Overskriften siger måske sig selv. Selvfølgelig gør vi det. A Colossal Weekend har gennem ti år været samlingspunkt for noget af det bedste og mest spændende musik, der rammer Danmarks festivalkredsløb. Men alt det ved I godt. Hvad I måske ikke ved, er hvem, der egentlig er hvem på plakaten. Derfor har vi stillet de skribenter, vi sender afsted, den opgave at forklare hvad de glæder sig mest til – og hvorfor.
Jens – fotograf:
Der er ikke særlig meget på programmet, jeg kender, og jeg har ikke rigtig dykket ned i navnene. Men jeg glæder mig til at blive kastet ud foran nogle underlige shows og få nogle fede oplevelser, som jeg ellers ikke ville have haft. Sådan blev det også sidste år…
Bertram – skribent:
Man kan næsten beskrive A Colossal Weekend som et sammensurium af alt, hvad vi her på redaktionen synes er fedt ved den danske livescene, og hvis du som læser ellers kan lide hvad vi dækker, er ACW med hundrede procent sandsynlighed noget for dig. Du kan forvente storslåede koncertoplevelser, en fantastisk stemning, en intim atmosfære, store armbevægelser og, selvfølgelig, et vanvittigt velkurateret progra,m der rummer alt mellem himmel og jord inden for kategorien ‘tungt’. Derfor vil jeg som det første anbefale, at du bare letter røven og kommer af sted, selv hvis du ikke umiddelbart kender noget af det som spiller. Som Jens også nævner, er en stor del af charmen ved ACW nemlig, at der er masser af muligheder for at opdage noget vildt fedt, som du aldrig havde opdaget ellers, sammen med en masse dejlige mennesker, du meget hurtigt kommer til at holde af. Hvis du alligevel er sådan en type, som gerne vil holdes lidt i hånden, får du også lige tre bands som jeg i hvert fald ikke har tænkt mig at gå glip af.
Flashback til 2017: Jeg er 14 år gammel og i Store Vega for at se Mastodon. Den aften skulle vise sig at være ekstremt formativ for mig, da den foruden at være et af mine bedste koncertminder fra mine yngre år, også gjorde et kolossalt – no pun intended – indtryk på mig. Godt nok kom jeg for at se Mastodon, som var fantastiske, men aftenens support bestående af Red Fang og Russian Circles blæste mig bagover i sådan en grad, at begge bands har fulgt mig lige siden. Derfor glæder jeg mig enormt meget til at genopleve den koncert med Russian Circles, når de igen besøger Store Vega kl. 23.15 om lørdagen. I modsætning til hvad navnet måske kunne antyde, stammer de fra Chicago, Illinois, og spiller tung instrumental post-metal. Hvis du mener, at instrumentalmusik ikke lige er dig, skal du vide, at deres musik altså opleves bedst live, hvor du rigtigt kan blive opslugt i atmosfæren og smelte sammen med resten af publikum i et symbiotisk kødhav, der rokker frem og tilbage.
Fredagen byder på fint besøg fra Örebro, og nej, det er ikke Millencolin, men derimod stonerrockgruppen Truckfighters fredag kl. 21:00. De er nok bedst kendt for deres opus ‘Gravity X’, hvor tordenskraldstrommer, fuzzy Kyuss-riffs og et hint af svensk charme flyder sammen i et univers af sci-fi-psykedelia, der udgør et eminent soundtrack, om du så cruiser gennem ørkwnen i din Mustang ‘68 eller fræser forbi modkørende fartøjer på den intergalaktiske autobahn. I modsætning til de øvrige bands på listen, har jeg ikke før oplevet Truckfighters live, men jeg har stærk fornemmelse af, at det bliver en koncert af galaktiske proportioner og at de kommer til at spille omtrent lige så slesk som Jarl Friis Mikkelsen i Walter & Carlo. Fy for en skefuld!
Det er lidt svært hele tiden at finde på noget nyt at sige om EYES, da både jeg og resten af redaktionen har fulgt dem tæt de sidste 2,5 år. Så med fare for at gentage mig selv, lad mig skære det ud i pap for dig, der af mystiske årsager stadig ikke har set dem live: EYES er blandt den absolutte elite af, hvad den danske hardcore-scene kan præstere. De er uden tvivl et af landets vildeste og mest intense livebands og er kun blevet skarpere for hver plade, de har udgivet. Smid deres nyeste udspil ‘Spinner’ på, og hvis du stadig ikke er overbevist, må vi tage den i pitten kl. 22 fredag.
Marcus – skribent:
Uff. At kondensere A Colossal Weekend ned til tre bands, jeg ser frem til, er en øvelse i selvbedrag. Uanset hvor mange gange, jeg hører EYES, Hudsult, Puke Wolf eller Sunken – bare for at nævne nogle eksempler – ser jeg jo altid frem til et gensyn med dem. Jeg sad med en kortliste med over 15 bands på, men efter længere tids diskussion med mig selv, lykkedes det at træffe en beslutning, så nu er det altså sådan her, det bliver:
Er det Svalbard, som har fået æren af at åbne Store Vega ved dette års festival, eller er det A Colossal Weekend, som har fået æren af at lade deres hovedscene åbne af Svalbard? Uanset hvad, så glæder jeg mig, for jeg har misset denne britiske post-hardcore kvartet de sidste par gange, de har besøgt Danmark, men fandme ikke igen! Det er også sidste chance, eftersom bandet sidste år varslede afslutningen på deres 15 år lange karriere. Dermed er det verdens største no-brainer at befinde sig i Store Vega kl. 19 om torsdagen, når Svalbard gør det, de er bedst til: Nemlig at gøre genrebegreber sekundære. I vinter udgav de deres svanesang i forbindelse med, at de sagde farvel og tobak, og her viste de en genaktivering af den intensitet, som gjorde bandet så interessant i første omgang:
Senere på aftenen skal du binde dobbeltknude på dine løbesko og two steppe ind i Lille Vega, som den norske hardcoreenhed Feral Nature sparker dørene ind til klokken 22.10. Hvis man kender dem ret, spiller de et helt vildt tight set uden bullshit – for når man ikke spilder tiden på ligegyldigt fyld, er der plads til mere smadder. Og smadder er lige præcis det, Feral Nature er bedst til. Det har de senest bevist på EP’en ‘Cradle of Twigs & Bone’, som viser dette ivrige, rabiate hardcoremonster fra deres allermest umiddelbare og intense sider.
Torsdagens sidste band er den lokale duo Lysbærer, og jeg ser stort frem til omsider at få hørt deres postede og melankolske take på black metallen live for første gang. På Lysbærers seneste plade, ‘TROLDDOM’ formår Thomas Mascagni og Jamie de la Sencerie sømløst at bevæge sig mellem det atmosfæriske, introspektive og det flænsende, ondskabsfulde, og de gør det alt sammen med en forståelse for storslåethed, der på mirakuløs vis aldrig bliver irriterende at høre på. Det er ambitiøst, men når man nu endelig kan sit kram, kan man jo sagtens tillade sig at være det. Jeg kan ikke forestille mig en bedre første koncert med dem her end midnat nede i Basement.
Jon – skribent:
Pointen med A Colossal Weekend er ikke at se den og den koncert med det og det band. Der vil være øjeblikke, man bærer med sig videre, nogle takters fryd så ren og ufordærvet som at være et barn helt oppe i træets krone, og der vil være ølkø og makkere, der gerne vil fortælle dig om noget eller nogen, der var meget federe, da de oplevede dem for nogle år siden. Der vil være vaden op og ned ad Escher-trapperne i sossehøjborgen, men vigtigst vil der være tre dages musikalske udtryk på et spektrum mellem det sanseligt flygtige og det knusende massive, mellem skønsang over sitrende droner og gryntende galpen over amokløb, mellem det sublime og det sublimt koksede.
Det er det at bevæge sig tre dage på det spænd, der er festivaloplevelsen. Så kan det godt være, det kan blive dejligt at se Cult of Luna igen, hvis man ikke har set dem længe, Pelican og Russian Circles for første gang, siden før post-metal blev noget, fisteren i toiletkøen sukkede over, A.A. Williams, hvis man har nogen at holde om imens, Backengrillen, for det er længe siden, man lige har set Mats Gustafsson eller Refused, men seriølle: Top tre over A Colossal Weekend 2026 bliver noget i retning af
- Fortovet, hvor nogen har hentet butikskolde dåsebajere i Rema, og solen skinner helt vildt, og hende der har jeg ikke snakket med, siden sidst vi begge kunne komme hjemmefra og se et eller andet tungt og anonymt, som ikke betød nær så meget som at være en undskyldning for at ses.
- Rende ind i ham der på min gamle fjende, trapperne, som man ikke har set i ti år.
- Have det alt for, alt for, alt for voldsomt over noget fransk boogierock, fordi det lige præcis er det, der giver mening dér.
Alligevel:
Slift – torsdag d. 7. maj kl. 21 i Store Vega
Hånden på hjernen, jeg troede også først, der stod Slint. Og det ville passe perfekt, og det ville være så vildt, men ærligt: Hvor meget federe er det ikke at have de sange som en plade (plade, bevares), der minder én om at være ung og have det tungt, end at se nogle alt for relativt jævnaldrende tæske rundt i deres ungdomsfølelser. Meget mere optur da at høre nogle franskmænd fuzze helt ud over en spacerock, som jeg aldrig nogensinde ville klare i en blindtest, men som jeg er ret sikker på, jeg kommer til at ville dø for torsdag aften og fredag morgen undre mig over den ustyrligt grimme T-shirt, jeg har været nødt til at købe.
Nausia – torsdag d. 7. maj kl. 18:10 i Basement
OK, jeg troede også lige et splitsekund, det var Nausea, det ældgamle newyorker-crustpunkband, og det ville gonnok have været ordentlig sejt, hvis de også lige var gendannet og kommet, men igen: Hvor meget federe er det ikke at have de sange som afsæt for, hvordan man bedømmer al mulig anden musik, og så starte festivalen med at høre den københavnske kvintet spille rock, som om det var jazz, som blev spillet, som om det var rock. Jeg skrev noget om dem, som jeg stadig synes indfanger det meget godt, sidste år: Der er noget enormt trygt ved den måde, den københavnske fusionsjazzkvintet lyder. Dels selvfølgelig det, at det hele bliver ved med at minde én om ting, der var nye og friske, dengang verden for én føltes ny og bristefærdig af potentiale til at blive helt igennem fantastisk. Dels det, at Nausia ikke bare forfalder til 90’er-alternativ-rock-og-jazz-bandnavne-bingo, men linder på døren til endnu en ny potentialitet.
Phtumulhu – fredag d. 8. maj kl. 20:10 i Basement
Gedigen hætten-op-har-det-hårdt-doom fra Island. Sådan noget, hvor man kan finde et YouTube-klip med dem, hvor de spiller i en hule og er helt vildt meget sådan noget, der spiller doom metal i en hule, hvor det hele lyder lige så ad helvede til, som det er meningen, at man skal have det. Ærligt: Det her bliver fedt, og det bliver lige så svært at skelne fra alt muligt andet af den slags, som deres sangtitler er at finde ud af. Vi nævner i flæng: ‘Multhulu’, ‘Tuulmul’, ‘Uul’, ‘Uluuthuth’, ‘Thuluthum’, ‘Mluthu’ og slagsangen ‘Pthumulhu’. Point til den onkeltype, der afholder sig fra at begynde at råbe på ‘Hulubulu’.
Der er ikke mange billetter tilbage til A Colossal Weekend 2026, så man skal til at skynde sig, hvis man skal med. Skaf dem her.
