Copenhagen Metal Fest debuterede i 2019 og har kørt alle år siden – med 2020 som den eneste undtagelse grundet covid-restriktionerne. Nu i 2025 er det sjette gang, arrangementet bliver afholdt, og det ser stort ud. I 2024 udviklede Copenhagen Metal Fest sig og fik tilføjet en ekstra festivaldag om torsdagen, der skulle bruges som en temadag, som kunne repræsentere forskellige bands inden for én bestemt genre.
Princippet for festivalen er ganske enkelt: Det er kun danske bands, der bliver booket, og så skal der være repræsenteret en relativ bred spændvidde i genre. Dødsmetallens ækelhed, thrashens fræsende opråb, black metallens hvinende okkultisme og mange andre genrer får hver deres plads i løbet af festivalen fordelt over tre scener.
Her bringer vi vores skribenters anbefalinger, så du ved lige præcis, hvad du absolut skal fange!
Bjørn:
Selvom jeg er relativt aktiv i koncertmiljøet sammenlignet med den gængse borger, så var jeg sent i gang. Den første koncert, jeg nogensinde var til, var i 2021, og det var Persecutor på Copenhagen Metal Fest. For mig dengang var det en åbenbaring, at jeg faktisk kunne se alle de danske bands, jeg havde dyrket i høretelefonerne i så lang tid, på en rigtig scene. Det fik etableret min kærlighed for livemusikken og samtidig eksponeret mig for, hvad der var meget nyt for mig dengang: Et dansk metalmiljø.
Copenhagen Metal Fest har derfor altid været en vigtig begivenhed for mig, og jeg har deltaget hvert år siden. I år er ingen undtagelse med det gode lineup, der spænder over tre dage, og den nu knap-så-nye tilføjelse af en genretemadag.
Blandt årets vildt skarpe bookinger vil jeg gerne starte med at fremhæve to bands fra temadagen, der dette år er hardcore. Det første band er naturligvis ingen ringere end Lack. Det er en eksplosiv fusion af essensen af så mange ting: noiserocket skingerhed, 00’ernes ambivalente punkrockcharme og massiv emotionel dybde.
Lack har en meget særlig plads på den danske musikscene, og selvom det følelsesmæssige aspekt i deres skrøbelige lyrik og katarsiske numre ikke appellerer lige så meget til mig, som de sandsynligvis gør for en ældre person, der er i gang med at få styr på prioriteringer og balancere privatlivet, så er det eksistentielle grundlag for Lack stadig så stærkt, at jeg sagtens kan tage det til mig og forstå relevansen i det – og ikke mindst værdsætte det, som det burde.
Som antitese til akademikersnuder, der spiller midtvejskrise-rock, tårner Rot Away dominant over hardcore-scenen i kraft af sin egen bøvethed. Det er musik, der ikke prøver at være mere, end det er: dumdristigt, brutalt og uden de store fine formler. Men Rot Away er samtidig mere end et slæng træningstosser, der har opdaget instrumenter, distortionpedaler, lært at tælle til fire og er blevet kylet ind i et øvelokale sammen. Netop i denne primitivitet ligger bandets styrke. Rot Away excellerer i at reducere hardcore til en ren fysisk oplevelse, hvor energi og rå aggression fortrænger al intellektualisering.
De indkapsler gang på gang essensen af et rendyrket hardcoreshow, og de er de perfekte formidlere, når det kommer til at gøre larm til kunst. Rot Away er en påmindelse om, at det primitive ikke nødvendigvis er det samme som det uformående. Snarere tværtimod: Det er bøvethed forfinet til medrivende disciplin af sin genre.
Hvis man dog er mere til det intellektuelle, men kun er der på hoveddagene, kan man sagtens nøjes med Terminalist, der fastholder det lyrisk samfundskritiske aspekt i den muligvis mest bøvede genre af dem alle, nemlig thrash. Det er selvfølgelig ikke noget nyt at være kritisk over for autoritet eller at være mod krig, hvis man ser på thrashens storhedstid i 80’erne. Men man kan godt sætte pris på frontmand Emil Hansen for at formidle den moderne verdens problemer så godt, da så meget moderne thrash er gledet over i det uforpligtende og nærmest selvparodierende “pizza-thrash”. I kontrast står Terminalist dog som en alvorlig modpol. Hvor andre thrashbands kan leve på ironi og kitsch, insisterer Terminalist på, at thrash stadig skal tages seriøst og være en intellektuel disciplin – og så er Terminalist også det oplagte band at tage til, hvis man er til den slags riffs, hvor det går hurtigt.
Der er også (0), som er en kæmpe opfordring herfra. Bandet excellerer i en kompleks fusion af genrer – fra black metallens mørke atmosfærer over progressiv dødsmetals tekniske kompleksitet til post-, doom- og drone-elementers tekstuelle dybde. Alle de gange, jeg har set dem live efterhånden, har det været af afsindigt højt niveau, hvor de formår at præsentere deres unikke lydbillede glimrende. Sidst jeg skrev om dem, skrev jeg “(0) skaber deres egne bizarre universer med deres egne bizarre præmisser, og dette album er et perfekt eksempel på deres autonomi og kreativitet.”, og det er en udtalelse, der stadig står klar og tydelig, når det kommer til (0)’s liveniveau. Det bliver kolossalt på Amager Bio-scenen og bestemt noget, du ikke vil misse.
Afslutningsvis er det selvfølgelig uundgåeligt, at jeg fremhæver Lifesick. Dette bliver 20. gang, jeg har fornøjelsen af at se bandet, så man kan godt sige, at jeg er rutineret efterhånden. Sidst de spillede på Copenhagen Metal Fest, foregik det på en børneteaterscene. De tager revanche i år og kommer til at udføre deres benhårde hardcore på hovedscenen. Jeg kan dog godt være skeptisk over, hvordan det kommer til at fungere, hvis jeg skal være helt ærlig. Lifesick skal opleves i et bestemt format. En lille scene med lavt til loftet, en kollektiv synergi af sveddryppende musikere og forpustede koncertgængere samt et kaosniveau på maksimum; det er den absolutte måde at opleve Lifesick på. Lifesick besidder en selvsikker attitude, der både styrer og provokerer publikum. Når de spiller, er alt tilladt. Riffs og guitarlyd fra stockholmer-dødsskolen transformeres til en nøje tilrettelagt koncertoplevelse, hvor moshpits, two-step og stagedives er uundgåelige – nu må vi så se, hvordan sidstnævnte kommer til at fungere i Amager Bio.
Du burde i hvert fald se Lifesick uanset, og du burde også komme til Copenhagen Metal Fest.
Ida:
I takt med at mørket sænker sig på BETA fredag aften, så gør atmosfæren det også. For den mørke atmosfære følger altid med, når Blodmåne indtager scenen. Deres rå lyd og ikoniske guitar-riffs komplimenterer de dertilhørende tungere tekster i en både alsidig og velkonstrueret lytteoplevelse. De formår altid at fange publikums opmærksomhed i et ambient lydlandskab Dette var bl.a. med til at sikre bandet status som finalister til Wacken Metal Battle 2025, der blev afholdt blot et par måneder tilbage. Blodmåne kan kun anbefales for alle med smag for blackened death i deres øresnegl. Dem bliver man kede af at gå glip af til festivalen!
Apropos genrer i det mørkere hjørne af metalscenen; hvis doom får dit hjerte til at pumpe, så skal du absolut tage ind til Amager Bio for at høre Alkymist fredag aften. Siden de sene 2010’ere har gruppen kastet sig over at spille tung, slibrig og progressiv doom på den danske metal scene. Og dét må man sige, at de har styr på. Deres eksperimenterende, atmosfæriske og komplekse lydbillede fortæller en historie om, at de ikke lader sig definere af genreregler eller begrænsninger. Efter at have hørt dem spille på Loppen i vinter kan undertegnede kun anbefale dem i allerhøjeste grad.
Hvis du er til noget lidt andet, så skal du måske tage ind og høre Split. Jeg hørte dette blomstrende hardcoreband for første gang på Næstved Metalfest i år, og hvis du er kær ved bands såsom Rot Away, som Bjørn anbefalede længere oppe, så synes jeg også, at du skal give Split en chance. De unge fyre skruer beatdowns sammen, der er tungere end podiepladen på den scene, de spiller på, og deres eksperimentelle brug af techno var som en kølig brise på Næstved, der hjalp dem med at trodse varmen og manglen på hardcorekids. Selvom Split er et forholdsvist nyt band i hardcore-scenen, har de allerede instrumenterne godt skruet sammen. Du kan høre Amager Hardcore, når Split spiller på Copenhagen Metal Fest om fredagen på BETA.
Marcus:
Jeg har aldrig været til Copenhagen Metal Fest. Jeg ved egentlig ikke hvorfor – jeg har sikkert altid haft en god undskyldning. Og det er, på trods af at festivalbeskrivelsen er skræddersyet til mig: Tre dage udelukkende med danske bands og typisk med nogle virkelig skarpe bookinger iblandt. I år er naturligvis ingen undtagelse, så nu skal det altså prøves. Mine kære medskribenter har allerede givet deres bud på must-see-navne, og jeg kan kun erklære mig enig i deres anbefalinger. Jeg har valgt at plukke tre bands ud – ét jysk, ét fynsk og ét sjællandsk. Lad os starte i midten.
Man siger, at “Fyn er fin”, men det er Mites musik ikke. Denne odenseanske kvartet putter “violence” i “powerviolence” og lægger ikke fingre imellem – deres koncerter er rå, støjende og intense vredesudbrud. Med deres nye forsanger Mona Mattle har de igen fundet et rigtigt stærkt ståsted med en vokalfront, der kan matche brutaliteten i resten af lydbilledet. Mite passer som fod i hose på hardcore-temadagen som band nummer to, og hvis du har bare en snert af kærlighed til overs for hardcore i yderste potens, så bliver du bare inde på ZEBU og hører Mite. Dem skal du ikke gå glip af.
Dagen efter har vi at gøre med festivalens første rigtige dag. Fredagen bugner af god musik, men få kan gøre det, som Smertegrænsens Toldere kan. Jeg har valgt at fremhæve disse aarhusianere, fordi de om nogen forstår at lægge svesken på disken med deres no nonsense punklussinger, og jeg glæder mig til at se dem prøve at flå Copenhagen Metal Fest fra hinanden. Det er sådan et band, som er meget svært at undgå, hvis man har ordentlig musiksmag og tager til ordentlige shows, og det er godt, for Tolderne skal opleves live. Gør derfor dig selv en tjeneste, og vær til stede i Beta, når de indtager salen fredag aften.
Lørdagen har nok festivalens stærkeste program, og det siger en del fredagens plakat taget i betragtning. Sidste band på ZEBU-scenen er et vaskeægte wildcard i form af Vidnet, der spiller deres allerførste koncert nogensinde til Copenhagen Metal Fest. De har ikke engang noget musik ude endnu, så man må nøjes med lidt Instagram-klip hist og her. Men selvom det er første gang, du kan opleve bandet live, har du givetvis set medlemmerne andetsteds før. Det er nemlig gode folk, som er alt andet end uprøvede, der står bag projektet, og det er nærmest en undergrundssupergruppe af rigtig gode folk, vi har med at gøre her. Når kaliberen er høj, er forventningerne det naturligvis lige så. Vidnet kan ende med at blive en af festivalens helt store overraskelser.
Nå at købe billetter her, inden festivalen afholdes 18.-20. september
