Da vores redaktør skrev ud i november og meddelte at det var tid til årslister, så tænkte jeg ret hurtigt “fuck.” Dels fordi jeg ikke har lavet en årsliste før, men primært fordi redaktionen har givet mig et hater-prædikat. Det sætter jo en vis forventning til en sådan liste. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve op til denne, but here goes.
Jeg nævner tit i vores interne kanaler, at jeg er træt af moderne metalmusik. Der er simpelthen ikke nok fede riffs. Der er simpelthen for mange bands som tænker: “ej-hvor-kunne-det-være-fedt-at-trække-den-her-akkordrundgang-ud-i-femten-minutter-og-kalde-det-for-atmosfærisk-black-metal”. Det har vi sgu brug for noget modvægt til.
Vi har også brug for nogen, der smadrer hinanden i stedet for at lave robådspits. Tænk engang, at det som skal forestille at være flagskibet (høhø) for metalkultur i Danmark, skal lave en guide til, hvordan man danser kædedans og ror i et imaginært vikingeskib.
Maude Varnæs opsummerede det faktisk meget godt i Matador-afsnittet “Skyggetanten” fra 1978.
“Efterhånden føler jeg det, som om alt det grimme og simple sniger sig ind fra alle sider – kan du ikke se det, Elisabeth? Det ligesom klæber – alle vegne – ligesom, uff – støv og snavs – det er ikke som før…”
Maude ville nok gå op og lægge sig, hvis Hans-Christian havde sat heavy metal på i stedet for jazz, men princippet er det samme, for metalmusikken er ikke den samme længere.
Det er der nok nogen, der synes er rigtig fedt. Det kører meget godt for dem, der holder til ude på Refshaleøen. Det er bare ikke noget for mig. Det lugter simpelthen for meget af halbal med DJ Ötzi i Herning-Ikast og for lidt af muggen kælder i Transsylvanien.
Jeg går op og lægger mig.
Tre fede ting:
Ozzys værdige afsked
At skulle herfra en dag hører med til det at være menneske. Det gør ondt at miste folk, der betyder noget, hvad end det er familie, ikoner eller rollemodeller. Det ville være et stretch at kalde Ozzy for en rollemodel – i hvert fald indtil det sidste år af hans liv. Hvor må det kræve meget viljestyrke og integritet at kunne gennemføre en sidste koncert på den måde, når man tænker på, at han knapt nok kunne holde på en ske.
Jeg var ikke selv i Birmingham, men hvor er jeg dog glad for at han fik mulighed for at tage herfra med værdigheden i behold. Det betød noget for ham. Det var tydeligt. Det var lige så meget Ozzys farvel til os, som det var vores farvel til ham. Godspeed, you Prince of Darkness.
Demonørderi
Som sagt, så har jeg det ret stramt med den moderne metalscene. Der er for få ting som rigtigt tiltaler mig. Derfor har jeg i år brugt rigtig meget tid på at lytte til gamle demobånd.
Der er meget lort iblandt, men jeg bliver ekstremt fascineret af de bands, vi har glemt, som rent faktisk havde en betydning eller rykkede noget i scenen. De bands som vi kan høre referencer til på de gode udgivelser som dukker op hist og her.
Demigod, Abhorrence, Catacomb, Mefisto og Abhorer… Nøj…
Roskilde Festival
Efter et par, i musisk forstand, ret tørre år, tog Roskilde Festival kæmpe revanche. Godt vejr, gode venner, nye venner, gamle venner og et af de bedste musikprogrammer i nyere tid.
Der er noget smukt og primalt ved at være solbrændt, smurt ind i møg, have sovet 2-3 timer på en utæt luftmadras, og stå med en kande øl i hånden til den ene fremragende koncert efter den anden, omgivet af de mennesker man allerbedst kan lide.
De forsøger sig stadig med metal, selvom de nok egentlig burde lade være, når deres største navne her er Jinjer, Electric Callboy og Knocked Loose. Jeg ville have det så fint, hvis de droppede den del helt, og gav mere plads til deres elektroniske program – for det er nærmest altid fantastisk. Særligt årets koncerter i de sene nattetimer med horsegiirL, Snow Strippers og 4am Kru, hvor ravekulturen fik lov at indfinde sig på festivalpladsen, kunne man få noget af den rå aggression jeg leder efter i metalmusik, men sjældent får.
Mere af det, tak.
Seks udgivelser i vilkårlig rækkefølge:
ORM – ‘GULD’
Jeg er svært glad for ORM, og særligt deres seneste plade ‘GULD’, som jeg var så heldig at få lov til at anmelde. ‘GULD’ er ORMs tilbagevenden til den mere traditionelle black metal, vi kender fra deres debut og hedengangne By The Patient. Musikken er dog i udvikling, ikke afvikling. Det lyder velkendt, men nyt på samme tid. Den her plade har alt hvad jeg ønsker fra en metalplade. Jeg kan hæve en knyttet næve over hvor sejt alting lyder, men også føle mig så ufatteligt lille i musikkens tungsind og melodi.
Forfinet kirkebrænderblack med tophue – og topkarakter.
Caustic Wound – ‘Grinding Mechanism of Torment’
Den her plade havde jeg glædet mig exceptionelt meget til. Jeg har fulgt bandet ret tæt siden den syv år gamle debutdemo ‘Grinding Terror’. Her på deres andet album, har de gjort sangene kortere, ondere, hårdere og endnu mere udpenslende om hvor elendig en race vi som mennesker er – særligt på Dead Dog, hvor Clyle Lindstrom brøler:
Dead dog
On the concrete
Bloated in the sun
Melting in the street
Will it feed a starving child?
Will it feed the mass?
Why is there no food?
Det er fandeme ikke for børn, det her.
Havukruunu – ‘Tavastland’
Min skribentkollega anmeldte denne plade, med titlen: “Det er meget finsk, det her.”
Det har hun i øvrigt ret i – og det er fedt.
Jeg har en kæmpe svaghed for Havukruunu. Deres Bathory-inspirerede vikingeblack går rent hjem hos mig. Der er riffs galore, næven-i-vejret-attitude og et vikingekor der synger noget om Valhalla på finsk. Hvis det ikke er, hvad man ønsker sig fra sin heavy metal, så kan vi simpelthen ikke hænge ud. Der er intet nyskabende i det, men det er egentlig heller ikke nødvendigt. Gammel musik der spilles med ungdommelig energi er ofte rigeligt fedt. Havukruunu er ingen undtagelse.
Vacuous – ‘In His Blood’
Selvom jeg er en rockist af værste skuffe, så kan jeg stadig godt lide når bands forsøger at skubbe til grænserne for hvordan vi forstår genrer. Vacuous er rodfæstet i dødsmetal, men er stadig så meget mere end det. Det er dødsmetal, grunge og post-punk, med store følelser af diaspora.
Havde man spurgt mig i foråret, hvorvidt denne plade skulle på listen, så havde svaret været et rungende “JA!” Alting spiller for det britiske dødsmetalband her. Jeg havde dem ekstremt højt på min liste over must-sees på årets Kill-Town Death Fest. Desværre skuffede de ekstremt. Faktisk i en sådan grad, at jeg udvandrede efter femten minutter, hvilket sgu er ret træls – især når det er festivalens første koncert. Af den grund har jeg egentlig ikke rigtigt genbesøgt ‘In His Blood’ ret ofte siden. Det er en fejl – for det er en fremragende plade og en stærk kandidat til årets dødsmetalalbum.
Phrenelith – ‘Ashen Womb’
Jeg var faktisk i tvivl om denne plade skulle med på listen. Ikke fordi, at den ikke er god – for det er den så absolut. Jeg anmeldte den selv, og gav den tæt på topkarakter i starten af året. Men jeg har faktisk ladet pladen ligge i et længere stykke tid. Voksne mennesker må af og til tage en pause fra hinanden for at sikre, at det fungerer i det lange løb. Det siger jeg så på bagkant af, at Phrenelith er det band jeg har lyttet næstmest til i 2025, hvis vi skal lytte til de uhellige streamingguders algoritmer. ‘Ashen Womb’ er så åndsvagt god en plade. Den er mere melodisk og doomet end noget bandet hidtil har udgivet, og alt går bare op i en højere enhed. Lyt lige til trommerne på afslutningsnummeret…
Frelser – ‘Afgrundsprofeti’
Det er egentlig lidt kriminelt, at jeg aldrig fik anmeldt denne plade, for Frelsers debutalbum er virkelig fremragende. Nogle gange, så sker livet bare og så får man pissetravlt med alt muligt røvsygt som job, runde fødselsdage og begravelser.
Frelser spiller den slags black metal, man kan have læderjakke på til, mens man ryger billige smøger og kører for stærkt på sin tunede scooter.
Vi er i den helt gamle skole her. Tænk Darkthrone, Mayhem og venner. Riffs, vrede og knytnæveslag. Alt ved det her er sejt, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem på Stengade til januar, sammen med Ædel Fetich og Svækling.
Tre shows
2025 har været et af mine mindre aktive koncertår længe. En blanding af mangel på overskud og mangel på fede shows, har holdt mig i sofaen. Det er en skam, for jeg elsker egentlig at gå til koncert. Jeg savner virkelig de bands som kan få mig op at støde.
Der har dog været nogle gode imellem. Indrømmet, også flere end de tre jeg nævner her.
Oranssi Pazuzu – A Colossal Weekend
Engang på Christianshavn Metrostation, stødte jeg på en fyr med ildrøde øjne, som tørt udbrød “Åh hvad, det’ lissom en elevator, der ligger ned”, da han trådte ind i metroen.
Hvis jeg en dag støder ind i ham igen, så vil jeg gerne høre ham beskrive Oranssi Pazuzu.
Oranssi Pazuzu er nemlig et af de der bands som pisser på forventningerne til hvordan noget “bør” lyde. Deres mareridtsagtige blanding af black metal, krautrock og psychedelia sendte min hjerne til Jupiter. Jeg havde kæmpe forventninger til finnerne, og de blev indfriet – og mere til. Ganske vist var det ikke lige så intimt som deres koncert i Lille Vega på samme festival år tilbage, men som musikken er blevet større og mere svulstig, så passede Store Vegas større rammer fremragende. Særligt under nummeret ‘Bioalkemisti’, føles alting som at blive suget ind i et stort ormehul. Et virvar af sanseindtryk, som efterlod mig totalt overstimuleret. Jeg husker ikke at have taget mine øjne fra scenen på noget tidspunkt under koncerten. Det var som at blive opslugt af et ormehul. Tiden stod stille, mens intet på scenen eller i musikken gjorde det.
Magdalena Bay – Roskilde Festival
Et af mine mest hørte albums gennem de seneste år er den amerikanske duos 2024-album ‘Imaginal Disk’, som er et virvar af futuristisk og psykedelisk pop, funk og rock, tilsat spandevis af quirky millenialenergi. Det lyder pisseirriterende på tekst, men det er absolut fænomenalt. Den timelange koncert på Arena-scenen, er klart blandt årets højdepunkter for mig.
Alting gik op i en højere enhed af uncanny valley med dobbeltpedal og guitarsoli. Hvis du endnu ikke kender til bandet, så gør lige dig selv den tjeneste at lytte til nummeret ‘Death and Romance’.
De spiller i øvrigt i Store Vega d. 24 februar. Der er udsolgt, og jeg har ikke billet.
Er der nogen, som kan hooke en bror op?
Caustic Wound – Kill-Town Death Fest
Noget af det jeg glædede mig mest til på årets Kill-Town Death Fest, var et gensyn med dette amerikanske deathgrindband. Jeg så dem sidst på den hedengangne festival Unearthed Morbidity, hvor de smadrede alt og alle med et kort sæt på 20 minutter. Der spillede de så også alt materiale, de havde udgivet hidtil – altså, en demo og en fuldlængde.
På Kill-Town var der totalt pakket. Vi fik ikke mere end 20 minutter, men det var så også rigeligt til at spille seneste album ‘Grinding Mechanism of Torment’, samt et par “greatest hits.” Gulvet var én stor pit, og man skulle holde på briller og fortænder for ikke at skulle samle stumper op efter showet. Min kammerat blev slået ud af at få kastet en voksen mand i ansigtet, og de sluttede med at spille et cover af ‘You Suffer’.
Jeg behøver vel ikke for alvor at forklare, hvorfor det var fedt, vel?
Èn ting jeg glæder mig til i 2026
Jeg glæder mig til, at der forhåbentligt er nogle flere bands som går med læder og som gider at spille noget, der er fedt og hurtigt. Det har været lidt sløjt i år. Mere ballade og mindre alt muligt andet!
