Om tre uger er det tid til årets Kill-Town Death Fest. Efter et år i London flytter festivalen tilbage til Byhaven og Pumpehuset. Programmet er en fremragende blanding af nyere bands samt nogle af de bands, der var “the talk of the town” i 1990’ernes demodage.
Som altid er programmet skarpt kurateret, men når pausen mellem dagens bands sjældent er længere end små ti minutter, er det vigtigt at finde huller til at kigge i de forskellige merch- og ølboder. Her på magasinet har vores hold udvalgt de bands, de glæder sig allermest til. Der er få billetter tilbage, så hvis du skal tage del i fordærvet, så skal du skynde dig!
Lucas:
Jeg er kommet på festivalen en del år efterhånden. Det er svært at holde Kill-Towns programmer op imod hinanden, men dette må alligevel siges at være et af de stærkere. Daniel Abecassis og Kill-Town-crewet er eminente til at finde små bands og give dem en platform. Hvis vi fx. tager et kig på programmet for deres “The Resurrection” fra 2018, er der en del af de bands, som har taget et kvantespring. Det åbenlyse er selvfølgelig Blood Incantation, som nu spiller på de største festivaler i verden, men også bands som Spectral Voice, Necrot, Phrenelith, Hyperdontia og Ascended Dead har haft pænt med succes siden deres optræden det år.
Kigger vi på lineuppet i år, så er det måske en smule mere tilbageskuende end hidtil. Det er dog nogle af de mere spændende bands fra 90’erne, som er gravet op. Morpheus Ascends, Dusk, Moondark, Interment og selvfølgelig gengangeren Rippikoulu.
Jeg har en del, som jeg glæder mig ekstra meget til i år. Jeg har set en håndfuld af navnene på plakaten før, men der er endnu flere, som bliver førstegangsoplevelser.
Ud over musikken så glæder jeg mig bare til den hyggelige stemning, som Kill-Town altid er garant for. Jeg har taget fri fra job, så den skal have en over nakken.
Torsdag
Kill-Town Death Fest har ikke for vane at lægge blødt ud, og i år er ingen undtagelse. Torsdag glæder jeg mig særligt til de unge finner fra Malformed, som netop har udgivet en ret solid debutplade. De spiller dødsmetal af den gamle skole: det går hurtigt, det er klamt og det er fedt. Er man til Cannibal Corpse og alle de andre gamle, så er der mødepligt her.
London-bandet Vacuous er også et must-see. Jeg anmeldte deres andet udspil tidligere på året med tæt på topkarakter. Det er et af de bands, som tør gå egne veje, men samtidig har rødderne plantet umiskendeligt i dødsmetallen. Velsagtens et fornemt eksempel på, at Kill-Town er mere end blot den rådne dødsmetal, som vi ellers er ganske godt eksponeret for herhjemme.
Portal og Impetuous Ritual bliver selvfølgelig en oplevelse, men jeg vil hellere fremhæve Corpus Offal. Bandet er udsprunget af hedengangne Cerebral Rot og deler medlemmer med bl.a. Bell Witch. Det er et scoop af dimensioner. Deres fremragende debut fra marts er en klar contender til årets dødsmetalalbum. Et moderne take på lyden fra Autopsys udødelige ‘Mental Funeral’-album fra 1991.
Fredag
Fredagen kan ikke siges at være mindre voldsom. Programmet er alsidigt med risiko for store øretæver. Her ser jeg særligt frem til Reverence to Paroxysm fra Mexico. Det er lidt pudsigt, at de spiller fredag, da deres ‘take’ på dødsmetallen er meget doomet, hvilket havde gjort dem til et oplagt navn til ‘Gloomy Sunday’-konceptet. Bandets oprindelige trommeslager Óscar Clorio er måske et navn, der får en klokke eller to til at ringe for connaisseurs. Han var nemlig med i bands som Cenotaph og Shub Niggurath i 90’erne, hvilke er blandt de mest indflydelsesrige dødsmetalbands fra Mexico. Clorio er altså ikke længere med i Reverence to Paroxysm, men det skal nok blive en behageligt ubehagelig oplevelse alligevel.
Senere på aftenen spiller Portal-sideprojektet Ceremonial Bloodbath. Deres kakofoniske blanding af dødsdoom og klassisk war metal er noget, vi sjældent har muligheden for at opleve i Danmark, men absolut bør opleve, når chancen byder sig. Det her er grunden til, at Kill-Town Death Fest bare er bedre end andre festivaler.
Jeg glæder mig også meget til et gensyn med finske Galvanizer. Det er længe siden, jeg sidst har set dem, men der er garanti for primitiv dødsgrind a la tidlig Carcass og Blood.
Det kan jo for fanden heller ikke være obskur dissodød med påhængsmotor alt sammen. Det bliver klamt, det bliver hurtigt, og det bliver et perfekt soundtrack til at bunde om kap til i festivalens specialbryggede IPA.
Speaking of dissodød med påhængsmotor så er der selvfølgelig aftenens hovdnavn Antediluvian. Navnet refererer til tiden før den bibelske syndflod, og lyden er ditto ældgammel. Ikke forstået sådan at det lyder som Cannibal Corpse med Chris Barnes som frontbrøler, men nærmere som et ældgammelt ritual. Afgrundsdyb dæmonvokal, dissonante riffs og rumlende bas i et frontalangreb på alle sanser.
Lørdag
Lørdag er for mig den klart stærkeste dag. Jeg kunne nævne samtlige bands, så jeg får næppe mange pauser på nær toiletbesøg og genopfyldning af øl. Skal jeg anstrenge mig, så vil jeg først og fremmest fremhæve norske Abhorration. Forestil dig Morbid Angels ‘Altar of Plagues’, men lyden er mere skrabet, vokalen er mere hysterisk og guitartonen mere brutal. Det er et rent dødsthrashet rifforama. Der er mødepligt og pitgaranti.
Vi bliver i dødsthrashen med italienske Miscreance. Kan du lide Death? Selvfølgelig kan du det. Miscreance lyder som Deaths sene karriere. Vokalen lyder som Chuck Schuldiner, bassen er tydelig, og guitaristen har lyttet mere til ‘Human’, end jeg selv har. Det er meget. I al klamheden bliver Miscreance et friskt pust. En slags ganerenser inden vi skal overdynges med kloakslam igen. Det er ikke den type af dødsmetal, vi ofte ser på Kill-Town Death Fest, men det virker passende med et band, som hylder de dyder, som dødsmetallens hovedarkitekt grundlagde i 90’erne.
Senere skal vi se Caustic Wound. Der bliver fuld smæk for grindcore-skilingen her. Sidst de var i Danmark, spillede de 15 numre på 20 minutter. Sidenhen er der kommet et album mere i kataloget, og tempoet er skruet endnu højere i vejret. Hvis du ikke er træt i ben og ryg endnu, så bliver du det her. Det her band er et af dem, som alene er grund nok til at købe billet. Der er i øvrigt ikke udsolgt til lørdag endnu, så der er stadig mulighed for en billet til, hvad der sagtens kan blive årets grindbrag.
Du er lovligt undskyldt, hvis du ikke har hørt om aftenens hovednavn Morpheus Descends. Bandet havde en kortlivet karriere i 90’erne med et par demoer, EP’er og en enkelt LP. Disse har det til fælles, at de alle er absolut fremragende. Bandet blev lagt i graven i ‘97, blev kort genoplivet i 2005 for så endelig at blive gendannet i 2013. Der er sidenhen kommet en enkelt EP, men ellers har bandet blot spillet live. Det er i øvrigt eneste show i Europa for denne gang. Bandet har kun været på kontinentet to gange i dets karriere, hvilket kun gør showet endnu mere eksklusivt. Det bliver et ægte trip down memory lane for kendere.
Søndag
Søndagen byder på festivalens ‘Gloomy Sunday’-koncept, hvor der (næsten) udelukkende spilles doomet dødsmetal. I Byhaven spiller danske Foetorem et gratis show – det er i øvrigt deres første show nogensinde. Vi satte fokus på bandet med et rampelys tidligere på året og ser frem til at høre materiale fra deres kommende debutalbum. Hvis det holder samme niveau som EP’en, så bliver det voldsomt spændende.
Herefter bliver det mystisk med japanske Gravavgrav. Bandet omtaler sig selv som ‘bored death metal’; en blanding af death doom, drone metal og digtoplæsning. Bandet er egentlig et soloprojekt bestående af Narutoshi Sekine fra noisegrind-bandet Butcher ABC. Sidenhen er Takashi Tanaka tiltrådt som trommeslager. Tanaka er efterhånden blevet husmusikant på festivalen, hvor han har optrådt adskillige gange med Anatomia, Transgressor og dansk-japanske Wormridden.
Vi bliver ved det japanske, da Funeral Moth giver en sjælden koncert. Bandet har eksisteret siden 2005 og spiller funeral doom blandet med drone og post-metal. Det er sparsomt med udgivet materiale, men når de fleste numre har en spilletid på over 15 minutter, gør det næppe det store. Musikken er unaturligt rolig for et band på denne festival. Måske er det endda det eneste band på hele festivalen, som har sektioner med clean vokal. Det er en perfekt mulighed for at samle de sidste kræfter til årets sidste koncerter.
Endelig skal vi se Dusk. Det er vildt, at Kill-Town har formået at hive det amerikanske band til Danmark. De har aldrig været i Europa og spiller kun dette ene show. Hovedværket ‘… Majestic Thou in Ruin’ står som en af de stærkeste dødsdoomplader overhovedet og vil blive spillet i sin helhed til koncerten. Hvor det amerikanske take på doom for det meste var olmt og ondt, så lød Dusk mere som deres britiske kolleger fra My Dying Bride og Anathema – gotisk og sørgmodig stemning blandet med knusende guitarriffs og hulemandsgrowl. I de senere år er Dusk vendt tilbage til både studiet og livescenen, hvilket har resulteret i en glimrende EP og LP, som vi sikkert også vil få enkelte numre fra.
Bjørn:
Jeg må indrømme, at jeg ikke længere dyrker dødsmetal lige så meget, som jeg plejede. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke kan genkende et umiskendeligt pragteksemplar på en god dødsmetalfestival, som er tilfældet ved Kill-Town Death Fest i år. Jeg lytter bare sjældent til den slags dødsmetal, der marineres i kloakkens vamle hjørner eller skal graves op af den beskidte muld fra undergrunden.
For mit vedkommende er Kill-Town Death Fest derfor en god mulighed for at blive eksponeret for den højeste kaliber af fordærv og kødsår i lytteform – specielt når det er et arrangement, jeg aldrig har været til før.
Alene at få booket Portal burde være nok til at blive etableret som en autentisk festival med bookere, der besidder en stærk ambition og alsidig forståelse af genren. Men ud over det største hovednavn på festivalen så er der alligevel en stor håndfuld navne, jeg også ser rigtig meget frem til – samt en masse bands, jeg ikke kender til, som jeg glæder mig til at opleve live.
Om torsdagen kan du f.eks. opleve australske Impetuous Ritual, der i øvrigt deler medlemmer med Portal. Siden 2009 har de spillet dødsmetal med et klart mål om at udfordre den generelle forståelse for rendyrket dødsmetal. Det har de formået at gøre ved at implementere langsommere sektioner, hvor støj og buldrende trommer skaber en nedsmeltende stemning af elendighed, som meget af tiden nærmer sig doom metal mere end dødsmetal.
Jeg glæder mig til at se, om Impetuous Ritual kan fremhæve den okkulte kammerfølelse af voldsom dødsmetal, de opnår på plade live, og de bliver bestemt et band, du er nødt til at fange, hvis du er på festivalens førstedag, torsdag.
Har du taget det fornuftige valg at købe partoutbillet – som du forhåbentligt har fået styr på for lang tid siden, nu hvor alle partoutbilletter er udsolgt – er du frisk igen til andendagen efter en voldsom åbningsdag. Fredagen byder også på en alsidig spændvidde af dødsmetal, og der er to bestemte navne, jeg gerne vil fremhæve.
Det første band er canadiske Mitochondrion. Mit indtryk ved Mitochondrion er faktisk, at der ikke er særlig mange, der kender til dem, men dem, der gør, agter dem gevaldigt. Jeg synes derfor ikke, de kan kaldes undervurderede, men snarere undereksponerede, da de fortjener en større platform til dødsmetalformidling, end de i øjeblikket har. Og så er det jo heldigt, at de har fået Kill-Town Death Fest som rygdækning, som giver dem lov til at stå på en scene og blæse os alle bagover.
Mitochondrion udgav et af sidste års bedste ekstremmetaludgivelser med deres album ‘Vitriseptome’. Det var en udpræget ubehagelig lytteoplevelse af konfrontative dødsmetalnumre, hvis kompakthed af teknikalitet sørgede for at udmatte lytteren til tilfredshed mod slutningen. Forhåbentligt gør de det samme til Kill-Town Death Fest, og Mitochondrion er et must-see for alle.
Fredagen byder også på endnu et fremragende navn, nemlig canadiske Antediluvian. De har tydeligvis hørt Portal og er blevet inspireret af den specifikke form for dissonante vekselvirkning i dødsmetal. Forskellen er dog, at Antediluvian har en betydelig mere oldschool-præget lyd med mere strukturerede riffs, mens det hele er mixet på en bundsjat ophostet mundslim og rungende trommer.
De kører dog ikke på kunsten af kun at holde fast i andre bands’ udtryk eller være voldsomme som den gamle skole, men med deres seneste album ‘The Divine Punishment’ skete et betydeligt stilistisk skift til et mere noisepræget kunstværk af dødsmetal. Forhåbentligt får Antediluvian vist alle deres gode sider frem, når de spiller på Kill-Town Death Fest.
Sidste anbefaling fra undertegnede er suveræn dødsmetalelite fra Finland – selvfølgelig er det Rippikoulu. Siden deres debut EP i 1992, har de lavet skramlet og medrivende dødsmetal. De gik i opløsning i 1995, men fandt sammen igen i 2014 og har spillet siden. Det har givet dem muligheden for at spille på dette års Kill-Town Death Fest, hvilket bliver en fornøjelse.
Med deres seneste udgivelse ‘Ulvaja’ fra 2014 er det tydeligt, at øvelokalet også er blevet brugt som en seriøs tænkeboks, da Rippikoulu har fornyet sig selv. Det har stadig de tunge, klumpede, medrivende dødsmetalriffs, som man kender dem, men hele udtrykket har fået en ny form for helhed til sig. Numre som ‘Loputon’ er melodisk og nærmer sig black metal mere end den sædvanlige sammensmeltning af doom og sludge, som de plejede at implementere i deres dødsmetal. Og når der så også spilles doom som sædvanligt, er det gjort med rygdækning fra synths, klaver og korstykker, der komplementerer helhedsudtrykket bedre end bare knusende death doom.
Kill-Town Death Fest giver Rippikoulu en af de bedste muligheder for at fremvise deres brændende alsidighed for et rutineret publikum, da deres spændvidde rækker bredt over dødsmetalspektret.
Jeg glæder mig til at være en del af dette arrangement for første gang og forhåbentlig opleve en voldsommere, mere konfrontatorisk og mere ulækkert snasket omgang dødsmetaleksponering, end jeg normalt ville. Kill-Town Death Fest virker i hvert fald som den naturlige konklusion på netop dét, hvis man leder efter inkarneret habile bookinger og tydelig genrealsidighed.
Naturligvis bør man gøre sig selv den tjeneste at lytte til så meget musik, man overhovedet kan komme til i løbet af de fire dage, festivalen forløber. Det er voldsomt imponerende, at crewet bag festivalen år efter år kan stable så stærkt et program på benene.
Kill-Town Death Fest 2025 forløber fra den 4. til den 7. september i Byhaven og Pumpehuset i København. Der er stadig enkelte dagsbilletter tilbage. Husk, at lørdag og søndag byder på gratis shows i Byhaven med adgang for publikum uden billet. Billetter kan skaffes her.
