HIRAKI og Meejah lader ikke stå til. Overhovedet. Det fremadstormende projekt er klar til at tage ikke bare Danmark, men hele Europa med storm, og vi på Selvtægt er os derfor pinligt bevidste om den ære det er, at kunne bringe videopremiere på endnu et af deres numre. Denne gang den buldrende ‘Preserve / Manifest’, der giver os præcis det, jeg efterspurgte tilbage i 2024.
De to orkestre fortæller følgende om deres nye video:
‘Preserve/Manifest’ udspringer af et insisterende beat og et ønske om at skabe noget ægte sammenvævet. Gentaget som et mantra – effigy, effigy – bliver nummeret både spejl og advarsel: Et kraftfuldt ydre i konstant fremdrift, der skælver ved den mindste brist.
HIRAKI står som den primære arkitekt bag sound og struktur. Men netop fordi nummeret er et ægte collab, så har Meejahs indflydelse og tilføjelser drejet kompositionen om indtil flere hjørner, før den landede i sin endelige form. Også takket være mixer Klaus Q’s intuitive forståelse for ambitionen om at rejse fra et bølgende hjerteslag til en fuldblods distortion-hammer.
Vokalist i HIRAKI, Jon Gotlev, uddyber:
– Teksten såvel som nummeret balancerer mellem netop bevarelse og manifestation, hvor dominans opløses i intimitet, og modstand bliver til omsorg. Man kan nærmest tale om en anspændt symbiose af magt og kontrol, kærlighed og egoisme – en form for simuleret drivkraft gengivet som en organisk sameksistens.

Musikvideoen er filmet en blæsende novembernat i beton-hallen på Grobund Fabrik på næsen af Jylland ved Ebeltofts ensomme færgehavn. Her øvede og overnattede Meejah og HIRAKI, dagen før de optog deres Tapetown Session af førstesinglen Dead Calls. Preserve/Manifest-videoen består af dynamiske sekvenser med hænder, hår, munde, doblede layers af dansende kroppe, skrift-glitches og en svævende 3D-udgave af ben-kransen fra ‘INTERWOVEN’s artwork.
Meejah x HIRAKI kan opleves på A Colossal Weekend til maj. Pladen kan forudbestilles her.




