Premiere: Vidnet – ‘Bane-Saar’

Skrevet af:

Kunstner(e):

Genrer:

Vi bringer i dag premiere på Vidnets allerførste single nogensinde.

Med musikalsk inspiration fra grind, sludge, war metal og den rådneste død og et lyrisk univers, der dækker over forrige århundredeskiftes litteratur og kunst – tiden før bolla-å – gør Vidnet en hæsblæsende entre på den danske scene.
“Vidnet” skal forstås dobbelt – er man offer eller medskyldig i de horrible begivenheder man udsættes for. Det tror jeg mange kan nikke genkendende til i denne nye folkedrabets tidsalder.
For bandet er navnet en kritik af ideen om martyren, der bevidner en højere sandhed i de sidste sekunder. På ‘Bane-Saar’ omhandler det slagmarkens kolde ulidelighed. Intet andet venter der end døden selv.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Der er ikke megen easy listening at finde hos Vidnet, ej heller hvis man skulle dechifrere lyrikken.

“Uigjenkendelig er jeg
stadigvæk l e v e n d e ?
Kravlende i Taagen
synes uendelig, og
Saaret er aabent                    
til Ormene . . . .                      
Se mig, Dødning!                
Med Fosfor-Øjne,
med S k æ b n e n s
Nøjagtighed . . . .”

Med et knivskarpt fokus på ikke kun lyrikkens indhold men også dens fysiske opsætning nærmer vi os efterkrigstidens konkrete poesi, og får samtidig forståelsen af, at det for Vidnet handler om et totalindtryk. Måske en abstrakt konceptplade.
Alt dette imens både trommer og forvrængede guitarer gør deres bedste for at gøre uhyrligheden så sansbar som muligt.

Vidnet spiller deres debutkoncert nu på lørdag, den 20. september på Copenhagen Metal Fest – se vores anbefalinger her.
Et album følger i efteråret.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421