Puha et år… allerede som januar-bluesen var ved at lægge sig, var det, som om verdenen begyndte at smuldre for øjnene af os. Det er altså ikke gået sløvt for sig, men det skal vi heldigvis ikke snakke om nu. Til at starte med vil jeg lige følge op på mit nytårsforsæt fra sidste år. Jeg har været en god dreng og lyttet til en masse ny musik – især dansk – hvilket jeg håber på, at årets liste afspejler. Nu til det, I alle har ventet på: Mine subjektive takes på musikåret, der gik!
Tre fede ting
Cathartic Release-party
Som jeg også skamløst promoverede i årslisten fra sidste år, har jeg i 2024/2025 arbejdet på et lille musikalsk projekt, hvilket jeg nu skamløst har tænkt mig at komme med en opdatering. Til at starte med var vi to gutter og intet bandnavn, nu er vi fire med bandnavn og en demo på Bandcamp. Det har i hvert fald fyldt meget for mig. Genren er dødsmetal med inspirationer fra grind og sludge, og hvis det lyder som noget for dig, fik jeg lavet en lille nepo-artikel, som du kan gå ind og læse her.
Copenhell
Selvom jeg kun bliver mindre Copenhell-begejstret for hvert år, der går, var i år alligevel specielt. Jeg var nemlig med til dække festivalen, hvilket var den største opgave som skribent, jeg har haft indtil videre. Jeg er mega glad, for jeg endte med at udfordre mig selv, fordi alt i alt slap jeg sgu meget godt fra det. Jeg lavede også mit første interview nogensinde med Ditte Krøyer, og det gik bare skide godt, hvis jeg selv skal sige det.
Burger
Her til sidst er jeg løbet lidt tør ting, som jeg synes er værd at nævne i denne sammenhæng, da foruden den altoverskyggende verdenssituation har det ærligt talt også været et lidt turbulent år privat. Men jeg synes også, vi skal huske på de små glæder her i livet, der gør hverdagen magisk. Derfor vil jeg gerne hylde burgeren – kongen af sandwich. Luk øjnene, og forestil dig den perfekte burger: Den bløde gyldne briochebolle smurt med alt, hvad hjertet begærer – mayo, ketchup, sennep, bbq-sauce, en lille hjemmerørt bearnaise, hvis man er rigtig uartig. Det sprøde salat, den salte bacon, den saftige bøf med smeltet ost – et tykt lag cheddar eller måske gedeost – som løber langsomt ned af siden. Pickles, tomat, løg – nej, syltede løg – nej, BLØDE LØG! Smørstegte svampe er også at anbefale. Hmmm, hvad med et spejlæg? Eller løgringe? Jamen, hvorfor ikke! Det er DIG, som bestemmer. Når du er tilfreds, må du gerne åbne øjnene igen, og imens du læser resten af artiklen, så husk på, at en god burger er vidunderlig, men en dårlig burger er stadig okay.
Top 6 album (i alfabetisk rækkefølge)
Coroner – ‘Dissonance Theory’
I år var året, hvor Coroner skulle vende tilbage med et nyt album for første gang i over 30 år. Det var også året, hvor jeg startede med at læse sociologi, og så kan man jo ikke andet end at bide mærke med titlen ‘Dissonance Theory’. I metalverdenen, som er fuld af gamle klicheer og gyser-splatter-halløj, synes jeg fandeme, det er frisk. Det er ekstremmetal for det tænksomme publikum, uden det bliver højrøvet og irriterende at høre på. Jeg kan ikke forestille mig andet end metal-alumni og sociolog Hartmut Rosa sidder og knipser anerkendende. Jeg føler i hvert fald en resonans med albummet.
Man kan sagtens høre, det stadig er Coroner, men man kan også mærke, at de har været gode til at holde sig opdateret på, hvad der ellers har rørt sig. Der er et vist kindship med et band som Gojira, på den mådede bevæger sig i de samme nuancer, på den nye plade. Det er ikke, fordi de ikke også gør det på tidligere plader, men de har i hvert fald lænet sig ekstra meget ind i den lyd, og det klæder dem. Der er groove, trash, smadder, progressive elementer, technical stuff og en produktion, som aldrig har lydt bedre. Godt nok er Tommy Vetterli det eneste originale medlem, men kudos for ikke at være en slap legacy act, der vender tilbage og udgiver noget lort for lidt nemme penge.
Die Spitz – ‘Something To Consume’
Det ville vildt nemt at kategorisere Die Spitz som den spirituelle efterfølger til prominente 90’er acts, men det ville være fjollet, da de er meget mere end bare endnu en bølge af punket neo-grunge eller whatever – desuden trumfer deres musikalske evner betydeligt over størstedelen. Som genremæssige kamæleoner bevæger texanske Die Spitz sig flydende rundt i alt det, som der lyder fedt.
Den dominerende saltede og angstfulde neo-grunge stil står skarpest på et nummer som ‘American Porn’, der med lige dele vrede og forførende vokaler og dynamisk 90’er opbygning giver både hjertebanken og kuldegysninger på den gode måde
Men der er også et nummer som ‘Throw You Self To The Sword’, som bare er en sonisk knytnæve lige i dit klamme ansigt. Straight up sydstats-slugde/doom med den absolut grimmeste bastone, jeg har hørt i år. JA TAK!
Eksempelvis går de en helt tredje vej på et nummer som ‘Sound To No One’, der inkorporerer dele, som kunne minde om noget af Tools tidlige materiale, hvilket de også slipper usandsynligt godt af sted med.
At nye bands i 2025 stadig kan blæse en bagover med hårdtslående og inspirerede guitarsoloer, er ikke noget, man ofte ser – men det kan Die Spitz også. Pladen får mig virkelig til at tænke, om der er noget, de IKKE kan?. Det er under al kritik, at jeg først for nylig fik øjnene op for dem, hvor jeg tilfældigt faldt over en video med dem. Lad være med at sove på den, som jeg gjorde, trust me.
EYES – ‘Spinner’
I februar var jeg i en skøn butik, som hedder Asenek i Malmø. Jeg faldt i snak med den imødekommende ekspedient om bandet Integrity, da vi begge havde set dem året før på deres tour med EYES som support. Jeg nævnte, at det var en fed line-up, hvor efter hun sagde, at EYES altså ikke var rigtig hardcore. Efter et par sekunders tænkepause nævnte jeg noget med, at D. Boon engang havde sagt, at “(Hardcore) Punk is whatever we made it to be” Det blev hun ikke synderligt imponeret over, men jeg synes alligevel, pointen holder, og om nogen er EYES et band, som lever efter den mantra.
En hardcore-plade med anime lore stod ikke på mit 2025-bingokort. Jeg er ikke det store anime-hoved, så I skal ikke forvente den store indholdsmæssige analyse – det ville ikke være troværdigt. Men jeg kan lide konceptet og elsker, at de kan formå kun at forbedre sit musikalske output og samtidig gøre, som de altid har gjort; nemlig lige hvad der passer dem. Du skal ikke sætte spørgsmålstegn ved det. Bare lyt og se videoen til ‘Moving Day For The Overton Window’. Den skulle efter sigende have været åndssvag dyr at lave.
Det er fem år med EYES, som du kender dem, destilleret ned til 24 minutter rendyrket ondskab på deres bedste og mest fokuserede plade til dato.
Det er heller ikke en rigtig hardcoreplade anno 2025 uden en fed feature, så den har selvfølgelig to i form af ‘The Captain’ og ‘Save Face On a Regular Basis’ med henholdsvis Selma Bahner (Feral Nature og Tower) og Jesse Matthewson (Ken Mode), som begge gør det særdeles godt.
Lemonheads – ‘Love Chant’
Det er ikke ofte, vi hører noget fra Lemonheads, men hvor bliver jeg dog glad, når vi gør. For mig er Evan Dando sådan en sjælden urfugl, man troede var uddød, men som pludselig dukker op med mange års mellemrum. Når han så endda dukker op med Julianna Hatfield og J Macsis, er der sgu fuld plade. Hold op, hvor har jeg savnet at høre Evan og Juliannas stemmer sammen.
Hans charmerende, dumsmarte ordsmederi og spidsfindige analogier bliver jeg aldrig træt af. På albummet tager Evan et retrospektivt kig på sit liv og de erfaringer, han har gjort sig, og viderebringer et empatisk og opløftende budskab til lytteren. Eksempelvis på nummeret ‘Togetherness Is All I’m After’ “The strategy of time. Means you can’t speed it up. You can slow it. And when you laid it on the line. Baby don’t blow it” . Han lægger en kærlig arm om dig og siger: “Hallo mand! Husk lige at brug tiden, imens du har den.”
Lovechant tager dig tilbage til en formodentlig simplere tid i 90’erne, og det vil jeg som Gen Z gerne sige tak for.
Malk De Koijn – ‘Nummer 5’
Ej, jeg ved godt, det ikke er hverken er punk eller metal, men fuck that noise, fordi MALK TOBACK og på et tidspunkt, hvor verden har allermest har brug for dem.
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg elsker deres univers og har skamlyttet alt deres materiale i varierende grad. Derfor må jeg sige, at selvom jeg også rigtigt godt kan lide forgængeren ‘Toback To The Fromtime’, står EP’en her meget skarpere for mig. Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig noget mere materiale, men jeg sætter større pris på at få tre numre, der virkeligt er blevet kælet for end en hel plade med ét højdepunktpunkter. Lyrikken er lige så kreativ og iørehængende, som man er kommet til at forvente, og der er barefucking bangers hele vejen igennem.
Pladen ser retrospektivt og reviderer fortiden, men har også fingeren på pulsen og kommer med en samtidsdiagnose, der ikke er gammelmandssur, men tværtimod mere aktuel end nogensinde før. Det er der ikke mange, som kan 30 år inde i karrieren. Malk De Koijn er et ungdomsoprør, som er ældes utroligt yndefuldt, og de tre bananer er kun blevet bedre i modningsprocessen. Du kan aldrig blive for gammel til at repræsentere, hvis du vokser med opgaven.
Pleaser – ‘Begging Guitars’
Jeg synes at savne noget hurtigt, hårdtslående og oprigtigt punkrock med masser af melodisk støj . Heldigvis har vi Pleaser
Igen har vi en plade, der gerne vil skubbe lidt til grænserne. Vibes fra den tidlige, mere punkede ende af college-rocken med dreamy guitare ind over trommerne, som bare knokler derudaf tilsat blastbeats og tremolo picking, pænt indbundet i forfriskende tekster, der både giver plads til de store og små følelser. De leger også lidt med flydende sangstrukturer og en del temposkift, der ikke tager noget fra flowet, men tværtimod bidrager dynamisk. Jeg får bare sådan en rar følelse nede i maven, når jeg lytter til pladen. En føelse, som både er velkendt, men også uplacerbar. Mest af alt giver den mig bare lyst til at danse – det er en rigtig danseplade. Prøv at sætte ‘Anthem’ på, og lad være med at danse, I dare you. Bestående af medlemmer fra andre prominente navne i den danske scene kunne man nemt kalde Pleaser for en supergruppe, hvis det ikke var et nederen udtryk. Men de er i hvert fald en gruppe, som er super.
Honorable mentions:
Acid Mouth – ‘Couldn’t Find The Words To Say I’m Fucked’
Bob Mould – ‘Here We Go Crazy’
Propagandhi – ‘At Peace’
Swans – ‘Birthing’
Spøgelse – ‘Spøgelse II’
The Hives – ‘The Hives Forever Forever The Hives’
Tre koncerter
Det har virkeligt været svært i år, da der simpelthen har været så mange fantastiske koncerter at vælge imellem. Derfor har jeg valgt dem i toppen, som jeg mener har mest relevans i Selvtægt-sammenhæng.
The Jesus Lizard, Pumpehuset, 22/05
Da jeg allerede har skrevet en hel artikel om koncerten, vil jeg fatte mig i korthed og opfordre dig til bare at gå ind og læse den. Det var en af de bedste koncerter, jeg har været til i mit liv – en fuldkommen vanvittig optræden.
Descendents, Circle Jerks og Negative Approach, Den Grå Hal, 04/04
Negative Approach, nærmere bestemt John Brannon var præcis, som jeg havde forventet det. Det var en god gammeldags nihilistisk hardcore-koncert uden så meget pis. Gad vide, om det passer, det man blev fortalt som barn om, at man ikke skulle lave grimasser, fordi ens ansigt ville sætte sig fast? Brannon så i hvert fald kronisk sur ud.
Det var jo en dobbelt headliner, og Circle Jerks var sgu fede nok. Meget båret af Joey Castillio bag trommerne, som virkeligt gav de ældre herrer lidt ekstra saft og kraft. Det var dog nærmest den samme koncert, som da de var opvarmning for NOFX samme sted året før. Plus/minus et semi-uforståeligt foredrag af Keith Morris.
Men Descendents?! Nøj manner, det var en drøm, der gik i opfyldelse. Lige så længe jeg har dyrket punkrock, har jeg villet se Descendents live, og hver gang jeg har haft muligheden, er det blevet forpurret. Da de spillede på Plan B? Ikke gammel nok til at komme ind. Fucking Sverige og deres lovgivning om, at unge under 18 år ikke må komme ind steder, hvor der bliver serveret alkohol, uden du har en værge med. Ikke en gang en anden voksen er godt nok, nej nej. Året efter spiller de så på Roskilde, men som 15-årig, havde jeg ikke lige 8000 kr. liggende til en endagsbillet. Endelig fik jeg muligheden, og det var fandeme ikke en skuffelse. De blev bare ved med at spille det ene fede nummer efter det andet, og det var præcis, hvad jeg havde drømt om. 33 sanges ren lykke.
Jon har desuden også skrevet en anmeldelse af koncerten, og jeg må bare give ham ret i, at Descendents er sådan et band, man kaster dildoer efter.
Bob Mould, Loppen, 01/12
Det har været et rigtigt Hüsker Dü-år for mig. Tilbage i foråret lavede jeg en hakkeorden over deres diskografi, nærmest lige oven i Bob Mould udgav en ny plade og annoncerede Europa-tour.
Tilbage i marts så jeg nogle lufte deres bekymringer inde på Facebook-begivenheden om, at det kun ville være ham og en guitar uden band. Argumentet lød: “Han er jo ikke Bob Dylan eller Kris Kristoffersen” – og gudskelov for det, da det i så fald ville have været en utroligt kedelig koncert. Jeg tror aldrig, jeg har set en solokunstner levere så elektrisk og energisk en optræden – og så i en alder af 65! Han var fuldstændig opslugt i musikken og spillede med hver en fucking fiber i kroppen, men samtidigt var han også nærværende og tog sig tid til at anderkende publikummet. Det har jeg svært ved at forestille mig Dylan eller Kristoffersen i deres 60’ere kunne. Han havde hele tiden gang i noget; et lille stykke lead her, lidt ekstra vokaler hist og pist og kom ellers helt ud i krogene af Loppens brede scene. Grunden til, at kunstnere som Kristoffersen og Dylan var så gode i den slags setting, er, fordi de skrev nogle pissegode sange, og lige der kan jeg se et overlap. Fordi Bob Mould er først og fremmest en pissegod sangskriver. Det er min tese, at hvis grundmaterialet er godt, og man er dygtig nok til at formidle det, så skal det nok fungere – god sangskrivning er god sangskrivning
Bevares, når man ellers er bekendt med hans materiale, skal man lige vende sig til konceptet, og jeg var da også bange for, at jeg ville savne et band, men vi blev alle gjort til skamme. Hvis man vil se flere af Jens’ flotte billeder, så hop ind og tag et kig på fotoreportagen.
Én ting, jeg ser frem til i 2026.
Nu hvor jeg er startet på RUC, så glæder jeg mig mest af alt til en tre måneder lang sommerferie, uden det her pissekolde lortevejr. Jo, og så må der da også gerne komme lidt mere gang i bandet og skriveriet, da det er gået lidt sløjt for sig det sidste halvår. Nytårsforsættet for i år må nok være at høre mere dansk musik live, da det vist har haltet lidt, specielt på grund af studiet. I øvrigt – skud ud til alle jer søde trofaste Selvtægt-læsere, især dem, som læser det her, tak for jeres tid.
Afslutningsvis vil jeg bare citere Schøtministeriet og afslutte med et: “Godt nytår, og Gud bevare min bare røv!”
