Selvtægt tager på Copenhell – det er nok ikke den helt store overraskelse. Men i modsætning til hos mange andre, er det ikke hverken Iron Maiden, Volbeat eller Bring me the Horizon, der trækker. Vi har, som altid, næsen i plovfuren for at finde det mest spændende. Tjek her, hvad holdet glæder sig til.
De nye:
Rasmus anbefaler: Powerplant – Fredag, Gehenna, 14.30
Sidst det britiske synth-punk band besøgte Danmark var i 2024. Som sild i en tønde stod vi der på et propfyldt Råhuset, Vesterbro. Og det var af gode grunde, vi stod sveddryppende der, en onsdag aften på Halmtorvet. Powerplant spiller catchy, stram og velspillet rock, som Jay Reatard, Ramones og The Spits spiller den. Det britiske band har ét gear og det er fremad. To år er gået og i mellemtiden har bandet udgivet black/punk/death/synth-albummet ‘Bridge of Sacrifice’. Herpå er bandet gået i en hårdere retning, og det klæder dem. Bookingen af Powerplant er modig. ‘Bridge of Sacrifice’ er gået en anelse under radaren herhjemme (også på Selvtægt, sorry!). Om ikke andet er den netop blevet kåret som en af halvårets bedste af The Guardian. Bookingen af Powerplant på årets Copenhell er et bevis på, at festivalen stadig rummer modet til at booke nyt, anderledes og smalt.
Bertram anbefaler: Die Spitz – Torsdag, Gehenna, 16.15
Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor meget hype jeg har over Die Spitz. Deres seneste plade ‘Something To Consume’ var uden tvivl et af sidste års bedste og en af de mest friske plader, jeg har hørt meget længe. Seriøst, Die Spitz virker som et band, der kan spille lige præcis det, der passer dem og slippe af sted med det. Overgangen mellem numre som ‘Throw Yourself To The Sword’, en slugdy riff-slasker, og den salte neo-grungey ‘American Porn’ er i hvert fald så naturlig, at man næppe kan tro det. Det er gruppens første koncert i Danmark nogensinde, men baseret på de superenergiske liveklip, jeg har set med dem, tror jeg at de kommer til at lyde mindst lige så vilde, som de gør på plade. Udover det kan vi bare håbe, at de tager lidt af det texanske solskin med til Refshaleøen. Med alt det støv burde de i hvert fald føle sig hjemme.
Marcus anbefaler: S.T.A.B – Fredag, Boneyard, 17.00
Endelig. Fucking endelig har jeg en undskyldning for at fortælle jer alle sammen, hvor optur jeg synes S.T.A.B er. Vi er flere på redaktionen, der har et blødt punkt for det hårde K-Town crustcore-slæng, men ingen virker alligevel til at have en større lust for crust end bandet selv. Det er beskidt, det er hurtigt, det er vredt og det lugter af omklædningsrum. Det er præcis sådan, det skal være, jo. Lyt bare til ‘Small Grievances’! Det er den slags musik, der får én til at få lyst til at iføre sig skimaske i 25 graders varme mens man spænder sine tribaltatoverede overarme. Så det synes jeg, du skal tage dig sammen og gøre fredag eftermiddag, for det her vil du ikke gå glip af, makker.
De store:
Rasmus anbefaler: Gatecreeper – Torsdag, Hades, 14.45
De skulle jo ikke engang have været der. Med aflysningen fra Static-X kom amerikanske Gatecreeper på årets spilleplan. Et band, som repræsenterer kvaliteter som der især tørstes efter i toppen af plakaten. Et brutalt, ungt og relativt nyt navn, som kan trække mange mennesker. Forrige år spillede de på et totalt udsolgt Pumpehuset, og tidligere i år i Poolen, et stenkast fra Hades-scenen, som de entrérer torsdag eftermiddag. Udover bandets spæde alder (sammenlignet med resten af navnene på Helviti og Hades) er Gatecreeper en markør for, hvor den tunge, men også bredere appellerende, scene er på vej hen. Sammen med Power Trip (som der krydses alt hvad krydses kan for, kommer næste år) nemlig en no-bullshit tilgang, med musikken som det altoverskyggende fokus.
Bertram anbefaler: Social Distortion – Lørdag, Helviti, 16.15
Sammen med Die Spitz er Social Distortion nok det band, jeg har glædet mig allermest til. De har i rigtigt mange år stået blandt de allerøverste navne på min koncertønskeliste. Som den store idiot jeg er, missede jeg dem i 2022, da de spillede i Vega af årsager, jeg ikke kan huske. Derfor bliver det noget af en forløsning at se en af mine store helte, Mike Ness, spille alle de sange, jeg elsker. De spiller nok også lidt fra deres nye album og det første i 15 år, ‘Born To Kill’, som faktisk er en meget fed skive imo. Hvis du godt kan lide en ægte rock ‘n’ roll outlaw-energi og også godt kan lide god musik, synes jeg, at du skal springe Volbeat over og skåle med på deres version af ‘Ring Of Fire’ i stedet. For dem, der har R.I.P.-armbånd, kan jeg også informere om, at Simon Raun fra Gorilla Angreb og The Slinkers vil spille en række koncerter i R.I.P.-området, og jeg har hørt snak om, at han nok også spiller et lille Social Distortion-nummer eller to.
Marcus anbefaler: P.O.D – Fredag, Hades, 17.15
Efter S.T.A.B skal der løbes hen mod Hades, hvor P.O.D formentlig stadigvæk er i gang med at varme op til den del af koncerten, vi i virkeligheden er kommet for at se. De har udgivet enormt meget musik, men hvis du spørger de fleste – undertegnede inklusiv – er det jo deres hits, man kommer for at høre. Sådan er det med så meget nu metal, alt metal, post-grunge og jeg skal komme efter dig. Jeg skal transporteres tilbage til en tid, jeg aldrig selv har oplevet! Jeg skal LARP’e, at jeg fandme også er vokset op med MTV, hængerøvsbukser og store skovmandsskjorter, og det skal jeg selvfølgelig gøre, mens jeg skråler med på de store sange fra ‘Satellite’ og ‘The Fundamental Elements of Southtown’.
De sene timer:
Rasmus anbefaler: Violent Magic Orchestra – Fredag, Gehenna, 00.00
Nattefesten, med tryk på fest. De seneste år har Copenhell taget den til sig under kyndig behandling af St. Digue, John Cxnnor og ikke mindst The Prodigy. Sidste års kontroversielle headliner (ihvertfald blandt guitar-hungrende tastaturkrigere på Facebook) har markeret en udvikling for, hvad festivalen kan rumme – især ud på de sene timer. Til sådan en nattefest i skoven er japanske Violent Magic Orchestra det perfekte cast. Trækronerne vil rammes af et eksplosivt lysshow, og træflisen vil danse op og ned i bandets hypnotiske mørke industrial. Et inferno af de vilde, som ikke fås andre steder.
Bertram anbefaler: Mastodon – Onsdag, Hades, 23.00
No shade thrown, jeg ville skam også gerne se Konvent ovre på Pandæmonium, men alligevel kan jeg mærke, at Mastodon trækker lidt mere. Det var fandeme en hård mavepuster at få, da vi sidste år fik nyheden først om, at Brent Hinds var blevet smidt ud af bandet, og efterfølgende at han var død i et motorcykelstyrt. Han var en guitarist, som virkelig var helt sin egen – både på og af scenen – så det bliver mærkeligt at se Mastodon uden ham, der ripper igennem improviseret, bluegrassinspirerede soloer imens han lyder som en fucking pterodaktyl. Selvom det desværre aldrig bliver det samme uden ham, har det, jeg har set til bandet med den for nylig officielle guitarist Nick Johnston, virket meget lovende. Desuden er jeg også meget begejstret over deres nye single ‘Your Ghost Again’, som du, hvis du kan lide viben på ‘Blood Mountain’ og ‘Crack The Skye’, nok også vil være.
Marcus anbefaler: Konvent – Onsdag, Pandæmonium, 23.15
Nogle bands er bare oplagte til at spille om natten. Man kan jo undre sig over, at Morild med deres ekstravagante laserlysshow ikke har fået lov til at spille i tusmørket, men heldigvis har Copenhell i det mindste forstået, at Konvents blytunge dødsdoom fungerer bedst, når solen er skredet. Det er efterhånden en håndfuld år siden, at Konvent brød igennem herhjemme, og siden da har de spillet sig op på større og større scener. Alligevel har jeg stadig til gode at opleve dem i det format, de efterhånden må være eksperter i, så det ser jeg frem til. Og så er der selvfølgelig den ekstra gulerod, at der tilsyneladende er ny musik på vej, så det er jo ikke utænkeligt, at vi får en smagsprøve på den forestående udgivelse.
De tidlige timer:
Rasmus anbefaler: Split – Onsdag, Gehenna, 13.15
Sidste år rev de Roskilde rundt, og nu er turen kommet til Refshaleøen. Geografisk set hjemmebane for hardcore-bandet fra 2300 Amager. Om festivalpladsen også i en kulturel forståelse befinder sig på Ama’r kan diskuteres. Tidspunktet og scene for Split kan også diskuteres, for med fortidens meritter på bl.a. Roskilde Festival, kunne de nok være tildelt endnu videre rammer. Om ikke andet har bandet hele pladsen for sig selv onsdag middag. Og hvorfor egentlig lægge stille og roligt ud? Hvorfor ikke komme op foran og uddele cirkelspark og flække knæskaller til at starte med? “Det er jo ikke rock, det er jo heavy metal”, som de siger i ‘Headbang i Hovedlandet’.
Bertram anbefaler: Six Feet Under – Onsdag, Hades, 16.45
Jeg har lagt mærke til den tendens vi mennesker har, hvor vi nemt bliver nysgerrige, og liiiiige skal over at se, hvad fanden der sker, når et grimt færdselsuheld finder sted. Da jeg hørte, at Six Feet Under og den notoriske forsanger Chris Barnes skulle spille på Copenhell, blev jeg i den grad ramt af morbid nysgerrighed og blev nødt til at se what all the fuzz is about. Fuzz skal her ikke forstås som hype, men nærmere det modsatte, da Chris Barnes netop er notorisk af alle de forkerte grunde. Han har omtrent lige så mange dårlige takes som Quentin Tarantinom og tuder så meget om sin tid i Cannibal Corpse, at selv Dave Mustaine ikke kan være med. Hvis han så bare havde noget at have sit ego på størrelse med Corpsegrinders hals i, ville det være en anden snak, men problemet er, at hans vokaler lyder som hæse prutter, og Six Feet Under kun har udgivet det pureste pubæ siden debutten ‘Haunted’. Det bliver du sgu nødt til at se!
Marcus anbefaler: Psycho Mosher – Lørdag, Gehenna, 14.00
Ignorér det meget 2007-agtige bandnavn og overgiv dig til Psycho Moshers fræsende crossover thrash, når de åbner Gehenna lørdag eftermiddag. Kvartetten fra Bogotá spiller crossover af den slags, der lugter af circle pit og slidte sneakers. Thrashen er der, selvfølgelig, men hardcoren fylder mindst lige så meget i lydbilledet, og fokuset ligger lige så meget på hoppe-rundt-musik, som det gør på teknisk riffgymnastik. Jeg forestiller mig en koncert, der på mange måder kommer til at minde om Municipal Wastes Copenhell-show i 2019 – fjollet, men festligt, og en oplagt måde at få rystet sine sidste tømmermænd af sig i den circle pit, der uden tvivl kommer til at centrifugere under hele bandets set.
De danske:
Rasmus anbefaler: Slytter – Fredag, Boneyard, 15.00
Slytter spiller rock på dansk. Ikke så meget andet. Det er guitarriff, trommer og dansksproget vokal. Det er mærkeligt, det er charmerende og det befriende når sange som ‘Neglene Gror’, ‘Kasper, Universet Kalder’ og ‘At Leve Og Fantasi’ spilles. Er det noget for alle på Copenhell? Nej. Det er det ikke. Heldigvis. For når du skal have et afbræk fra drikkevarer i et horn fra et dyr, voksne mennesker som laver robåd på jorden og lidt for gamle mænd med lidt for noller hatte, kan Slytters show på Boneyard være et meget godt bud. Det er hundrede procent for dig, som holder af som Brainbombs, Butthole Surfers og Melvins. Ikke så meget for dig, som er ked af, at Twisted Sister aflyste.
Bertram anbefaler: President Fetch – Onsdag, Boneyard, 17.00
Når du ikke kan magte at se mere af Six Feet Under – hvilket nok ikke tager lang tid – så synes jeg, du skal skynde dig over på festivalens bedste scene, Boneyard. Der spiller et af Københavns mest legendariske punkbands, nemlig President Fetch, på en scene bestående af 4 eu-paller med spånplade hen over og et gulv af rå asfalt, så man rigtigt kan få nogle gode hudafskrabninger, præcis som en rigtig punkkoncert opleves bedst. Generelt har jeg optur over, at Copenhell de sidste par år har givet så meget kærlighed til alle de danske kultbands, som Gorilla Angreb sidste år eller MOR-reunionen i år. Apropos MOR, så selvom de spiller samtidig med Sepultura, vil jeg råde jer til at følge Marcus’ råd og se dem i stedet. Sepultura har jo alligevel ikke for alvor været fedt siden ‘Roots’.
Marcus anbefaler: MOR – Torsdag, Gehenna, 23.30
Der er mange dygtige og spændende danske bands, man kunne anbefale her, foruden de to, mine kollegaer har nævnt, og foruden dem, jeg allerede selv har. Vi er simpelthen så snotforkælede med kvalitet i det her lille land, men ak, nogen skal jo fremhæves, så jeg har rettet blikket mod en af Copenhell 2026’s helt store jokere, nemlig duoen MOR bestående af Karen Marie Ørsted (MØ) og Josefine Struckmann (Nurse). Det er sjovt at tænke på, at en af 2010’ernes største danske eksportvarer i musikindustrien engang var aktuel med ‘Fisse i Dit Fjæs’ – og endnu sjovere at tænke på, at samme kunstner nu skal spille på Copenhell. Men det er 2026 – alt kan ske, og intet kan rigtigt overraske mig længere. Derfor skulle det heller ikke overraske mig, hvis MOR ender med at spille en af årets Festivals mest uforglemmelige koncerter. Nogle gange er de mest mindeværdige festivaloplevelser nemlig ikke dem, man på forhånd ved, bliver gode, men dem, man ikke på forhånd har regnet ud. Jeg ved ikke, om det bliver godt, men jeg agter at finde ud af det!
