Når staten ikke kan levere tryghed og behandling, så må fællesskaberne. Med den retning vores samfund lige nu bevæger sig i, kan vi blive nødt til at stå med åbne arme det meste af tiden. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt og at vi allesammen bare kunne lytte til musikken. Det er med stor glæde og sorg, at vi kan agere psykiatri, familie eller i værste fald hospice for hinanden.
Alt imens Overton-vinduet flytter sig længere mod højre, skal vi nok forberede os på, at vores fællesskaber kan blive kaldt farlige, sataniske eller klassificeret som terrorvirksomhed. Men vi må holde fast i, at der ikke er noget odiøst i at være anti-fascistisk, skrive sange om at hade politiet, at være imod et folkemord, være transperson eller gå i sort tøj. Hvis du færdes her, så er det din pligt at beskytte scenen, så den også er her i morgen.
Måske lyder det voldsomt, men vi bliver nødt til at forstå, at fascismen aldrig stopper ved de mest minoriserede grupper. Hvad der foregår lige nu er et angreb på alt vi holder af, de er bare ikke nået til resten af os.
Tre fede ting
Tobias Holst
Manden, der får Selvtægt til at køre hver dag. Jeg er måske forperson for foreningen, men der er ingen tvivl om, at det er Tobias der er drivkraften bag alt det I, læserne, får lov at nyde. Tobias er også min partner, min muse og min bedste ven. Tobias er kort sagt det fedeste i verden.
“Grimme” kvinder
Crust-punkere, Billie Eilish, girlies der går med fuld drag til en koncert. Jeg fik en slags åbenbaring, nok lidt for sent, da jeg lyttede til Sofia Isellas EP ‘I can be your mother’. Sofia har vundet en del berømmelse på Instagram igennem sin feministiske, minimalistiske popmusik, der ikke lægger fingre imellem. Isella selv er altid klædt, ja vel, nærmest “uhumsk”: Fedtet hår, snusket hud, slidt tøj. Hun synger blandt andet: “You make me wanna be desperately and completely unattractive. You make me wanna squeeze fat out of my chest until it’s flattened”. Efter selv at have tabt mig 40 kilo for et par år tilbage, bliver jeg hver dag konfronteret med igen at passe bedre ind i et “male gaze” og jeg hader det. Skud ud til de kvinder, der hver dag gør sig “grimme”, det vil sige, nægter at lade deres udseende diktere af at være fuckable for mennesker, de aldrig kunne drømme om at have sex med. Ingen har ret til vores skønhed.
Roskilde Festival
Den gamle svinger bød til dans endnu engang og denne gang med flere Selvtægts-rendezvous end nogensinde før, på trods af at det ikke regnede med presse-akkrediteringer. Det var en glæde at blive slæbt med til alt det gakkede og smukke, ikke mindst Couch Slut og Kollapse x Grava.
Udgivelser
CMAT – ‘Eurocountry’
Jeg har åbenbart hørt meget pop-musik i 2025 og øverst på listen er CMATs country/pop-udgivelse “Eurocountry”, der er et ærligt, feministisk værk med totalt genre-anarki. Jeg ved godt, at Kneecap ligesom tager “årets irske kunstner” for mange, men CMATs udlægning af koloniseringen og 00’ernes finans/identitetskrise er mere tilgængeligt. Hvem skulle have troet, at man kunne have et radiohit med gælisk vers om den keltiske tiger i 2025?
Demersal – ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’
Et af årets bedste “albums” er en EP på 6 numre. Hvis min smag i musik skulle opsummeres i ét nummer er det ‘Jeg ved ikke hvor det er’. Inderlige vokaler, et røvfølsomt, melodisk hook og smadder. Demersal er det bedste danske band i scenen lige nu. Jeg glæder mig til at se hvad de finder på i fremtiden.
EYES – ‘Spinner’
EYES har altid været dygtige, men med “Spinner” er lyden lige blevet en tand mere samlet og … dansabel? Hold kæft, jeg har hørt “Moving Day for the Overton Window” mange gange i år og rigtig højt.
Hæderlige omtaler (honorable mentions)
Jeg har også nydt Burnt Tapes’ pop-punk-udgivelse ‘New Lungs’. Som tidligere nævnt har jeg også lyttet til Sofia Isellas ‘I Can Be Your Mother’ med stor glæde. Jeg har stadig til gode virkelig at få gennemlyttet Agricultures nye plade, men de er som sædvanligt gode. Turnstiles seneste er lidt en gentagelse af albummet forinden, men de får lige et skud ud for trompeten på ‘Dreaming’. Naturligvis har jeg også rå-nydt Fight Me IRLs selvbetitlede debut – det er fucking imponerende godt. The Beths’ ‘The Straight Line Was a Lie’ har også fået en del spins, især ‘Mother Pray for Me’. Sidst men ikke mindst er Salvers ‘Salver Dig’ en forløsning på et flerårigt crush.
Koncerter
Salver, Underwerket, 7. november
Fuld smadder, gode venner og endelig leverede Salver det album vi har ventet på så længe. Selvom bandet stadig er lidet kendte, så har de en fortrinlig fanskare, der også gjorde oplevelsen ekstra god. Dem skal jeg se igen.
Fight me irl., Underwerket, 27. september
Hvad kan jeg sige? Jeg elsker bare releaseshows på Underwerket. Fight me irl. er ligesom Salver for mange et ubeskrevet blad, men har leveret et debutalbum, der er meget bedre end et debutalbum normalt er.
Smag på dig selv, Frigjort Festival, Den Grå Hal, 7. august
Instrumental-techno spillet på saxofoner og med en af Danmarks bedste trommeslagere bag tønderne. Forvirrede vagter, der ikke kunne forstå når publikum blev rowdy og en bas så tung at luften blev slået ud af lungerne på en.
Det glæder jeg mig til i 2026
Tobias og jeg har købt et hus. Selvtægt-klubhuset burde være færdigt til at kunne huse en sommerfest for vores hårdtarbejdende frivillige. Husk at du kan fornye dit medlemsskab (ja, ja, vi er i gang med at finde ud af hvordan vi får systematiseret alt det der) og sørge for at der måske kan være lidt pindemadder eller nye klistermærker til et toilet nær dig.
