, lige så forstemmende var det at se dem fortsætte med at turnere med de gamle sange og de gamle paroler og nye sange, der lød som de gamle sange, bare ikke nær så kniv, og nye paroler, der da godt kunne tåle en gentagelse, men netop var dét, gentagelser.
Det var på tide at stoppe igen. Det var på tide at gøre noget andet.
Backengrillen er noget andet, også end hvad man ellers har hørt medlemmerne lave i andre sammenhænge. Magnus Flagge fra Refused er med på bas, men trumfen er selvfølgelig, at de har hooket op med saxofonisten Mats Gustafsson, europæisk freejazz’ brølende sirene gennem fire årtier.
Albert Aylers og Peter Brötzmanns arvtager har givet hals i alle mulige konstellationer og været bandleder i det enorme, kosmiske jazzensemble Fire! Orchestra, medlem af powertrioen The Thing, dødsjazzkvartetten The End, alt for meget til at remse op. Så hvad laver Gustafsson med en flok punkrockere i vildrede, hvis eneste association med jazz hidtil har været den Nation of Ulysses-dyrkende Refused-plade ‘The Shape of Punk to Come’, opkaldt efter Ornette Colemans skelsættende ‘The Shape of Jazz to Come’ og ellers med en kontrabas som jazzalibi?
Det korte svar: Spektakel.
‘Backengrillen’, som kvartettens debut hedder, er en af de bedst og mest insisterende larmende nye plader, jeg har hørt siden Mamaleeks ‘Come & See’. Den er lyden af tre mænd, der prøver at distancere sig mest muligt fra alt, de nogensinde har lavet før, med Gustafssons galpende, hvæsende, braldrende, skingrende baritonsax som ledestjerne. På den måde minder den mig også om Ataxia-pladen ‘AW II’, der for sin del lød som en udrensning af medlemmernes fortid i Red Hot Chili Peppers og Fugazi gennem treven nedturs-støjrock.
De fem sange på Backengrillens debut er improviseret frem over en enkelt dags øver en torsdag i oktober 2022 med en koncert i medlemmernes fælles hjemby Umeå dagen efter og indspilning om lørdagen. Så selvom pladen lyder som et tydeligt opgør med Refused, sådan som coverets ruindynger også indikerer, skal den snarere forstås som et skridt på vejen mod den uundgåelige afslutning. Og igen: Sjældent har det har været så fedt at høre noget dø langsomt. Det er et af numrene: ‘Dör för långsamt’, en reference tilbage til Refused-sangen ‘Rather Be Dead’.
Det håber jeg, de bliver ved med: at dø langsomt. Endnu plade er i hvert fald annonceret, uden der er sat en dato på.
