I dag stifter vi bekendtskab med seneste single fra aarhusianske HIRAKI. Vi har længe været begejstrede for deres genrebrydende maskineri, og derfor er det også med glæde, vi hilser den velkommen.
Men ‘Thee Ode’ er noget ganske andet end vi er vant til fra HIRAKI. Og også meget anderledes fra forrige single ‘Pale Antics’, der holdt fast i de stærke elektroniske rytmer, vi kender bandet for.
Men ‘Thee Ode’ er rå og nøgen. Jon Gotlev sidder alene i en stor hal med kun sit klaver til selskab. Vi har sat ham i stævne for at få svar på nogle spørgsmål.
Giv os en indflyvning, Jon. Hvad er egentlig meningen?
– De to singler har klart hver deres personlighed og vibe! De er skrevet nogenlunde sideløbende – forskudt over lang tid, men er blevet meget forskellige. ‘Thee Ode’ var faktisk en simpel ide, der kom til live i en jam og blev ved at hænge i vores tanker – At vi skulle starte et nummer helt alene med keys/synth og vokal. Det var igennem et par iterationer, men altid med tanken om, at det nøgne og skrøbelige skulle ende ud i noget mere eksplosivt og powerdrevet. Det er også første gang, vi har lagt så meget vægt på et hook i et track. Det var egentlig ikke vores intention, men det fik lidt sit eget liv og er nærmest blevet til et anthem-kald. Vores eget lille vink til popmusikken – helt “ubevidst”.
Vi kender HIRAKI for hårde, pumpende performances, hvor du som forsanger kravler på vægge og inventar. Hvordan føles det lige pludselig at optræde helt alene, uden hverken makkere eller effekter at “gemme sig bag”?
– Den akustiske klaversession i Råhal, er lavet for at skabe et visuelt sidestykke til ‘Thee Ode’ som track. Her tænkte vi at gå en helt anden vej end tidligere. Én person, et klaver og en super flot setting – simpelt, som kompositionens begyndelse – for at lægge vægt på simpliciteten og skrøbeligheden i det. Det er en full stack HIRAKI-produktion og vi filmede det en aften på Godsbanen i Aarhus før lukketid, så helt alene følte jeg mig ikke. Men der er selvfølgelig en kæmpe forskel fra at sejle i et primalt menneskehav på VEGA til at sidde alene bag et klaver i en kold godshal. Det er nok et sted i den spændvidde, at HIRAKI befinder sig bedst 😉
Hvad fik jer til at ville prøve den her stil af?
– Det har altid været meget naturligt for os at prøve ting af og ikke lade os binde af en bestemt genre eller stil. Det er tydeligt at høre blandt nogle af vores tracks, og en gang imellem er der nogle som skinner mere igennem end andre. Vi er unægteligt en følelsesbetonet treenighed, så hvis det føles rigtigt – så gør vi det!
Det er svært ikke at fornemme en vis ensomhed i sangen – kun endnu mere understreget af videoen. Hvad følte du, da du skrev den, og hvad føler du når du synger den?
– Jeg har altid gerne ville skrive en “kærlighedssang” – en ode til livets små kræfter, der ender med at flytte bjerge og til det skæve og “unormale”, som rykker på vores opfattelse af normer. Så ensomheden, der kan høres ulme under overfladen, er måske mere en følelse af at kæmpe mod noget, der er større end dig selv – for noget, der er større end dig selv.
Og slutningen – der hvor, det koger over – hvad symboliserer den? Skriget lyder organisk, som om det kommer som den naturlige konsekvens af de oplevelser, du beskriver i lyrikken.
– Nogle gange hjælper det at råbe højt – specielt hvis man er mange. At tracket munder ud i en mere kraftfuld stil understreger kun vigtigheden af budskabet og desperationen i at kæmpe sine kampe.
For mig glider tankerne på en eller anden måde i retning af det britiske. Jeg kommer til at tænke på Stones, særligt ‘You Can’t Always Get What You Want’, men også på Trainspotting. Hvor kommer inspirationen fra?
– Sjovt du nævner noget britisk. Nogle af vores nærmeste, som har smuglyttet til tracket, har sågar nævnt Beatles i deres tanker. To bands, som jeg personligt har lyttet meget til. Men inspiration er en sjov størrelse i HIRAKI. Som udgangspunkt er det sjældent, vi snakker inspiration i en proces – måske kun hvis vi sidder fast i en komposition og mangler en bestemt lyd eller overgang for at komme videre. I tilfældet af ‘Thee Ode’ var der ikke meget inspirationssnak og den er nærmere skrevet med en visceral fornemmelse og med følelserne uden på tøjet. Dog kan vi godt høre, at der ubevidst har sneget sig artister ind, som har præget os. Specielt A Silver Mt. Zion (GY!BE) hvor man godt kan drage paralleller til starten, eller Birds In Row på den sidste del af tracket. Men også andre genrer, som liminal ambient musik i form af synth på studietracket.
Det er umuligt at forvente noget fra HIRAKI. I står aldrig stille, men kan du alligevel løfte sløret lidt for, hvad vi har i vente? Og hvad betyder signingen hos Pelagic for fremtiden i bandet?
– 2026 bliver vildt! Der er mange ting i vente med både Pelagic og vores igangværende collab-projekt med MEEJAH x HIRAKI. Så hold øjnene åbne denne vej!
