Måske er jeg nem at stille tilfreds. Jeg kan virkelig tit lide det screamo, der dukker frem for tiden. Måske lever vi i en ny guldalder eller også er jeg bare en slut for folk, der råbetudeskriger, men det sker på nærmest månedlig basis, at jeg opdager nye bands, der rammer rigtigt. Sådan et er Death of Youth. Eller, det er egentlig deres anden LP, men de er nye for mig og lige her er det det, der er vigtigt.
Det er ellers ikke fordi, at bands med fire europæisk udseende gutter er det, der oftest fanger min opmærksomhed, men deres snilde brug af Gordon Coles ikoniske citat fra Twin Peaks fangede mig alligevel.
Det var stærkt, da det blev vist i 2017. Men endnu mere nu, hvor der på kun ni år, er blevet båret så uendeligt meget brænde ved dette bål af had – særligt i Death of Youths hjemlige Storbritannien. Human Rights Watch har advaret mod sidste års skelsættende lovgivning, der reelt umuliggjorde transkønnedes eksistens. Den fortjent forkætrede forfatter JK Rowling poster penge i diverse hadgrupper og lobbyorganisationer, der arbejder for at gøre livet sværere for andre næsten konstant – når hun altså ikke sidder og ryger cigarer på sin kæmpestore båd og støttes af mange såkaldte feministiske grupper, både i det Forenede Kongerige, herhjemme og andre steder i verden. Og derfor kan man ikke andet end at beundre et britisk band, der uden omsvøb synger:
“Since when were human rights a matter of opinion? / The right to exist shouldn’t be up for debate / How dare you act so righteous while you fight to erase another’s rights / You may try and play the victim / But we all see through your transparent facade
Why is it so hard to just let them just go about their lives? / Why should their desire to live authentically be scrutinised? / This isn’t the first time we’ve fought for the rights of a community / We’ve won this fight before, so you’ll always be on the wrong side of history”
Ja, undskyld, jeg sætter næsten hele sangteksten ind, men den indkapsler bare så godt det, almindelige mennesker kæmper for i det gamle imperium. Og så skader det så absolut ikke, at de melodiske riffs ledsager Rob Davids halvskærende vokal så solidt. Det er sådan her, man ægte agerer ally.
Melodierne er noget af det, der virkelig kendetegner Death of Youth, og passagen fra 2.10, hvor Joe Arnolds guitar lægger en virkelig flot tone, mens bandet i fællesskab råber om “the wrong side of history”, rammer helt plet. Jeg er generelt pjattet med gang vocals, og her er det ekstra fedt. Og der er mange af dem. Det giver fornemmelsen af et band, der optræder som et hele og står på mål for hinanden. Det er sikkert fortænkt, men det virker som et positivt mandefællsskab.
Det er også svært ikke at tænke på Trainspotting, La Dispute eller Aerosol Jesus på næste nummer ‘Bystander’, hvor David går fra spoken word op i et brøl, alt imens han skoser briterne – må man gå ud fra – for bare at stå passivt til, når verden langsomt forsumper i korruption og ulighed.
“Det særligt britiske” er for mig ligesom ordet “danskhed” ikke noget, der vækker positive følelser. Når jeg tænker på danskhed eller britiskhed, er det noget med ækel kødmad, store øller, snæversyn og hhv. Kim Larsen og Oasis. Pøllethed, måske. Men her er det alligevel grundlæggende britisk og smadderfedt. Om det er fordi David kan skrige med accent eller om det er noget andet dybereliggende, er jeg måske ikke kulturantropologisk uddannet nok til, men jeg er vild med det.
Den midwestede musik skæmmes ikke, som så mange andre steder, af malplaceret ren vokal. Det skal de have ros for. Der er en bærende bjælke af aggression og retfærdig harme, der bærer hele strukturen, og det sørger for, at albummet kommer godt i havn.
‘Castle Rock’ byder på screamostemning, med Arnolds guitar på lavt og smukt blus.
William Pages trommer skal også nævnes. Med et tempo, der går både i ebbe og flod, arbejder han hele pladens rytme ind i et perkussivt hele, der får sangene til at stå knivskarpt frem uden at mase sig i forgrunden.
Death of Youth har lavet en enormt solid plade, der burde få langt mere opmærksomhed end den har fået.
