S.T.A.B. har været i studiet igen. Den fremragende ‘Small Grievances’ byder på masser at være sur over – det ved vi, at S.T.A.B. er gode til. Men hvad kan de godt lide? Vi har derfor bedt dem om at fortælle os om det bedste og det værste fra en række kategorier.
Bedste og værste nummer fra DR’s liste over de 100 bedste danske sange?
Shu-bi-dua er lort, og det er Poul Krebs også. Skulle jeg pege på én enkelt sang som den værste, kunne det meget vel være ”Danmark” med Shu-bi-dua. Det er lige præcis den slags hr. og fru Hakkebøf-hyggenationalisme, der giver mig halsbrand, tyndskid og udslæt på én gang.
Det bedste nummer er Bent Fabricius-Bjerres temamelodi til Matador. Den holder 100 %
Skulle jeg fremhæve én fantastisk ting ved listen som helhed, må det være fraværet af Peter Sommer. Jeg er fuldstændig overbevist om, at den mand har indgået en handel med Djævlen, for hans karriere giver ingen mening. Der kan umuligt være et marked for røvsyg, nølende singer-songwriter-poprock fremført med knödelstemme og en usund dosis selvhøjtidelighed.
Så skud ud til alle, der ikke stemte på Peter Sommer.
Bedste og værste venue, I har spillet på?
Værst er nok Lygten St. Det er bare rigtig svært at lave god lyd derinde. Scenen står sådan, at trommesættet er klemt ind i et hjørne, hvilket giver en masse underlige akustiske interferenser. Derudover er der virkelig højt til loftet, rigtig mange glatte overflader og et stengulv, og så har du opskriften på et rum, der meget hurtigt kommer til at runge helt vildt. Man kan godt skabe en fest derinde, men rummet arbejder imod dig.
Det bedste sted er sværere at skyde sig ind på. Dødsmaskinen er oplagt at nævne. Ikke så meget på grund af lyden, men stemningen, for helvede! Miljøet! Køkkenet! Underwerket er vi også rigtig glade for – super crusty. Og Jagtvej 65, hvis det virkelig skal være helt utroligt crusty.
Vi spillede engang på Sidesporet i Aarhus, hvor de havde mic’et en Line 6 Spider V op på scenen. Alle, der er bare en lille smule kyndige inden for guitargrej, ved med det samme, hvorfor det alene banker crust-faktoren adskillige karakterer op.
Bedste og værste featuring-nummer?
Jeg har det generelt svært med featuring-numre i disse tider. Det føles klamt og brancheagtigt, når det er de samme nøglepersoner, der bliver hevet ind for at indspille partier, som bandets egen sanger sagtens kunne have lavet selv. Det lugter af en byttehandel, hvor Gramex-vederlag veksles til SoMe-clout. Især når sangerens navn, eller måske ligefrem vedkommendes bands navn, står med fede typer i sangtitlen. Hele den der ”Featured X”-platform var godt nok til at brække sig over. Vi har nogle prime offenders herhjemme, men jeg nævner ingen navne.
Skulle jeg fremhæve én sang, er Falling in Reverses ”Ronald” feat. Tech N9ne og Alex Terrible rigtig slem.
Forstå mig ret, det kan være super fedt, når det bliver gjort med integritet. Vi har for eksempel Peter Sandvig fra Reality Unfolds med på en af sangene på ‘Small Grievances’, men med al respekt for Peters SoMe-kapaciteter er der ingen af os, der kan tilbyde den anden part det helt store i form af omtale eller hype.
Jeg gider selvfølgelig ikke pege på os selv, så i stedet peger jeg på Magrudergrinds ‘Husayni/Handschar’, der havde Joe Denunzio med som gæstevokal. If you know, you know.
Bedste og værste takeout?
Pokébowls er bunden. 240 kr. for en håndfuld sojabønner og ris med et tocifret antal lakseatomer serveret i en paptallerken.
Burger Palace på Vesterbro er af tvivlsom kvalitet, men stiger kraftigt i graderne, når alle andre restauranter har lukket omkring kl. 3 om natten på en hverdag, og de stadig bringer ud. Dirty bulking med snackboksen er tried and true.
Bedste og værste proteinpulver?
Mange er ikke klar over det, men proteinpulver udvundet af plantemateriale har et overraskende højt indhold af tungmetaller. Det har valleprotein for eksempel ikke. Derfor er det meget vigtigt, at man vælger det produkt med det absolut højeste indhold af tungmetaller. Det er jo bare mere heavy metal uden merpris.
Hvordan tror du, folk som Nicklas Sonne kan spille ultratunge riffs i Defecto eller opnå en brandvarm andenplads i Melodi Grand Prix? Fordi hans system er proppet med bly og cadmium.
Bedste og værste festival – nuværende eller tidligere
Pest Fest rangerer i bunden for mig af helt åbenlyse årsager. Ikke alene er der fascister på plakaten, musikken er også bare pivringe.
Nakkefestival er supersvedigt. Real ones know.
Bedste og værste metalsubgenre?
Uden tvivl black metal og alt tangentielt relateret skovlort. Det kravler med splejsede tabernationalister og tynde guitar tones. Hvor sur skal man være på sine forældre for at skabe en hel identitet omkring at tremolopicke molakkorder hen over et blastbeat? Er der et navn for, hvad end der foregår oppe i hovedet på Ole Luk? DFBM? Dansk Folkepartisk black metal?
(Skylder måske lige at komme med det dementi, at drengene i Morild er nogle pissefede fyre.)
Når vi diskuterer den bedste subgenre, skal vi lige være helt sikre på, hvad vi taler om. Jeg betragter crust, grind, HC, D-beat osv. som offshoots fra punken og derfor taksonomisk adskilt fra metalgenrerne. I så fald tror jeg, at jeg må pege på crossover thrash. Jeg har godt nok hørt meget Municipal Waste gennem årene.
Bedste og værste musikdokumentar?
Headbang i Hovedlandet gav en masse PR til Illdisposed, som åbenbart har en fortid i white pride-bands. Derfor automatisk bundkarakter.
Drømmefanger bragte historien om Justify Rebellion ud til masserne – den bedste dokumentar nogensinde. Langt bedre end Some Kind of Monster. Jeg ser den nok tre-fire gange om året.
Bedste og værste band på Copenhell 26?
Det værste band var President. Ud over at musikken var virkelig fesen, er det også ret kikset, når bands gør en gimmick ud af at have masker på eller skabe alternative identiteter.
Det bedste band var Eyehategod. Bare et superfedt band.
Det bedste øjeblik på hele festivalen var derimod, da det der ”15 Years in Hell”-show sluttede. Alt for meget branchelort. Branchelort er muligvis det hemmelige fjerde S.T.A.B.-dogme. Jeg ved ikke, om det skal gøres officielt.
Jeg vil også gerne fremhæve, hvor fucking fedt det var, at Copenhell havde bragt den der bil tilbage, som man kan smadre med en hammer. Jeg gennemtæskede den bil til ukendelighed. Okay, det viste sig senere, at det faktisk var Target-Michael, der havde parkeret helt oppe ved festivalpladsen. Det er jeg selvfølgelig ked af. Men det understreger bare, hvorfor vi skal have bilen tilbage som en officiel Copenhell-seværdighed.
Bedste og værste breakdown – hardcore eller otherwise
Jeg må indrømme, at jeg er ret allergisk over for alt, der lugter af 00’er-MySpace-core-breakdowns. Du ved:
”Chuggachachug … chuggachachug … ping.”
Det var en meget mørk tid. Metalcore i PVC-rørsbukser og sortfarvet Justin Bieber-hår. Og selv om jeg er stor Earth Crisis-fan, kommer vi nok ikke uden om, at de bærer en del af ansvaret for det der. I hvert fald chug-riffene.
Det bedste er naturligvis Black Flags ”Nervous Breakdown”. Holder 100 procent. Folk glemmer alt for ofte, hvor hardcore startede.
Bedste og værste udgivelse i 2026?
Uha, det er svært, for det er jo netop kendetegnende for dårlige plader, at de er meget nemme at glemme. Det kunne godt være Atreyus ‘The End Is Not the End’. Er der nogen, der kan huske scenen fra filmen Of Mice and Men, hvor de afliver Candys blinde, gigtsvage gamle hund med et haglgevær ude bag laden? Atreyu er muligvis modne til samme behandling.
Som den bedste ville det være meget nemt at hive Terrors ‘Still Suffer’ eller Converges ‘Love Is Not Enough’ frem. Det er knaldstærkt. Jeg vil dog alligevel polstre min underground credibility lidt ved at fremhæve Giallos ‘Tenebrarum’. Crusty grindcore fra øverste hylde, hvis du spørger mig.
Er du derimod til supermiddelmådig crustcore, så løb ud og sæt vores nyeste release, ‘Small Grievances’, på anlægget.
