Rampelys: Narrow

Skrevet af:

Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Hamza Malik Ugur
Genrer:

Rock’n’roll har aldrig handlet om at bevæge sig i konforme rammer. Rock bliver betydningsfuld, når den er autentisk, og det er dem, der søger at bryde og skubbe til rammerne for, hvad ordet betyder, som bliver banebrydende. Denne gang er det Narrow som står i rampelysets spot, og stik imod hvad navnet måske ville indikere, bevæger de sig bestemt ikke i et snævert felt, og er ikke bange for at give lytteren en skruebold eller to. 

Hvem er med i bandet?

Vi er Victor Andersen, 23, sang og guitar. Mads Juvik, 22, bas. Linus Sigurd, 22, Trommer.


Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken? 

Victor kommer fra en lille by på Sjælland, hvor der ikke var nogen at spille musik med. Uden at fortælle det til sine forældre, droppede han ud af gymnasiet og tog til København for at starte et band. Der levede han som hjemløs, sov på folks sofaer og mødte i den forbindelse forskellige dygtige musikere. Desværre delte de ikke Victors ambitioner om at leve af musikken. Han havde hørt rygter om, at der var en trommeslager ude på Frederiksberg Gymnasium, der brugte alle sine frikvarterer nede i øvelokalet og manglede nogen at spille med. Derfor skrev Victor til Linus på Instagram, og hørte om de kunne finde tid til en prøveøver. Svaret faldt prompte, og allerede samme aften mødtes de i et slidt øvelokale i Nordvest. Fra første strofe vidste Victor, at Linus var den rette trommeslager. Herefter brugte bandet de næste to år på at spille landet tyndt i alt fra små klubber til etablerede scener og begyndte lige så stille at få vind i sejlene. Dog lige som bandet skulle til at udgive første single, skiltes Victor og Linus med deres daværende bassist, hvilket gjorde, at de stod i en ekstremt presset situation. Et par måneder forinden havde de spillet en koncert på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor Mads var ved at afslutte sit forløb. Han kunne godt lide bandets lyd, så da de et par måneder senere skrev, at de manglede en bassist, tog han med det samme chancen. Der havde været mange bassister til audition, men ingen af dem matchede vores ambitioner, lyd eller udtryk. Det var først da Mads kom til audition med sin rolige disposition og endeløse gåpåmod, at de vidste, at bandet var komplet. Han havde også en Kashmir-t-shirt på, hvilket nok også havde indflydelse på Victors beslutning. I en nyfunden treenighed tog vi ned på det lokale kebabsted og aftalte at blive rockstjerner.

Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?

Vi har mange ideer og budskaber, men nok flere spørgsmål. Spørgsmål om, hvordan man finder kærligheden, om der findes andet liv i universet og hvordan man finder vej gennem en mere og mere kompliceret og teknologi-ficeret verden, fungerer som en rød tråd i vores tekstunivers. Vi er stadig meget unge og tænker at vi ikke er de eneste i den alder, der går rundt med de her spørgsmål.

Hvorfor spiller I den type musik, I gør?

Det fede ved at spille i Narrow er, at der ikke er nogen begrænsninger for den type musik, vi kan lave. Vi føler, at “rock”, i ordets bredeste forstand, er den ramme, vi kan udtrykke os bedst i, men vi er heller ikke bange for at smide et djent-breakdown ind eller lave en popsang om kærlighed. 

Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.

På grund af vores meget forskellige inspirationskilder får Narrow sin brede lyd. Victor har altid lyttet meget til Tim Christensen og Radiohead, men drager også inspiration fra mere elektronisk musik såsom Björk. Linus startede ud med bebop og jazzfusion med folk som Art Blakey og Tony Williams, men har med årene bevæget sig over i metallens verden og lytter nu til alt fra Vola til Tesseract og Animals As Leaders. Mads kan som nævnt godt lide Kashmir, men lytter også til Pink Floyd og Red Hot Chili Peppers. 


Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet? 

Vi har fokuseret på at spille en masse koncerter og møde så mange i branchen som muligt. I 2025 vandt vi Vig Up, som gjorde, at vi fik lov til at spille på Vig Festival foran flere tusinde mennesker. Efterfølgende har vi spillet mange flere shows, nogle af dem udsolgt, før vi overhovedet havde udgivet vores første single. Vi har også lagt meget vægt på sociale medier. En af vores første udsolgte koncerter spillede vi, fordi vi var blevet opdaget af en booker, der havde set os på Instagram.


Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?

Vær enige om ambitionerne i bandet, inden I går i gang. Gå ikke på kompromis med jeres lyd og få musikken indspillet og mixet ordentligt. Se musikken som et arbejde. Et sjovt arbejde, men der medfølger også et ansvar. Skab forbindelser med dine kolleger; de er dine samarbejdspartnere og ikke dine konkurrenter. Den danske rockscene er lille, og vi kan kun klare det, hvis vi løfter hinanden op. Sidst, men ikke mindst, lev billigt. Smøger er dyre, så hvis du skal ryge, ryg hjemmerul, og havregryn smager bedre med sukker.

Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucket-listen?

Vi vil gerne være det første band, der spiller på månen.

Hvad er det næste fra jeres hånd?

Vi arbejder døgnet rundt på at færdiggøre vores første plade, som vi håber på udkommer i efteråret 2026. Indtil da fortsætter vi med at udgive singler, musikvideoer og skubbe grenserne for, hvad et debutant-DIY-band kan. Og så skal vi selvfølgelig ud og spille en masse!

Narrow har to singler ude indtil videre, ‘Stargaze’ og ‘Mindscroll’, som kan findes på alle streamingtjenester og deres vildt gennemførte hjemmeside.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421