Tre vigtige ting
Sværger, fandme sværger: Næste år kommer jeg til at lade, som om det er 1986, og intet kan overbevise mig om, at verden ikke er ved at gå under på en sej og uduelig måde i stedet for den komplekst tumpede måde, menneskeheden er i gang med at udrydde sig selv på. Jeg magter ikke at forholde mig til ny dumhed, næste år går jeg all in på gammelt lort. Jeres samtid er en lam tid, hvis jeg skal forholde mig til den, ender jeg bare som Hugorm og Peter Sommer i vagabondudklædning og bedrevidende.
Sådan, verdens allerbedste og vigtigste plader er ‘Master of Puppets’ og ‘Cause for Alarm’, lad være med at forsøge at bilde dig selv andet ind, gider du? Næste år vil jeg kun høre plader, der er seje på den måde: Jeg vil have afsindigt stærke riffs, afstumpet brutalitet, akavet, chummy følsomhed. Jeg vil have fart.
Det er mine tre vigtige ting, jeg tager med mig fra 2025: Behovet for riffs, behovet for fart, behovet for at lægge låg på alting.
For 2025 har fandme været et år, hvor vi blev bedt om at forholde os med følelserne til alt for meget. Det var ikke til at tage ind, jo. Kollapse & Grava lavede en eminent split, hvor de fortolkede hinandens sange, men så skulle Peter absolut blive syg, og så står man pludselig der til koncerten på Roskilde og tuder over, at hende fra Under Byen synger en Anne Linnet-sang. Iron Lung lavede en plade, den første i umindelige tider, om hvor for meget det er at være til. Sumac sumacede igennem, sådan som de nu gør. Det var ikke til at bære, jo.
Og det er fint og rigtigt og godt, det er også det, vi har musikken for, den er en støtte for os, lader os mærke, at andre har det lige så ubrugeligt med at være i verden, den er en fucking fejring af den evige utilpassethed, men seriøst: Næste år vil jeg bare gerne have det maksimalt max.
Bemærkelsesbeværdige udgivelser
Så ja, den Kollapse & Grava-plade var max intens, og det var Heathe-pladen også. Josie, Pleaser og JJ & the A’s lavede plader mere skingert kulrede end min seksårige, Sadopimp og Decorticates split var bims, Sewer Hauls og Taunts bånd var baldrede, Vidnets debut var knaldskarp. Og jo, Rotten Sound nåede lige akkurat at udgive en EP, der var lige så konsistent god, som deres udgivelser altid har været det. Men bortset fra, at jeg fik købt Testaments ‘The New Order’ igen og erkendte, hvor vildt god den plade er, var der ikke meget, der rørte mig så meget som Fleetwood Mac.
Jeg ved godt, at Macassancen har været i gang i lang tid nu, men jeg har været i fornægtelse, jeg har været stædig, jeg har været ham, der hørte ‘Little Lies’ i radioen dengang og hellere ville høre ‘The New Order’, jeg har været – en mindre, ‘Rumours’-løs udgave af mig selv. Kæft, det er fedt bare at høre ‘Dreams’ i et uendeligt loop, hva? Det gider man reelt kun vriste sig ud af for at blaste ‘The Chain’ og pumpe sin næve op i loftet af bilen. Eller ‘Go Your Own Way’. Eller resten af pladen.
Høre ‘Tusk’, det der fuldstændigt cokeblæst selvovervurderende dobbeltalbum med alt, alt for mange sange, men hvor nogle af de sange fandme er ‘Sara’ og ‘That’s All for Everyone’ og og og. En slags hvid ‘There’s a Riot Goin’ On’. Lige så langt ude, lige så mørk, lige så ødelagt, lige så vanvittigt melodisk overskud. En slags proto-’Teenager of the Year’, bare, I guder, endnu længere.
Høre den duoplade Lindsey Buckingham og Stevie Nicks lavede, inden de kom med i Fleetwood Mac, hvor der midt imellem noget værre boogierockskrammel kommer verdens mest hævntørstige og bitchy sang i form af ‘Long Distance Winner’. Manner, hvor kan man disse sin kæreste hårdt på en sang, han selv spiller med på. Kæmpe mikroaggression hele vejen igennem.
Høre de senere plader, lyden af TV-shop-reklameblokke og transistorradioen i min første svigermors køkken, høre de tidligere, hvor de går fra bluesrock til noget, der gradvist lyder helt vanvittig fedt, inden Buckingham og Nicks kommer og rydder bordet.
Det er ikke sådan, at det at høre pladerne får en til at føle sig lige så eksklusiv som dem, det er mere, at de plader tager al nederenheden på sig for én og skaber noget tolererbart ud af den. Det er fedt.
Koncerter, der har trukket spor
Kollapse & Grava – Roskilde Festival, 5. juli
2025 var min første Roskilde i rigtig, rigtig, rigtig mange år, fordi noget med børn og andre festivaler, og pludselig tror man ikke længere, det er en festival for sådan nogen som en selv, fordi man ikke helt har fattet, at pointen med Roskilde aldrig har været, at den skulle være for én, den skulle være for mange. Så det er synd, hvis du ikke set en stor rockkoncert lige præcis på den festival i år, det er synd, hvis du savnede noget metal, som ikke var gimmicky, men det er mest af alt synd, hvis du ikke kunne finde ud af at se noget af alt det andet, festivalen præsenterede, som du ikke havde forestillet dig, at du skulle høre. Jeg havde en fest, men det betyder ikke, at der ikke også var alvorsstunder.
Dobbeltkoncerten med Kollapse og Grava var sådan én: Det er lang tid siden, jeg har set det at spille musik tage så hårdt følelsesmæssigt på dem, der spillede den. Det var der god grund til, og derfor skal du sørge for at tage ind og se dem, når de spiller i Pumpehuset d. 3. januar med en masse andre, der støtter den gode sag. Det er hjerteskærende, og det er det nødt til at være ind imellem.
Zea på Teater Momentum tilbage i marts var sådan set også en fin hverdagsaftenskoncert for en lille, sluttet skare i foyeren med Arnold de Boer, sangeren fra veteran-anarko-postpunk-bandet The Ex, der spillede guitar og sang på frisisk. Men det vigtigste ved den var, at den fik mig til at genhøre en masse The Ex, og det var fedt, og jeg opdagede deres ni timer lange præ-koncert-playliste fuld af helt af krogen ting fra primært Nordafrika og Mellemøsten. Perfekt bilmusik, man kunne mærke kuglesædet vokse frem under røven på én, der begyndte at lugte af smøger og dadelkonfekt, og man fik lyst til at køre impulsivt og råbe ad folk.
Men selvom der i Selvtægt-regi også var en glimrende Ilter-festival og flere gode koncerter rundt omkring, må jeg også bare konstatere, at der ikke er meget af det punk og metal, jeg har set, der har sat sig spor i mig. Det er da super at se Sewer Haul i tide og utide, herligt med New Money på taget af et parkeringshus, og Smertegrænsens Toldere gider jeg altid godt se, men jeg kunne måske godt en lille smule tænke mig noget mere. Og jeg er med på, at det falder tilbage på mig selv, fordi jeg ikke har været mere opsøgende i år. Næste år, fandme, næste år. Selvom:
Det ser jeg frem til i 2026
OK, så jeg har fastslået, at jeg kun agter at skue tilbage og ignorere min samtid i 2026, men altså, hvis den der Lack-plade faktisk ender med at blive helt færdig, så er det ikke så for alvor nyt, at det forbryder sig mod den målsætning.
