Endnu engang bevæger vi os mod årets ende. Det vil sige, at dette er min tredje årsliste på Selvtægt – og mit niogtredivte år på jorden kan sættes i gang. Det har været et vanvittigt år. Endnu en flytning, endnu en gigantisk livsændring, en lille kræftdiagnose for mig (som er behandlet og fjernet og slet ikke noget at bekymre sig om) og venner, som har det langt værre – jeg taler naturligvis om Peter Clement, kendt fra Kollapse.
Jeg skal på ingen måde sammenligne vore situationer. Peters liv hænger stadig i en tråd kun forstærket af moderne medicin og viljestyrke, hvor min egen oplevelse nærmest kun var kosmetisk.
Men derfor er det stadig lidt pudsigt at sige “Jeg har kræft”. Det har altid primært været en hypotetisk ting. Nu har jeg prøvet det. Det behøver jeg ikke mere af.
Resten af året har været noget bedre. Forpersonen og jeg er flyttet sammen, har købt en båd og nu også et hus. Det er rigtigt fedt. Selvtægt kører som en velsmurt maskine og vores læsere lader til at kunne lide de ting, vores dygtige fotografer og skribenter laver.
Ungerne bliver store og kan mere og mere selv. Et af mine største problemer har været at skrive ønskeseddel, fordi jeg er så privilegeret, at jeg ikke mangler noget. Det er lige før, man bliver lidt pinligt berørt, når man ser sig rundt i verden, og bemærker, hvor mange, der har det skidt. Det vil jeg huske på, men jeg vil også tage mig lov til at være glad.
Tre fede ting
Spotify på vej mod afgrunden
Selvtægt er egentlig bygget på et fundament af konstruktiv kritik. Hvis vi oplever noget, vi ikke kan lide, lader vi det fare. Men jeg vil alligevel tillade mig at være lidt smålig her. Bands forlader Spotify en masse og det samme gør brugere. Endelig er der en konsekvens ved konsekvent at stjæle fra bands, udnytte en monopollignede markedsplacering og bruge pengene på AI-bullshit og børnedræbende bombedroner. Fuck Daniel Ek og fuck Spotify.
Gry og Amira
Det fineste jeg kan forestille mig, vi kan her på magasinet, er at give en stemme til dem, der ikke normalt får lov. Nu er både Gry og Amira sangere og har derfor en hel masse stemme at give af, men ikke desto mindre var det meget stort for mig at være med til at sætte fokus på en gruppe, der i højere og højere grad bliver ramt af pis og opkast fra folk fra begge ender af ond<->dum-spektret.
Jeg er beæret over at måtte gengive deres stærke og super-rå ord, og den smerte, de har oplevet i løbet af deres korte liv og måske kunne hjælpe nogen med at få et bedre begreb om sig selv og deres liv, ved at have så stærke forbilleder som de to dygtige musikere. Transrettigheder er menneskerettigheder, og Gry og Amira er fantastiske.
Michael Falch
Da jeg skrev om Demersals seneste EP, sammenlignede jeg den med Michael Falch. Det førte til, at selveste superstjernen ikke blot likede anmeldelsen, men også begyndte at følge Selvtægt. Den optur lever jeg stadig på.
Seks fremragende udgivelser i vilkårlig rækkefølge
Salver – ‘Salver Dig’
Jeg har kraftedeme glædet mig til den her plade. Og den slags er farligt. Kan man andet end at elske det, når man har så høje forventninger? Ja, det kan man godt, kan jeg sige af bitter erfaring som en, der har nedsablet adskillige darlings i tidens løb. Men det blev jeg slet ikke nødt til her. Salver var nemlig præcis så gode, som jeg havde håbet på, men på en helt anden måde, end jeg havde forventet. Og det er jo måske det bedste, man kan levere. Københavnerne her fanger præcis den kant af bøllet edgyhed, den højpandede intellektuelle tilgang til musik og den lige dele catchy og skrøbelige lyrik, som man med god (eller ond) vilje kunne sige, var indbegrebet af undertegnede. Så tak, Salver, for at skrive en plade kun for mig.
Agriculture – ‘The Spiritual Sound’
Sidste år havde jeg også Agriculture på min årsliste. Og nu er de her igen. Jeg talte om at opdage en uset, åndelig side af mig selv. Den er der sådan set stadig, men ligesom Salver, formåede Agriculture også at fange mig på sengen. “Hvad er nu det for noget larm?” tænkte jeg, og så kom ‘Micah (5: 15am)’ og fortalte mig, at alt var okay. Og så kunne jeg lade pladens ekstatiske lyd skylle ind over mig. Endnu et højdepunkt fra et band, der endnu ikke har skuffet.
Spøgelse – ‘Spøgelse II’
Jeg er ikke den helt store bajerdrikker, men det kunne jeg godt blive, hvis der var flere koncerter med Spøgelse i løbet af sommeren.
Jeg var vild med dem på Sort Vejfest, og da jeg hørte de nye sange, de spillede, vidste jeg, at ‘Spøgelse II’ ville få herremange spins herhjemme. Den er fremragende til træning, til at cykle, til at køre bil, til at lave mad, og ja – til at hamre bajere. Det behøver ikke alt sammen være følsomt og skrøbeligt. Det kan også bare være sejt og svedigt.
EYES – ‘Spinner
EYES leverer altid, men nogle gange leverer de lidt mere end andre. Jeg skrev dette: “‘Spinner’ er et solidt nyt kapitel i EYES-føljetonen. Måske er det faktisk deres bedste.”, og det står jeg faktisk stadig ved. Riffsene er knivskarpe, Kaas er rablende vanvittig, animeindflydelsen er hylende morsom og videoen til ‘Moving Day for the Overton Window’ er cool. En dag vil EYES’ diskografi blive brugt som idealeksempel for en taksonomi. ‘Spinner’ kunne ikke eksistere uden ‘Congratulations’, som igen krævede ‘Underperformer’, der stod på skuldrene af ‘EYES’. Og det bliver stærkere og stærkere.
Demersal – ‘Vi kunne jo ikke blive her for evigt, vel?’
“Vi lever ik’ af brændte træer/ Vi lever ik’ af storme / Vi lever ik’ af jordens tabte øer / Vi lever ik’ af folkemord / Vi lever ik’ af frygt” – og alligevel er det det, vi omgives af. Listen her er i vilkårlig rækkefølge, men ‘Jeg ved ikke hvor det er’ er årets bedste sang. Uden nogen sammenligning er det her det største stykke kunst, der er skabt i Danmark i hele 2025. Demersal var, ligesom Agriculture, også på min årsliste sidste år, men med denne EP er bandet kun steget i kvalitet. Det er et monumentalt arbejde i en lillebitte indpakning. Vi har her at gøre med musikere, der kun findes få af i en generation.
fight me irl. – ‘fight me irl.’
Jeg hader at cykle i regnen. Det har sjældent været mere aktuelt end det er i skrivende stund. Men hvor den begivenhed plejede at være grundnederen kan man i det mindste fornøje sig med at høre ‘North Bridge’ på det indre soundtrack hver eneste gang det sker nu. Og det er da noget. Det er fight me irl. også!
Det er ikke ofte, der kommer god pop-punk ud, og slet ikke herhjemme fra, så det kan vi være ganske tilfredse med er sket i år.
Tre strålende koncerter i vilkårlig rækkefølge
Salver release, Underwerket 7. november
Der skal meget til før jeg mosher. Så meget, at jeg indtil for nylig sagde “jeg mosher ikke”. Men så tog jeg til release for Salver, og så gjorde jeg det alligevel.
For hold nu kæft for en aften. Bandet på plade er fantastisk, live var det altopslugende. Jeg var hundrede procent til stede, og det kan jeg ikke lade være med at være lidt imponeret over, at min dybstegte hjerne stadig er i stand til.
FEYESTIVAL, Pumpehuset 3. maj
Det er måske ikke som sådan noget nyt, men derfor er jeg stadig ekstremt meget nede med at bands inviterer deres kammerater, der spiller i andre fede bands og laver en event ud af det. Hudsult, Demersal, Feral Nature, NEXØ og EYES er alle søde, sjove, spændende og fremragende bands, og det var en skøn dag.
Nogle gange behøver man ikke at genopfinde den dybe tallerken, men kan nøjes med bare at gøre en ting godt. Og det var det, jeg oplevede her. Så det håber jeg at opleve mere af.
Vægtløs, Roskilde Festival 29. Juni
Jeg elsker at tage fejl. Derfor var det en dobbeltglædelig oplevelse at se Vægtløs på Roskilde Festival. Det var glædeligt, fordi jeg holder så meget af bandet og i særdeleshed forsanger Troels Højgaard. Men det var endnu mere glædeligt fordi jeg så hvordan selv den mest solide rus og festindstilling ikke kan modstå ægte følelser, og jeg så hvordan Troels med sin kærlighed, rummelighed og næsten bodhisattvaske ro og visdom kan nå ind til alt og alle. Og så måtte jeg genoverveje mig selv og min tilgang til andre. Og det tror jeg, man bliver et bedre menneske af.
Hvad glæder jeg mig til?
KOLLAPSE & GRAVA & VENNER, 3. januar 2026
Nuvel, jeg glæder mig ekstremt meget til dette lineup: Kollapse & Grava, Demersal, EYES, Jacob Bredahl, Katla, Mari, Monkey Okay, Oxx, Smertegrænsens Toldere og ikke mindst fucking Tvivler, men det er nu egentlig mest tanken, jeg glæder mig til. Jeg så ikke Peter så tit, før han blev syg. Men jeg fucking savner ham. Jeg håber så meget, at han får det bedre. Og jeg ved godt, han ikke når at blive rask til at være med til showet – slet ikke som optrædende. Men på en eller anden måde tænker jeg, han vil være der.
Og jeg håber, at Peter forstår, hvor meget han betyder for så mange mennesker. Den kærlighed, dette show bygger på, glæder jeg mig til at opleve.
Året i statistik
