December er lig med årslistesæson. Det betyder, at man pludselig skal til at forholde sig til alle de plader, koncerter og øjeblikke, der satte sine spor i året, der gik. Og der har eddermame været rigeligt at tage af i 2025. Jeg har aldrig haft et så travlt koncertår, som jeg har haft i år, og jeg kan heller ikke mindes nogensinde at have lyttet til så meget ny musik, som jeg har haft kastet mig over. Alligevel er en af mine mest brugte sætninger sikkert noget a la: “Nej, dem tror jeg ikke, jeg har hørt om før.”
For man kan ikke høre det hele. Men man kan åbenbart nå at høre rigtigt meget. Så meget, at opgaven med at udvælge årets seks stærkeste plader og tre mest mindeværdige koncerter har været virkelig op ad bakke. Men det er måske ikke det værste problem i verden at have. “Åh nej, min bøf er for saftig, og mine fritter alt for sprøde.”
Tre ting, som var fede i 2025
Collabs
EYES og SYL på Copenhell, Kollapse og Grava på Roskilde og John Cxnnor med venner alverdens steder. Det er jo ikke som sådan nyt-nyt, men jeg er totalt på røven over, hvor godt de her crossovers fungerer, når de bliver gjort med omtanke. Det skal selvfølgelig ikke overgøres, men jeg glæder mig sådan til flere af slagsen.
Selvfølgelig er der altid split-udgivelser, og dem kan vi også godt lide – sådan en udgiver Meejah og Hiraki til næste år, og de har allerede tidligere vist, at fællesprojekter kan bære rigtigt meget. Især live, og det er jo koncerterne, som virkelig trækker. Demersal og Puke Wolf skal nok blive sejt til næste år, også selvom jeg skal helt til Randers for at opleve det til Gallows. Og årets første koncert med Kollapse og Grava m.fl. den 3. januar bliver med al sandsynlighed et af 2026’s helt store højdepunkterne, omend også dybt vemodigt.
FEYESTIVAL
FEYESTIVAL skal fremhæves, fordi vibesene var lige så gode som musikken. Jeg fandt ud af, at det åbenbart har regnet den dag, men jeg husker det bare som god musik, brede smil, kolde fadøl og bagende solskin. Hukommelsen har valgt side, og det er bandsenes skyld for at spille så god musik samt Selvtægt-redaktionen for at være så godt selskab. Det var ikke som sådan skelsættende for 2025, hvad scenen angår, men skud ud til EYES for at invitere deres homies ind i Byhaven og Pumpehuset for at larme lidt i anledning af ‘SPINNER’. Den plade skal jeg nok komme mere ind på længere nede.
Pizza
Har du nogensinde tænkt over, hvilken pizza din yndlingsgenre ville være? Det har vi. Derfor skrev vi, hvad der svarer til et helt menukort, så du slipper for at stå ubeslutsomt i køen, næste gang du har fråder på – og fordi det var grineren.
2025s fedeste plader i udgivelsesrækkefølge
Deafheaven – ‘Lonely People with Power’
De sidste mange år har det været nemt for mig at udpege årets album. I 2025 har det været umuligt. Deafheaven har dog nærmet sig det, og det har de gjort med et album, der nogle dage er det bedste, de nogensinde har bikset sammen. Lonely People with Power viser bandet fra deres mest overbevisende sider, alt imens de formår at introducere nogle nye. Jeg har hørt pladen blive omtalt som “fokuseret” og “moden”, men der er også en vis vildskab til stede, der titter frem en gang imellem – så vildt som blackgaze nu kan blive, altså.
EYES – ‘SPINNER’
EYES var det band, jeg lyttede næstmest til i 2025. Førstepladsen vender vi tilbage til senere, for vi skal lige stoppe op og kigge nærmere på ‘SPINNER’. Her har vi EYES i deres absolut mest koncentrerede form. Pladen er genial, til tider grineren og enormt velproduceret. Den er alt, hvad jeg turde håbe på – og mere til. Det er en type plade, som højst burde dukke op én gang ud af hundrede, men hvis man kender EYES ret, laver de vel endnu et sindssygt album om et par år. Anyways, her er en sej musikvideo:
Demersal – ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’
Denne her EP kunne ikke være kommet hurtigt nok efter Demersals udgivelse af en af årets stærkeste sange, ‘Jeg ved ikke hvor det er’. Den umiddelbarhed og det nærvær, der opstår, når Demersal synger på dansk, går lige i hjertet – men EP’en her er meget mere end bare lyriske genistreger. Det er en altopslugende musikoplevelse og en regulær tidsrøver, er hvad den er. Men det er også, for hvis der er nogen, der fortjener min fulde opmærksomhed, er det Demersal. Dem har jeg tid til overs til.
Galge – ‘Dødelig’
Der er noget lidt sjovt over spændingen mellem virkelig veleksekveret prog og bøllet jydedød, men ‘Dødelig’ er også bare såååå meget mere end de to ting. Albummet trækker tråde til både black metal, hardcore og sågar også lidt post-metal på denne skive, som på samtlige parametre er en opgradering fra ‘Løkkelig’. Jeg havde ikke forestillet mig, at Galge ville være dødsmetalindslaget på min årsliste, eller at der skulle være sådan et overhovedet, men sådan kan man blive overrasket. Big ups, for dælen da.
Salver – ‘salver dig’
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gange jeg allerede har fået hørt det her album. Flere gange end det burde være muligt på blot en halvanden måneds penge, men jeg kan ikke styre mig. Det er svært at få nok af ‘salver dig’. Tænk sig, at det her er deres første album! Der er næppe mange, der kan gøre noget så sublimt i første forsøg, som Salver har gjort her. Bevares, de har udgivet musik før, men stadigvæk!
MITE – ‘Pigs in Power’
Som et lyn fra en skyfri himmel surprise-droppede MITE deres tredje album for et par uger siden, og det er et helt anderledes bæst, end vi er vant til fra de gæve odenseanere. I min anmeldelse kaldte jeg ‘Pigs in Power’ for “et knytnæveslag lige i bæfjæset”, og det kræver ikke mange sekunders lyt, før det burde begynde at give mening.
De tre fedeste koncerter i 2025
Napalm Death @ Plan B
Der var virkelig mange shows i februar, men det var min første tur på Plan B, der bød på det bedste af dem alle. Her gæstede nemlig fire ekstremt veloplagte bands det ikoniske spillested i Malmøs backrooms, og det gjorde de alle til den store guldmedalje. Brat var alt for optur, Full of Hell demonstrerede endnu en gang, hvorfor de er en af de bedste inden for genren, og Crowbar var så heavy og kompakte, at jeg i øjeblik glemte alt om det ribben, som verdens heftigste svensker havde bukket på mig i pitten. Napalm Death var prikken over i’et. Jeg bliver aldrig træt af at se Barney Greenway vælte rundt på scenen, som om han udfører en dansefortolkning af selve musikken.
Limp Bizkit @ Royal Arena
Jeg gider normalt slet, slet ikke arenakoncerter. Det er for dyrt, der er for mange mennesker, og lyden er ofte rædderlig. Meeeen, der er mødepligt, når Durst og slænget forvilder sig til Danmark, og det er da en rimelig god streak med to år i træk, vi er på nu! Sætlisten bød både på hits, som vi blev snydt for på Copenhell, men også en del deep cuts, som de ikke havde fyret af i mere end et årti. Jovist, opvarmningen var alt for lang og alt for irriterende dårlig at høre på, og det er jo ikke, fordi Limp Bizkit er nogen nævneværdigt vidunderlige performere længere, men det betyder faktisk ikke så meget for mig. Hvis Limp Bizkit har nul fans, er jeg død.
Vi som älskade varandra så mycket @ Råhuset
Jeg vil ikke vove at påstå, at recency bias ikke har en rolle at spille her, men når det så er sagt, var det virkelig fedt og virkelig på tide, at jeg fik hørt VSÄVSM live. Suffocate for Fuck Sake, der spillede først, var eminente i deres egen ret, men det var Stockholms screamostolthed, der gjorde det største indtryk. Det er sjældent, jeg bliver rørt til koncerter – selvom det begynder at ske oftere og oftere – men øjnene begyndte da at svede en smule indimellem. På trods af at have overværet omkring 250 koncerter i år er det her nok den, der bevægede mig mest.
Hvad glæder jeg mig til i 2026?
Måske at spise lidt sundere og at komme i lidt bedre form. Det er sådan set det samme hvert år. Jeg håber på flere breakdowns, stankiere stank faces og et tungere bænkpres!
