I næste uge skal du på Extremely Rotten Death Fest og have det ekstremt råddent. Altså, på den fede måde. Overgangssæsonen er forbi, så vi skal til fødselsdagsfest med Undergang og alle de andre. Det er den perfekte opvarmning til de store festivaler – bare med et bedre lineup end de selv kan præstere.
Men du skal jo også have tid til at købe merch, du skal også lige nå fra Amager Bio over på City Kebab og tilbage igen, og du skal også lige nå at snakke med Henning, som du kender fra Gunslevmagle Idrætsforenings U13-hold fra 1987, nu hvor du tilfældigvis lige mødte ham i garderobekøen. Du glæder dig! Og det gør jeg også. Men der er nogle bands jeg glæder mig LIDT mere til at se end alle andre. Dem kan du læse mere om forneden.
Torsdag:
Torsdag er ikke en egentlig festivaldag, men der er opvarmningsshow på Beta med danske bands. Men lineuppet er jo fedt, så du skal ikke snydes.
Sewer Haul:
Aarhus vandt Danmarksmesterskabet i fodbold. De har også vundet Danmarksmesterskabet i goregrind, efter at Sewer Haul udgav ‘Torso Mangled Beyond Repair’ sidste år. Den har vi her på magasinet tidligere givet pæne ord med på vejen. Det er ægte voldsparat bøllerock. De pisser også på maskeringsforbuddet med elefanthuer og alt muligt. Hopper du i pitten, er der god mulighed for at kunne lave en sygemelding på grund af en brækket næse om fredagen, så du kan samle lidt mere energi til selve festivalen. Win!
Phrenelith:
Det er overraskende sjældent, at jeg får set Phrenelith. Det er en skam, for de har noget som ingen andre danske dødsmetalbands har. Det er lige ud af hulen, ærligt og tungt. Seneste udspil ‘Ashen Womb’ har en vulkan på, og musikken lyder nogenlunde lige sådan.
Jeg var ganske begejstret for det album, og har sågar skrevet om det. Hvad er bedre end en opvarmning, der lyder som om, at hele verden brænder?
Fredag:
Du skal lige få talt med chefen, så du kan gå tidligt. Årets program starter nemlig allerede kl. 16, så du må tage fredagsbaren på djævleøen. Vi skal høre grind og vi skal høre doom og vi skal have det fedt.
Necropsy Odor:
Bandet her er grunden til at du skal være tidligt ude. Det er den slags klammogrind, hvor alle sange starter med et vildt stramt lilletrommeskind der siger ‘DUK-DUK-DUK-DUK’. De har også lavet en sang, der hedder noget så deadpan som ‘Impaled by Tree.’ Det er sgu musik man både forstår og slår sig på. En bruger på bandcamp opsummerer det meget godt ved at skrive: “I feel like I fell in a septic tank, but I don’t want to wash the stink off.”
Torture Rack:
Lidt senere skal du spændes op til lir med Torture Rack. Det er barbarisk dødsmetal, som lyder lidt som en hær af vrede trolde med rytmesans. Og troldene vil gerne give dig bank med store køller.
De har lavet evergreens som ‘Destined for Dogmeat’ og ‘Open Casket Funeral Puker’ og det synes jeg sgu opsummerer musikken meget godt. Sangene er også tilpas korte til, at de kan nå at spille rigtig mange, eller at ham den irriterende der begynder at snakke under koncerten får tilpas mange pauser til at han måske kan fortælle om det nye sommerhus i Tisvildeleje til sidemanden mens musikken ikke spiller.
Anatomia:
Japan er god til mange ting. Også dødsmetal. Anatomia er et af de bedste death doom bands overhovedet. Det er kompromisløst, råddent og tilpas mærkeligt til at adskille sig fra alle de andre. De let gebrokne engelsk gør det ekstra makabert. Til tider er det næsten rock ‘n’ roll-groovet, for derefter at blive funeral doom. Anatomia er langt fra konventionel dødsmetal, hvilket gør dem så særegne. De er faktisk ikke så sjældne gæster på disse breddegrader, men hvis man er typen der er tilbøjelig til at tænke: “jeg fanger dem en anden gang”, begår man en stor fejl.
Lørdag:
Lørdag er der alt godt fra kloakken. Du kan godt nok sove lidt længe, for programmet starter kl. 15. Men du skal være der til tiden, for der lægges hårdt ud. Vi skal grinde videre, men også have et par afstikkere til Finland, Japan og USA.
Azatoth:
Finland er jo sådan lidt et dødsmetalparadis. Der dukker nye og spændende bands op hele tiden, som dels søger tilbage til den klassiske lyd, men samtidig formår at lyde friske og nye. Det er Azatoth et godt eksempel på. Der er lidt Morbid Angel, lidt Incantation og lidt Cannibal Corpse. Det er sjældent at et ungt band lyder så overbevisende på deres debutudgivelse som Azatoth gør. Lidt hovedregning fortæller mig, at bandet har været 17-18 år, da de indspillede den. Da jeg var 17, spillede jeg ‘Sommer i Europa’ med Rasmus Nøhr til en morgensamling.
Jeg forstår sgu godt, at jeg blev mobbet dengang.
Hemorrhoid:
Old school, amerikansk death grind af den bedste slags. Når man laver en sang som hedder ‘Dante’s Fecal Inferno’, så er jeg altså bare solgt til stanglakrids. De har også lavet den meget fine ‘Bugs Found During Routine Colonoscopy’. Vanvittige tider kræver vanvittig musik, hvilket Hemorrhoid er garant for. Den bedste hæmoride, man kunne ønske sig.
Wormridden:
Når planeterne står på linje og der er BÅDE brød og pølser på tilbud, spiller Wormridden koncerter. Det er lige dele Anatomia og Undergang, hvilket naturligvis sætter sine geografiske begrænsninger for bandet. Med mere end ti år på bagen, kan bandets koncerter vist stadig tælles på en hånd. Det er grindet, doomet og klamt. Har man en dødsmetalbucketlist, så er der god mulighed for at få sat et flueben ved en af de sjældne.
Witch Vomit:
Af uransagelige årsager har jeg endnu ikke formået at se Witch Vomit.
Der har ellers været oplagte muligheder, men af og til sker livet også for en dødsmetaller.
Det er sådan en herlig blanding af riffet dødsmetal og black metal, uden at blive sådan noget ligegyldigt blackened death metal. Det har sådan en pissehyggelig okkult stemning, som man sagtens kan tænde et stearinlys til. Det er faktisk ganske melodisk, hvilket bliver en herlig afrunding på en festival hvor melodierne nok er noget man skal kigge langt efter.
Du kan stadig nå at købe en billet. Det syn’s vi faktisk at du sku’.
Det kan du gøre her: https://www.ticketmaster.dk/artist/extremely-rotten-billetter/863150




