Årslister skal sammenfatte alt det fede gennem et år, og det lægger jo op til, at man har noget særdeles fornuftigt at sige om alle mulige ting. Det er dog svært at sige fornuftige ting om så ufornuftige hændelser, der konstant foregår sig rundt omkring i verden og fungerer som den absolutte modpol af alt, hvad Selvtægt står for. Man bliver hurtig træt, og derfor har det for mit vedkommende været dejligt at kunne vende snuden mod Selvtægts fælleschat og diskutere alt fra metalliske anakronismer til dårlige demobånd til folks holdninger om saxofon i metal. Det leder mig til en af mine først fremhævelser over fede ting i år.
Fede ting
Saxofon
Det er ikke saxofonen selv, der skal fremhæves, men mere essensen af at kunne inkorperere den – og andre mere usædvanlige instrumenter – i sin musik. Der har været et hav af gode, eksperimenterende albums i løbet af i år, der virkelig har vist deres indflydelse fra alle mulige forskellige genrer. Det stadigvæk vedligeholdte fænomen af at sammensætte forskellige komponenter, teksturer og nuancer i moderne albums er med til at påminde os alle om, hvor heldige vi er at leve i en tid med så meget fantastisk musik og så mange fremadskuende kunstnere. Inkorpereringen er aktuel på mange af mine fremhævede artister i denne liste, men yderligere kunstnere som danske Feather Mountain, Demersal, Heathe og internationale Anna Von Hauswolff, specielt Ciśnienie, McKinley Dixon, Jane Remover, Quadeca samt mange andre er med til at bidrage til netop dette. Tak til alle, for stadig at eksperimentere.
Vega
Udover at lægge hus til nok min yndlingsfestival, nemlig A Colossal Weekend, så har Vega altså et uovertruffent bookinghold. Hold nu op, hvor har jeg oplevet nogle vilde ting i Vega i år – ligesom jeg har de sidste mange år. Det er utroligt, de kan blive ved. Hvis ikke på selve årslisten, så var mange af de tætteste kandidater, ting jeg har oplever i Vega. Swans, Godspeed You! Black Emperor, Amenra, Black Country New Road, Orm, Oranssi Pazuzu, Ethel Cain, Morild er bare nogle af de helt fantastiske navne, jeg har set i Vega i år. Og alt det er helt foruden at nævne deres allerede bookede program til næste år, som også ser enormt lovende ud. Det skal Vega simpelthen have ros for.
Roskilde Festival
Jeg er overbevist om, at folk der ikke kunne lide Roskilde i år, ikke forstod den. Faktisk så overbevist, at jeg har skrevet en kæmpe reportage af festivalen med netop den titel. For mit vedkommende er Roskilde et godt eksempel på, hvordan en festival burde fungere – i hvert fald musikalsk, da jeg stadig kan have problemer med dynamikken. Det er dog noget, der er ude af Roskildes magt, og derfor ikke fair at kritisere dem for.
Immervæk stod Roskilde for solskin, dejlige bands og dejlige mennesker i år. Roskilde har overtaget Copenhells plads i min bog. Mens Copenhell har travlt med at booke hovedsageligt skodbands med nogle sporadiske kronjuveler i skjul, sammensætter Roskilde altid et enormt alsidigt lineup med alt fra undergrundsmetal til hyperpop til elektronisk til art-rock. Samtidig varer det længere end Copenhell og er billigere. Hvordan kan man sige “nej” til det?
Udgivelser
Året har været fuld af gode udgivelser, men de her har været de absolut bedste.
6. Malk De Koijn – ‘Nummer 5’
Stormægtig tilbagevenden fra en legendarisk hiphopgruppe. Malk De Koijn har udstyret sig med alle de gode, genkendelige ting på deres seneste udgivelse. Der er tydeligvis stadig smag i bananklasen og fuglevingerne bliver spredt på ny i et mix af nostalgiske beats og legesygt flow fra de tre ikoner, du aldrig kan nå.
5. Maruja – ‘Pain To Power’
Dette album føles som en skyttegravskrig, hvis man i stedet for at slå hinanden ihjel skulle fremkalde de skingreste saxofonskrig. Auditive granatkast og blindgyder af støjvægge gør dette til et eminent noiserockalbum med en hiphopfølelse i flowet, som ubesværet også kan skifte over i mere stille sektioner, hvor numrenes tekstur kan få lov at udfolde sig til noget større og mere meningsfuldt end bare endnu et noiserockalbum.
4. Black Country, New Road – ‘Forever Howlong’
Om man synes det er prætentiøst højskolepjat eller en perfekt sammensætning af art-rock, klassisk, folkemusik og meget andet, så må man give dem, at de er dygtige. Dette er den svære efterfølger efter tidligere forsanger Isaac Wood forlod bandet. Alligevel har de ramt plet uden at falde tilbage på deres tidligere grundlag. Det er en gendefinering af dem selv, der holder fast i det essentielle, uden at det bliver et karikeret forsøg på det genkendelige.
3. Shearling – ‘Motherfucker, I am Both: “Amen” and “Hallelujah”…’
Efter Sprain gik i opløsning, slog medlemmerne Alex Keny og Sylvie Simmons sig sammen og startede Shearling. Det kom der dette album ud af, som bedst kan beskrives som en pompøs noiserockopera. Manisk prædiken, uigennemtrængelige lydvægge og teatralsk kakofoni i løbet af dets 62 minutters spillelængde. Hvis man gerne vil udfordre, straffe og belønne sig selv, alt sammen inden for en time, så er det her album noget for dig.
2. Swans – ‘Birthing’
Det er nok uundgåeligt, at Swans sniger sig ind på mine årslister igen og igen. Med ‘Birthing’ gendefinerer de ikke sig selv, men viser stadig evnen til at fornye. Det er ubetvivleligt Swans, men med nye kræfter, når der eksperimenteres med korte freejazzsektioner, unik støjplimren og en generel anderledes tilgang til groovebegrebet. Ingen kan, som Swans kan.
1. Morild – ‘DISSE FUGLE FÅR INGEN AT SE‘
Jeg har sagt alt dét, der skal siges om Morild i min anmeldelse af deres plade fra i år. Fuldstændig uovertruffen black metal, der på sin egen autonome måde er med til både at skubbe og udfordre genrens præmisser. Vi burde alle værdsætte Morild noget mere.
Koncerter
Året er for mit vedkommende også blevet defineret af en masse koncerter. Her er de allerbedste:
3. Opeth – DR’s Koncertsal
Jeg tror aldrig, jeg kan blive træt af Opeth. Jeg så dem to gange i år, men den i DR’s Koncertsal var bare en smule bedre end den i Hamborg. Selvom jeg altid kan have anker til Opeths setlister, kan jeg ikke lægge bag mig, hvor fantastisk en oplevelse det hver gang er at se dem. Åkerfeldt er stadig i topform efter så mange år, og jeg tvivler på Opeth nogensinde vil miste sin status som metalmastodonter.
2. Blood Incantation – Amager Bio
Det er de færreste dødsmetalbands, der kan udføre en Tangerine Dream-sekvens midt i en trumfende brutal dødsmetalkoncert og stadig have publikums fulde opmærksomhed. Blood Incantation kan dog godt. Deres koncert i Amager Bio var pragteksemplet på en vellykket koncert inden for de progressive rammer.
1. Swans – Store Vega
Swans holdt svanesang her i slutningen af året, og hvis det auditive støjhelvede ikke var overvældende nok, så sad følelserne også helt ude på tøjet på af mange af koncertgængerne, da de vidste, at dette var den sidste turné med deres “big sound”. Eminent setliste og udførsel fra bandet, der ærlig talt ikke kunne sættes en eneste finger på. Jeg kommer til at savne denne konstellation af Swans.
Hvad jeg glæder mig til
Der er meget at glæde sig til i 2026 – i hvert fald hvis man kigger på den musikalske front og vender hovedet væk fra den nuværende verdenssituation. 2026 lægger stærkt ud med KOLLAPSE & GRAVA & VENNER og Toldermania i januar. Det glæder jeg mig til.
Dog er det, jeg glæder mig allermest til, at endelig blive færdig med gymnasietiden. Det bliver fedt at prøve noget nyt, og så bliver det forhåbentligt også slutningen på redaktionens endeløse interne jokes om min alder (det stopper aldrig).
Godt nytår til alle, vi ses i 2026.
