Debatindlæg af Marco Malcorps, forsanger i Anti Ritual og Afstumpet.
Lad det være sagt fra starten: nærværende tekst er en stensikker genvej til at blive stemplet som en teknologisk reaktionær maskinstormer. Som en person, der stædigt nægter at følge fremskridtet mens man surmulende og med armene placeret solidt over kors, snøvler en parafrasering over det gammelkendte diktum om at ”alting var bedre i gamle dage”.
Med det sagt, så springer jeg hermed ud som AI-modstander. Sådan, så er det ude, og det kommer vel at mærke fra en, der arbejder med IT til daglig. Ikke at min modstand imod denne fremadstormende teknologi, ej heller den kritik som jeg har i sinde at fremføre i det følgende, er funderet i nogen særligt teknisk faglig stillingtagen. Nej hvis man absolut skal påhæfte min modstand nogle mærkater, så er vi snarere ude i en socialpsykologisk og kulturel kritik.
Men vi starter lige et helt andet sted: for cirka 30 års tid siden, i en larmende svømmehal i det københavnske Nordvestkvarter. Dengang jeg var ung og sprød og min kondi stadig var værd at skrive hjem om, al den stund at jeg, ved siden af at passe min sport som elitesvømmer (okay, ”elite”-svømmer) arbejdede som træner på det, der hed c-holdet, som var det mindste af de tre konkurrencehold i svømmeklubben. Her fik jeg, der ellers altid har haft en sund skepsis for autoriteter, lov til fra første parket at bevidne, hvordan en lille håndfuld af mine elever ikke evnede at skelne imellem det man kan kalde positiv og negativ autoritet.
Her forstået sådan, at en positiv autoritet hævder sin status ved at have viden, som du ikke selv har om et bestemt emne, og positiv al den stund, at autoriteten kun er på plads for at sikre en relation, hvor du er i stand til at tage imod omtalte viden. Hvad negativ autoritet i den kontekst skal læses som, vil jeg overlade til den vagtsomme læser at regne ud. I al fald gjorde jeg mit yderste for at passe i rollen som positiv autoritet, men blev altså mødt af et par elever, der ikke lod til at have øje for at træningsprogrammet var tilrettelagt som det var, ikke for min egen skyld, men for deres lærings skyld. Stor var min forbavselse, da jeg, efter at have krævet, at man enten fulgte programmet eller tilbragte resten af træningen på bassinkanten, den følgende uge blev konfronteret af en vred forælder, der kunne fortælle mig, at hvis deres pode ikke ønskede at følge mine anvisninger, så var det ikke noget, jeg skulle blande mig i. Jeg fik med andre ord min første bitre smagsprøve på det, der senere i den offentlige debat ville blive kendt som “curlingforældre”.
Og hvad har det så med AI at gøre, spørger den vakse læser. Jo, AI er den logiske fortsættelse af den samme drift, som drev en voksen mand til at irettesætte en teenager og fortælle, at den svømmeundervisning, som han selv betalte for at hans søn skulle gå til – den havde knægten ikke pligt til at følge, hvis ikke det passede ham. Alle hindringer for barnets velbefindende måtte omgående sprænges bort, forstås. På samme måde skaber AI en friktionsfri genvej, så alle kan skabe visuel “kunst”, lave musik, skrive lange essays og så videre. Men ingen af de ovenstående har nogen som helst objektiv værdi, og det er ikke alene fordi, der ikke har været nogle reelle, levende mennesker involveret i at lave dem. Det er heller ikke fordi, at AI er en komplet amoralsk og totalitær kleptokratisk teknologi, der uden at spørge om samtykke, har stjålet i ublu grådighed fra ægte mennesker, der har lagt ægte timer i at frembringe ægte kultur.
Det er fordi, at kunst og musik, eller det der, med et bredere, vagere og måske mere pastelfarvet penselstrøg, hedder kultur, er et resultat af mennesker, der har anstrengt sig. Da Miles Davis, John Coltrane, Bill Evans, Julian “Cannonball” Adderly, Jimmy Cobb og Paul Chambers en forårsdag i 1959 gik ind i et studie, og producerede musik af så høj kvalitet, at det ikke kun endte med at blive den bedst sælgende jazzplade nogensinde, men også med at blive en tidløs klassiker, så var der gået noget forud for det. Der var faktisk gået meget forud for det. Timer på timer og endeløse timer havde hvert enkelt af dem lagt i at dygtiggøre sig på deres respektive instrumenter, og det var netop akkumulationen af alle disse dyrebare minutter, der i samklang gjorde, at ‘Kind of Blue’ blev så mageløs en plade, som den blev. Det var levede liv, der smeltede sammen og skabte noget, der var større end summen af de enkelte dele.
Det. Kan. AI. Ikke. Her vil mentale krøblinge måske indvende, at dersom AI er trænet på menneskers arbejde så kan AI godt, men før du når dertil, at du siger det højt et sted, hvor andre kan høre det, så gør dig selv og verden en tjeneste, og lad være. En af dine åndsfæller, Mike Shulman fra AI-firmaet Suno kom i en podcast for skade at sige at ”people don’t enjoy making music” som et pitch for hans eget produkt, hvor folk uden skyggen af kunstneriske ambitioner kan prompte sig til en serie lyde, som slangeoliesælgeren Shulman vil have os overbevist om er musik.
Shulman blev da også trukket gennem internettets søle, og selvom han fortjener meget værre, så viser den udtalelse perfekt hvad der sker, hvis folk udtaler sig om ting, som de ikke har noget som helst belæg for at udtale sig om. Undertegnede har, med større eller mindre held, skabt musik igennem de sidste 25 års tid af mit liv, og jeg kan uden at blinke sige, at det er noget af det mest meningsfyldte ,jeg har brugt min tid her på jorden på. Det selvom halvdelen af læserne ikke ville ane hvem nogle af mine bands var, hvis jeg nævnte dem her og den anden halvdel sandsynligvis ville foretrække at høre på lyden af to æsler på en overdosis af poppers, der kopulerede højlydt i timevis, fremfor de musikalske udladninger som jeg igennem årene har været med til at sætte mit præg på.
Uanset hvor lidet succesfuld min tid som musiker har været, så er den bygget på mange, mange timer i forskellige øvelokaler, der alle som en har båret en fugtig lugt af dårlig udluftning, knuste rockstjernedrømme og naive forhåbninger om, at man en dag ville kunne få noget på den dumme, fordi man var ”musiker”. Timer tilbragt sammen med nogle af mine nærmeste. Mennesker, som jeg har så tæt på, at jeg anser dem for at være familie. Og mennesker, som netop har den plads i mit hjerte, fordi man har brugt tid på at frembringe noget, hvor der før var intet. Den proces kan være nedtur, konfliktfyldt, svær og anstrengende, men det er netop fordi, den er de ting, at det, der kommer ud i den anden ende, har stor værdi – for et større eller mindre publikum. Fordi der i al modstand, i al slidsomhed, i al ansigts fodsved ligger et kæmpe udviklingspotentiale. Et potentiale, der både kan udvide din egen kreative forståelse, men også kan lære dig uendeligt meget om dig selv og om andre mennesker. En god ven og bandkammerat sagde engang til mig, at det at spille i et band var meget sammenligneligt med at være i et parforhold. Det handler om tillid, om kommunikation og om at tage og slippe kontrol. Og sådan er det jo i grunden med al modstand. Det der ikke slår os ihjel, gør os stærkere.
Men sådan fungerer det ikke i AI-teknologiens tidsalder. Her skal al friktion fjernes, så alle kan sidde på deres flade røv og skabe hvad som helst. Så hvis du gerne vil spille dødsmetal, men hverken kan ramme en tromme med et baseballbat eller tage et korrekt greb på en guitar, så kan du bare kaste dig over Suno, bede den om at lave det for dig, og så læne dig tilbage med den middelmådiges selvtilfredshed og erklære at “det har du lavet”. Og det har du sikkert i en eller anden forstand også. Før du promptede Suno var der givetvis ikke noget, men din frembringelse har samme dybde som en vandpyt på en varm sommerdag.
Viden og dannelse, tilegnelsen af nye færdigheder samt dygtiggørelse som ideal, er ved at glide os af hænde. Blandt de yngre generationer hersker der en tendens til, at det er pinligt, eller “cringe” som det hedder, at anstrenge sig for at gøre noget godt. For hvad nu hvis det fejler?
Men hvis vi endeligt overgiver os til det pastelfarvede, friktionsløse, AI-tyranni og lader vores i forvejen rigeligt laskede korpus glide direkte ned i lænestolen i bedste Wall-E stil, så giver vi køb på en af de centrale ting, der adskiller os fra resten af dyrene. Nemlig evnen til at sætte os ned og dygtiggøre os inden for noget, som ikke direkte er forbundet til vores overlevelse, hverken individuelt eller som art. Mennesket er som art genetisk kodet til at springe over, hvor gærdet er lavest. Selvfølgelig er vi det. Det er et biologisk imperativ, der stammer fra dengang, hvor det laveste punkt på gærdet skulle findes for at forbruge så lidt energi som muligt, fordi vores mad skulle jages og dræbes og det ikke var sikkert hvornår vores næste måltid ville komme.
Den verden har vi lykkeligvis forladt, men hvis vi nu bevæger os imod en revolution af den skala som alle AI-guruerne konstant tuder os ørerne fulde om, at vi er, så melder jeg mig som kontrarevolutionær. Vi er der, hvor der i medierne pt. er historier fra bekymrede gymnasielærere, der frygter et kollaps nu hvor den første generation, der har haft AI til rådighed alle tre år af deres gymnasietid, skal til eksamen. Blandt lærerstanden er der alvorlig usikkerhed på hvor mange af eleverne, der faktisk har lært noget, og ikke bare har brugt tre år på at krydse samtlige gærder på alle de laveste steder – behændigt hjulpet af AI. En af løsningerne, der blev foreslået, var at ændre og forkorte nogle af eksaminerne, for på den måde at få dem til at passe bedre til elevernes kunnen og evner. Skulle det forestille en af de positive effekter af AI-revolutionen?
Sociologerne Theodor Adorno og Max Horkheimer har (kort fortalt) argumenteret for, at alle teknologiske fremskridt altid har været fulgt af opblomstringer i barbari. Hvert fremskridt har således muliggjort nye former for barbarisk behandling af andre mennesker. Såfremt man abonnerer på de herrers argument – og det er der al mulig grund til – må man forstå, at vi står over for en æra af uhørt, intellektuelt barbari. Flere og flere mennesker udliciterer deres evne til selvstændig tankegang til algoritmer. Til komplet amoralske techfirmaer, styret af endnu mere moralsk blottede milliardærer.
Alt det ovenstående er måske en fluffy omgang. Alle generationer har til alle tider frygtet, at ny teknologi ville ødelægge børns hjerner, moral og evne til at begå sig i verden, og det er sjældent sket. Hvad enten der er tale om bøger, som man frygtede ville ødelægge børns fantasi, om lommeregneren, som man var sikker på ville ødelægge generationers evne til hovedregning eller om computerspil, som man var sikker på ville føre enorme bølger af dødsvold med sig. Det skal man holde in mente, hvis man vil kritisere en fremadstormende teknologi, så man ikke ender som en fingerpegende nostalgiker, der er svær at tage alvorligt.
Forskellen her er blot den, at ingen af de ovenstående har et klimaaftryk, der på nogen meningsfuld måde kan måle sig med AI. I en tid hvor kloden gisper efter vejret, er det sidste en menneskerace, der i stigende grad ikke evner at begrænse, sig har brug for, en teknologi, der med et fingerknips kan frembringe kattevideoer, baggrundsmuzak eller deepfake porno med hende den lækre kollega, som du har fundet nogle billeder af på hendes ellers private sociale medie-profiler. Skulle der alligevel være nogen, der ikke er overbevist om hvor miljøbelastende AI-teknologien er, så har jeg gode nyheder til dig. Det er nemlig utroligt let at læse sig frem til de første hundrede artikler fra velrenommerede medier og internationalt anerkendte forskere, der kan gøre dig klogere på den sag.
AI er så veldokumenteret voldsomt miljøbelastende, at det i sig selv burde være nok til at lukke munden på selv den mest jubeloptimistiske AI-fan. Men det er det ikke. For vi skal jo følge med fremskridtet, ikke? Du vil vel ikke efterlades på perronen mens AI-toget kører ud i solnedgangen, læsset til randen med kokain og champagne, vel? Nej det vil jeg ikke. Jeg vil hellere fokusere på at springe skinnerne i stumper og stykker og nakkeskyde togføreren bag den nærmeste mødding ved daggry.
Vi er i ramme alvor derhenne, hvor min datter, der skal til at starte i gymnasiet og som, ifølge eget udsagn, stort set ikke har brugt AI, alene hvis hun vedbliver at undlade det, kan købe sig et kæmpe forspring i forhold til hendes klassekammerater, hvis de omvendt, som det i stigende grad er normalt, forlader sig på AI. Ganske enkelt fordi hun, sig det med mig i kor, anstrenger sig. Bruger tiden på at lære ting ordentligt. Fordi det at anstrenge sig er et mål i sig selv. Fordi slidsomhed og anstrengelse bærer opbyggeligheden i sig selv. Fordi al stor kunst nogensinde, er kommet af menneskers hårde arbejde.
AI kan bedst sammenlignes med en fuglemor, der hjælpsomt gylper tygget mad ned i munden på sine unger. Forskellen her er bare, at hvor fuglemor forsøger at sikre sine ungers overlevelse, så afmonterer AI brugernes evne til at tænke selv. Til at researche og forholde sig kritisk til det, de modtager. For hvorfor skulle man det, hvis en almægtig AI, styret af et eller andet moralsk fallitbo af en milliardær, kan kaste op, direkte ind i hjernen på en, så man slipper for at tænke selv? Hvad som helst for at undgå at skulle yde bare et minimum af indsats selv. Det er seriøst den logik, man er oppe imod som AI-modstander.
Derfor siger jeg jer, AI-MODSTANDERE I ALLE LANDE, FOREN JER! FREMTIDEN ER KUN VORES HVIS VI TAGER DEN TILBAGE FRA TECHFIRMAERNES OLIGARKISKE FEBERDRØMME.
