Seks år endte det med at tage Morild at bryde udgivelsestavsheden, og de fremviser deres black metal-kompetencer perfekt på den nye plade ‘DISSE FUGLE FÅR INGEN AT SE’
Black metal som genre har altid båret en dobbelthed: på den ene side en radikal, fremadskuende intensitet, på den anden side en stærk forankring i sin egen historiske æstetik.
Glem alt det anakronistiske pjat i form af ansigtsmaling, norske skove og patronbælter. Den traditionelle, skramlede og ildhu black metal fra 90’erne er i sin grundessens et produkt af en anden tid, og at holde fast i den som levn overskygger potentialet i dét, det er blevet til i dag. For Morild står den på undervandsæstetik, velproduceret støj og selvlysende ansigtsmaling som personificering af bandnavnet selv.
Og så fremtrædende som den alternative æstetik er, lige så fremtrædende er Morilds helstøbt autonome tilgang til black metal. Uden at lade sig begrænse af traditionelle forventninger til black metallens lyd, tematik eller form skaber de en musikalsk logik og sammenhæng, der eksisterer på egne præmisser.
Det er en åbenbaring for, at det ubarmhjertige og okkulte ikke nødvendigvis behøves centreres, men at en manifestation af black metallens oprindelige ånd, hvor intensiteten og transcendensen ikke længere defineres af kunstnerisk nedstamning, men af kreativ frihed og innovativ tilgang.
Et skrig fra afgrunden
Fra introskriget af Tue Krebs Roikjer på åbningsnummeret ‘RETTEN TIL RESTERNE’ udformer Morilds lydbillede sig tjenligt. Det er umiskendeligt black metal, men samtidig er der tilsat lydflader af post-metal og støjet ambient, der lægger sig elegant over det ellers voldsomme lydbillede og spiller med på intensiteten ved additionens betimelige forvrængelse.
Det er et tydeligt kendskab til egne evner i løbet af pladen. Hvor forrige “Så Kom Mørket…” havde en tendens til at spænde ben for sig selv, så – trods for stadig at være en glimrende plade – kom ambitionsniveauet indimellem i vejen for selve udførelsen. Det blev for meget af det gode og kunne fremstå rodet.
Morild tager dog revanche, når det kommer til et velfungerende ambitionsniveau, og udfører det til perfektion på denne plade. Som nævnt før er der ikke behov for at falde tilbage på gamle klichéer af smadrede kultriffs og skrålen om død og satan. Ambitionsniveauet lægger vej for deres egen tilgang, hvor form og struktur ikke er fasthamret til noget, der blev bestemt for flere år siden, men hvor det ikke gør noget at lave numre i de ti til femten minutters spillelængde, som de fremgår på pladen.
Albummet er produeret og mixet af Johan Emanuel, der efterhånden er en ganske fremtrædende skikkelse inden for lydværk i dansk metal, og det lyder fantastisk. Der er et tydeligt samspil mellem albummets komponenter, samtidig med at de ikke overdøver det fundamentale for albummet, der jo er bandmedlemmernes instrumenter. ‘TRÆT’ holder en passende balancegang mellem Krebs’ skrig og trommeslager Simon Frennings baggrundsbrøl, mens andre ting som Kristoffer Alms basostinat sammen med Jakob Georg Nielsen og Lasse Heidners rytme- og tremeloguitarspil fuldstændiggør lydbilledet.
Trommerne er placeret forholdsvis lavt i mixet, men jeg antager, at det er et kunstnerisk valg for at få plads til andre ting, der også er væsentlige for Morilds lyd – nemlig atmosfæren. Atmosfæren skabes af de adskillige guitarhyl, sireneskrig og synth-tangenter, der fordeles ud over pladen. De er ofte reserverede i lydbilledet, men alligevel spiller de en central rolle i at perfektionere Morilds skræmmende strøm af undervandskompositioner.
Innovationens triumf
At sammenkoble adjektivet progressivt med noget som helst, der har med black metal at gøre, kan ved første blik virke atypisk. Black metal bygger på kompromisløs æstetik, hvor monotoni dominerer sangstrukturene, hvor progressiv metal på den anden side er præget af et virtuost formsprog og komplekse strukturer. Ved at sammenflette de to genrer skaber Morild et dikotomi af den minimalistiske og dogmatiske nerve, som black metal søger at fastholde, og den progressives udforskende kompleksitet, hvilket resulterer i et udtryk, der både udfordrer og fornyer genrens traditionelle rammer – specielt inden for dansk metal.
Det bliver dog ikke gjort med henblik på skæve taktarter, kliniske soli eller som endnu et kopiforsøg på drømmeteateret. Morild gør det udelukkende i formen, der tillader dem at veksle mellem forskellige temaer i løbet af numrenes lange spilletid. Det ses f.eks. på ‘1000 KROPPE’, hvor hele midterstykket består af et langt opbygningsstykke med akustisk guitar, korsang, elektronisk flimmer og forvrængede guitarstryg.
At skabe deres egne præmisser ved at implementere disse ting har givet Morild plads til at udfolde sig, præcis som det gavner dem. Det ses specielt på afslutnings- og titelnummeret, der i sin femten minutters spillelængde indholder alt fra strukturerede riffs, rungende pinselsskrig, øredøvende ambient, æterisk trompetklang, altomfattende breakdowns og mange andre innovative ting, der ville tage for lang tid at nævne.
Specielt breakdownet halvvejs igennem skal fremhæves. Det er ikke normal black metal-konvention at bygge en passage op for at lade det kulminere i én stor forløsning, men Morild gør det – og får det til at virke perfekt. Så godt faktisk, at man i forlængelse af den allerede veletablerede kunstnertematik holder vejret i ren pietet. Norske Elisabeth Viks gæstevokal mod slut er i øvrigt en enormt god tilføjelse til nummerets stemning.
Med det nummer etablerer Morild sig altså endnu engang som godt og vel det allerstærkeste black metal-band, vi har i Danmark. Hvis der bliver brugt lige så mange lange aftenener i studiet og i øvelokalet til kommende albums og liveshows, er jeg sikker på, at Morild i fremtiden bliver en komplet uigennemtrængelig kraft på både koncert- og udgivelsesfronten.
Danmark burde være stolte af at have Morild som et af deres black metal-bands.
Morild spiller to releasekoncerter i forbindelse med albummet: VEGA i København og Radar i Aarhus henholdsvis den 2. og 3. oktober 2025.
